Hip, hip, hippie syrerock

Uffe Lorenzen: ”Magisk realisme”

Den ene af de to vildmænd i det danske rigsvåben er stukket af og har erstattet køllen med en elektrisk guitar. Nu kalder han sig Uffe, og han spiller den vildeste syrede, hippiefarvede garagerock.

”Magisk realisme” er som at se en blomstermalet lyseblå VW – et folkevognsrugbrød drøne slingrende derudad på motorvejen, mens der kommer skyer af stærk tobak ud ad det nedrullede sidevindue og bag rattet på forsædet sidder en smilende, skægget herre.

Lige undsluppet fra rigsvåbenet.

Kors, hvor er det fedt, befriende og anderledes at lytte til, midt i disse socialt lammede, mundbindsbærende forsigtig-Peter-tider.

Lyt til det vilde åbningsnummer ”Lad det gå” om, at en dag ender vi ”døde, nøgne og forfrosne, to bunker knogler i hinandens arme”, men også med det befriende refræn ”at alting er ok, og alting nok skal gå”. Med pedalen trykket helt i bund, og guitarer der rusker og rykker.

Uffe Lorenzen vil være kendt for bands som ”Spids Nøgenhat” og ”Baby Woodrose” og er en jævnlig gæst i det aalborgensiske. Her dukker han gerne op med sin 12-strengede akustiske guitar og foredrager solo egne sange, men også danske syregrupper som Alrune Rod eller Hans Vinding. Og bagefter koncerten kan du være heldig og finde ham på fugtig bytur på enten Tusindfryd eller i Jomfru Ane Gade.

Han er en mand, der er, hvad han synger, og synger om det, han er.

Boede ni forskellige steder

De 10 sange på ”Magisk Realisme” er skrevet i sommeren 2019, hvor Lorenzen ikke havde noget fast sted at bo. Med hjælp fra gode venner boede han ni forskellige steder på kort tid. Numrene er skrevet i forskellige lejligheder og handler om København. Fra Nørrebro til Amager og Østerbro. Tekst og musik er præget af rodløshed. Om at leve med mange mennesker og alligevel føle sig ensom og en smule lost.

Han spiller selv næsten alle instrumenterne på skiven her, guitar, bas, trommer, keyboards, og sangene handler om alle de ”ulykkelige piger og fortabte drenge”, om en efterårslængsel høj som et tårn, om længslen efter Michael Strunge og Jens August Schade.

Lorenzen er til stoffer og sprut og kosmisk bevidsthedsudvidelse, og når han går ”Caminoen” på nummeret af samme navn, starter han med en øl på Haabet. Inden han er færdig med sin spirituelle travetur, er han måske ikke kommet nærmere Gud, men han har chantet hendes navn og fundet en form for fred  - ”og jeg tænkte kun på dig, ja, jeg tænkte kun på dig, hele vejen, hele vejen”.

Tjek ham ud på: vimeo.com/452139100

Er du en af dem, der kan huske ”Natskyggevej” med Alrune Rod, eller Trilles udgave af ”Tornerose”, som vildmanden også smukt genfortolker – ja, så er det bare med at få fingrene i vinylen her.

Er du ikke til syret hippierock, bør du nok alligevel give denne vitale beskrivelse af storstaden København et lyt eller tre.

Livet set fra og med en outsiders skarpe og præcise blik, som i når ”Livet skriger” med sanglinjerne ”er der nogen der elsker/eller keder sig ihjel/er der nogen der føler ensomheden/lige som inde i mig selv/hvor livet skriger/ja, livet skriger i min sjæl”.

Foto: Zarko Ivetic