Intro, Lou Reed. 7.3.23, 18.30. Biffen, Nordkraft
I aften skal vi se, opleve og høre Lou Reed – i en liveoptagelse fra New York, hvor han genopfører det, han selv anså for at være sit hovedværk, Berlin. Albummet udkom i 1973, altså for små 50 år siden.
Sangene handler om et ungt forelsket par, en mand og hans kæreste Caroline, og deres liv sammen med stoffer og misbrug i Berlin. Lou Reed selv havde aldrig besøgt Berlin, da han skrev sangene, men han elskede ideen om en storby, der var delt i to. Kærlighedshistorien går fra idyl med ”candlelight and Dubonnet on Ice, in a small café, you could hear the guitars play” til parforholdsvold, “why is it that you beat me – it isn’t any fun”, tvangfjernelsen af hendes børn, selvmordsforsøg og den sært afklarede ”Sad Song” til sidst.
Alle sangene forbinder sig til hinanden og fortæller en historie om et liv på kanten, desperat og selvødelæggende og er samtidigt sært smukke, sorte og afklarede i deres kyniske kølighed og nøgne registrering.
Albummet floppede, anmelderne hadede det, selv om der ikke var sparet på hverken produktion eller gæstemusikere. Jack Bruce på bas, Steve Winwood på tangenter og jazzens Brecker-brødre Michael og Randy på henholdsvis tenorsaxofon og trompet. Og ikke mindst selvfølgelig godt med strygere.
Men hvem er han denne Lou Reed? Og hvorfor fascinerer han stadig, her små 10 år efter sin død. 27. oktober 2013.
Manden blev født 2. marts 1942, i Brooklyn, New York og voksede som teenager op på Long Island. Fra midten af 50’erne spillede han garagerock i lokale grupper. Skrev digte og begyndte i begyndelsen af 60’erne at studere litteratur og journalistisk på universitet. Blandt andet blev han undervist af lyrikeren Delmore Schwartz.
Lou Reeds forældre var ikke så begejstrede for deres søns forsøg på at finde sin egen vej. At han skrev digte, spillede rock’n’roll og legede med ideen om han måske var mere til mænd end kvinder.
Så 17-år gammel fik de ham indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor man forgæves forsøgte at kurere ham med elektrochok. 24 behandlinger blev det til og Lou Reed har siden fortalt om behandlingerne i flere sange – bl.a. Lady Godivas Operation”.
Selv blev jeg optaget af Lou, da jeg var omkring de 18 år, i 1972, og gik på gymnasiet oppe i min barndomsby Frederikshavn. Det var noget med stemmen – den der kølige, henslængte drævende og reciterende måde at fremføre sangene på. Han synger jo egentligt ikke, men samtidig er hans stemme enormt udtryksfuld – som eksempelvis i et at mine og mange andres favoritnumre ”Rock n roll”
Den handler om en pige som hedder Jenny, der keder sig og hver gang hun prøver at finde noget på radioen – så sker der bare ingenting – ”there was nothing happening at all”. Men så en dag, en skøn morgen finder hun en New York radiostation og så sker der noget – ”she couldn’t believe, what she heard at all, she started dancin to that fine fine music, you know her life was saved by rock ´n´ roll”.
Bare den måde Reed kan trække det der ”at all – not at all”.
Hans guitarspil er ikke i klasse med Jimi Hendrix, eller Jimmy Page fra Led Zeppelin. Her er less virkelig more, Reed dyrker det simple og det enkle, men der fungerer fortrinligt i hypnotiske og monotone forløb
Dengang var i 72 var Reed jo også på toppen af sin solokarriere med det foregående album ”Transformer”, indspillet efter at Reeds gamle band Velvet Underground var blevet opløst. Indspillet i London med en stor fan af Reed – nemlig den dengang relativt ukendte ,men kommende rockstjerne David Bowie som producerer, der også tog sin egen førsteguitarist Mick Ronson med på pladen. Pladen blev et hit med numre som ”Walk on the wild side”, ”Perfect Day”, ”Satellite of Love” og “Vicious”.
Selv hørte jeg første gang manden live med band, i marts 1977, 28.marts i Vejlby Risskov Hallen. Billetten kostede hele 79 kr, men det var vi små 1600 publikummer glade for at betale for at høre manden.
Det gik også godt i begyndelsen. Lou lagde ud med numre som ”Sweet Jane”, ”I’m waiting for the Man”, men også ”Walk on the wild side” og ”Rock ’n’roll”, men så gik det også pludselig virkelig galt.
På et tidspunkt havde en eller anden smidt noget op på scenen, og Lou Reed advarede -hvis der bliver smidt mere op på scenen, er jeg den som er gået.
Åbenbart var en eller anden ved et uheld kommet til at skubbe en øldåse ned på scenen fra balkonen bag Lou Reed og hans band. Det havde bassisten bemærket og sagt det til sangskriveren.
Og så på et tidspunkt, hvor Lou Reed sad på scenekanten og fortroligt henvendt til publikum sang netop ”Berlin”, det romantiske åbningsnummer på albummet af samme navn, blev der smidt en øldåse til. Det var aftenens ottende nummer.
Hvorefter Lou Reed skred med ordene -”this was the last song, no one throws beercans at me.”
Så gik det helt galt, første røg der en øldåse op på scenen, snart fulgt af flere, rigtig mange øldåser, stole blev smidt, mens der blev forhandlet med Lou Reed backstage om at genoptage koncerten.
Men det var for sent, dele af publikum kravlede op på scenen, smadrede instrumenter og forstærkere, utilfredse med, at koncerten var blevet afbrudt efter knap en halv time.
Lystårne blev væltet, og jeg glemmer aldrig den frygtindgydende lyd af et Steinwayflygel kørt ud over scenekanten, inden det blev smadret mod hallens gulv. Kontrollørerne var alt for få og kunne ikke stille noget op .og knap halvanden time efter koncertstart, kom politi med schäfferhunde og ryddede hallen.
Det var virkelig et walk on the wild side.
Når du er til rock’n-roll koncert med Lou, er der altid bestemte numre, du gerne vil høre. Klassikerne fra tiden med The Velvet Underground – dengang i begyndelsen af 60’erne spillede Lou Reed i grupper som The Primitives og The Warlocks, og det var her, at han mødte den walisiske og klassisk uddannede bratchspillende musiker John Cale, og i 1965 dannede de sammen gruppen The Velvet Underground.
Gruppen blev hurtigt en del af det særprægede undergrundsmiljø omkring pop-art kunstneren Andy Warhol. Freaks, transvestitter, stofmisbrugere og kunstnere samledes i Warhols workshop The Factory. og Warhol var så begejstret for Velvet,at han både benyttede dem i sit multemedieshow ”The Exploding Plastic Inevitable” Og han fik placeret den blonde, tyske model og sangerinde Nico i gruppen.
Men det var Lou som skrev nogle af rockens klassikere til gruppen. Sange som ”Heroin”, ”I’m waiting for the Man”, ”Sister Ray”, ”White Light/White Heat”, monoton minimalistisk artrock, men også med plads til smukke ballader som ”Pale Blue Eyes”, ”All Tomorrow Parties” og ”Candy Says” – samt selvfølgelig ”Sweet Jane.
Dengang i midt 60-erne handlede store dele af popmusikken om ”I wanna hold your hand”, inden det antiautoritære ungdomsoprør, peace, love and understanding for alvor kom op i omdrejninger.
Velvet Undergrounds sortsynede, registrerende sange om stofmisbrug, oralsex og prostitution, var noget ganske andet. David Bowie som var en stor beundrer af Reed fik tidligt i sin karriere en kopi af Velvets debutplade, den med den skrælbare banan, tegnet af Warhol på coveret og han er citeret for følgende – ”Lous sangtekster var noget, du ikke tidligere havde hørt i rock. Lou fik musikken bragt ind i avantgarden, gjorde det muligt at skrive om, hvad der foregik omkring en – på gaderne, i livet, med en selv.
I 1991 var Reed i Tjekkoslovakiet -i hovedstaden Prag for at interviewe den tjekkiske præsident Havel til et musikmagasin. Havel havde som politisk fange holdt modet op i fængslet i Prag ved bl.a. at læse Velvet Undergrounds sangtekster. Havel var en stor fan af Lou Reed.
Tekstrerne var forbudte i datidens kommunistiske Tjekkiet, men cirkulerede illegalt og førte bl.a. til dannelsen af kopibandet ”Plastic People of the Universe”. Gruppen blev forfulgt og anholdt, men det lykkedes på grund af civil modstand og på Havels initiativ at få musikerne løsladt eller slippe med forholdsvis milde straffe,
Lou Reed havde taget sin Fenderguitar med til Prag, og senere samme aften spillede han til en privat koncert for præsidenten og dennes venner. Blandt andet backet af det tjekkiske undergrundsband, der kendte alle hans gamle numre fra tiden med Velvet Underground. En uforglemmelig aften, har Lou Reed siden fortalt. Hvor han bare kunne nævne en sangtitel, og så kunne de nummeret.
Efter fiaskoen med albummet ”Berlin”, der solgte rigtig dårligt sammenlignet med ”Transformer”, satsede Lou på hård rock, fik sig et glitterrockimage med sort læder, nitter, afbleget kort hår med et nazikors tatoveret i hovedbunden. Der gik flere og flere stoffer i både musikken og manden, og de fleste tænkte: - Det er kun et spørgsmål om tid, før Reed dør af en overdosis.
Men manden vendte tilbage med ”The Blue Mask” (1982) og senere fulgte ”Songs for Drella” (1990), til minde om mentor og avantgardekunstneren Andy Warhol. Hvor Lou og John Cale blev genforenet. Og der var det store konceptalbum ”New York” fra året før, der skildrede byen og dens indbyggere, som en Shakespeare forsynet med elektrisk guitar ville have gjort det.
Og der er 90-er album som ”Set The Twilight Reeling” og ”Estacy”.
Sidst jeg hørte Lou var i maj 2005 i Musikhuset i Aarhus, hvor han stod sej og spændstig og dyrkede tai-chi på scenen, men lige uendelig cool, når han satte ind med ”Sweet Jane”
Koncertfilmen vi skal se om et øjeblik Berlin: Live at St. Ann's Warehouse er fra 2008, instrueret af Julian Schnabel, og optaget live i løbet af fem aftener i St. Anns Warehouse i Brooklyn i december 2006.
Det var første gang i 30 år, at Lou Reed med band spillede hele albummet, efter at det floppede kommercielt. Enkelte sange var af og til en del af hans koncerter, men ikke hele albummet.
Ekstranumrene – tre stykker - tæller "Candy Says", "Rock Minuet" and "Sweet Jane".
Lou Reed døde 27. oktober 2013, 71 år gammel, efter tidligere på året i april at have gennemgået en mislykket levertransplantation.