Lennon skudt for 40 år siden

Vi er mange, som kan huske, hvor vi var, da nyheden om eks-beatlen John Lennons død ramte os her i Europa for 40 år siden. Skudt ned foran Dakotabygningen i New York, 8. december, 1980, hvor han og Yoko Ono boede.

Selv stod jeg i køkkenet i kollektivet på Strandvejen overfor Aalborgs ”Spritten” og hørte tidlig radioavis, inden jeg skulle møde på Brønderslev Bibliotek. Nyuddannet bibliotekar med mit første vikariat. Jeg havde vagt i den grønne bogbus den dag - udsmykket af tegneserietegner Claus Deleuran - og skulle besøge holdepladserne i bl.a. Stenum og Tolstrup.

Stående med tykmælken der på førstesalen, lød det sådan, efter radioavisens lille introducerende klokkemelodi:

”John Lennon, der var medlem af den britiske popgruppe The Beatles, blev i aftes dræbt af skud i New York. John Lennon befandt sig umiddelbart uden for sin bolig nær Central Park, da han blev skudt”.

Og radioværten fortsatte med oplysninger om, at Lennon var blevet kørt til et nærliggende hospital, hvor lægerne kunne konstatere, at døden var indtrådt, og politiet havde anholdt en mand mistænkt for drabet.

- Åh, ikke Lennon. Kunne de ikke have skudt en anden, tænkte jeg.

For en hel generation af unge var The Beatles et samlende midtpunkt i deres oprør med alverdens autoriteter, forældre og borgerliggjort levevis. Det var ligesom dem mod os, og Beatles var helt klart på vores side.

Ikke mindst Lennon, gruppens stifter og leder, manden med den skarpe, sarkastiske tunge. Kendt for replikken: ”Dem på de billige rækker kan klappe, resten kan bare nøjes med at rasle med juvelerne”. Fyret af da gruppen i november 1963 spillede for den britiske kongefamilie i et notabilitetsproppet Royal Albert Hall.

John Winston Lennon blev født 9. oktober 1940 i havnebyen Liverpool under et tysk bombeangreb. Faderen forlod familien, da han var tre år. Hans klaverspillende mor blev gift igen, men omkom ved en bilulykke, da Lennon var 13 år.

Som 15-årig dannede han gruppen The Quarrymen, som senere fik Paul McCartney, Georg Harrison og Ringo Starr som medlemmer. Efter månedlange Hamburg-job i det berygtede Reeperbahn-kvarter skiftede gruppen navn til The Beatles og blev opdaget af pladeforhandler Brian Epstein, der satte gruppens karriere på skinner.

Lennon & McCartney skrev hovedparten af gruppens sange. Meningsfyldte popsange, som leverede ordbilleder og argumenter til en hel verdens ungdomsoprør. Det begyndte banalt med ”She loves you, yeah, yeah, yeah” – men hvad er vigtigere, når du er 14? – og endte med ”I’d love to turn you on”. Beatles blev en slags åndelige guruer, som ændrede vor bevidsthed.

- Beatles er større end Jesus, sagde Lennon, hvilket fik sydstaternes unge i USA's bibelbælte til - stærkt opildnet af lokale radiostationer - at brænde stakke af Beatles-plader under gruppens sidste turné i USA.

I november 1966 møder han den japanske avantgardekunstner Yoko Ono, som han efter skilsmissen fra sin første kone blev gift med i 1969. Efterhånden som Beatles gik i opløsning, optog arbejdsfællesskabet med Yoko stadigt mere af Lennons tid.

Hun blev heksen, der ødelagde vores billede af de pæne Beatles-drenge, som en harmonisk enhed. Pludselig var parret sammen hele tiden, og der stod Paul, Georg og Ringo og sagde sammen med os andre: - Hvad fanden foregår der?

En af parrets første stærkt medieovervågende aktioner bestod i at tilbringe en uge i sengen på Hilton-hotellet i Amsterdam. Den indbudte verdenspresse gik amok, da det forlød, at parret ville elske i fuld offentlighed. Men i virkeligheden var budskabet langt vildere: Giv freden en chance.

Parret forsøgte at gentage aktionen i New York, men den amerikanske regering ville ikke lade dem komme ind, og happeningen blev flyttet til Montreal, hvor sangen ”Give Peace a Chance” blev indspillet på et otte-spors båndoptager.

I april 1970 meddeler McCartney, at han forlader Beatles. Gruppen er endeligt opløst.

Samme år udkommer Lennons første soloplade med Plastic Ono Band. En nærmest pinlig ærlig plade, der handler om bruddet med Beatles og Lennons traumatiske barndom. Primalterapi med toner til.

En hel skrabet produktion med Lennons indtrængende stemme omgivet af guitar, klaver, bas og trommer. – Beatles-drømmen er forbi, nu tror jeg kun på mig selv, synger han.

Kritikken deler sig hurtigt, når Lennons sange efter Beatles er på tapetet. Banalt, forenklet og navlepillede, siger den ene part. Mens den anden hævder, at sangene som al god rock er tidløs.

De næste par år bruger Lennon og Yoko deres stjernestatus til at kæmpe for fred og kærlighed. De kalder sig selv for ungdomsoprørets hofnarre, der viderefører Gandhis fredstradition med et strøg af befriende humor.

- På den måde har vi en bedre chance for at få vores vores fredbudskab igennem, for alle de seriøse fredsforkæmpere – Martin Luther King, Kennedy og Gandhi – blev skudt, siger John Lennon.

Sange som ”Power To The People” og “Woman Is The Nigger of The World” har klart politisk sigte, mens andre i stadigt højere grad har fokus på privatlivet sammen med Yoko.

Imagine-albummet udkommer med den troskyldige titelsang, om at hvis vi tror på det, er freden og en bedre verden inden for rækkevidde. Lennons engagerer sig i borgerrettighedssager og Vietnam-krigen, og de amerikanske immigrationsmyndigheder beordrer ham i 1973 til at forlade landet.

Oktober 1973 skilles John og Yoko, og Lennon kaster sig ud i sit livs længste druktur – siden kendt som ”the lost weekend”. Halvandet år på flasken ligesom et par sjove piller eller tre ikke er af vejen.

Sammen med Elton John indspiller han i 1974 albummet ”Walls and Bridges” med hittet ”Whatever Gets You Thrue The Night”. Og så kommer “Rock’n’Roll” albummet, hvor Lennon synger lungerne flade på en række covernumre af sine egne ungdomsidoler, Chuck Berry og Little Richard.

Lennon optræder for sidste gang offentligt ved en Elton John-koncert på Madison Square Garden. Yoko Ono er tilstede blandt publikum, og parret bliver genforenet efter koncerten.

- Han så så ensom ud, siger Yoko.

Yoko bliver gravid, og Lennon vinder immigrationssagen mod de amerikanske myndigheder i 1975. Samtidig trækker han sig tilbage fra musiklivet.

De næste fem år er han hjemmeløbende far, bager brød og pusler om sønnen Sean, mens Yoko administrerer deres økonomiske interesserer. Lennon arbejder seriøst på at blive en blødere mand og nyder at være ude af mediernes søgelys.

- Det var ligesom, da jeg var femten, jeg skrev, hvis jeg havde lyst. Jeg spillede rock, hvis jeg havde lyst. Jeg var ikke nødt til at gøre det, lige pludselig kunne jeg arbejde igen med lethed, siger han.

I november 1980 vender han tilbage med albummet ”Double Fantasy”. Numre som ”Starting Over”, ”Woman” og ”Beautiful Boy” om sønnen Sean overbeviser om, at Lennon er tilbage i topform.

På Hawaii køber den dengang 25-årige Mark David Chapman sig en revolver og tager 29. oktober til New York for at få Lennons autograf. Chapman er gammel Beatles-fan, overbevist kristen og har et uafklaret had-kærlighedsforhold til myten Lennon.

Det lykkes ham at få Lennon-autografen om eftermiddagen 8. december, hvor John og Yoko pludselig kommer ud gennem glasdørene ind til Dakota-bygningen. Chapman har et eksemplar af ”Double Fantasy” med, rækker det frem mod Lennon og får det signeret. Mens en anden Lennon-fan tager et billede. På billedet herunder signerer Lennon albummet om eftermiddagen, nogle timer før Chapman dræber ham.

Lennon og Yoko Ono fortsætter ud til den ventende bil på vej til dagens studieoptagelser, og de vender først tilbage sent om aftenen, kl. 22.53. Chapman har stået udenfor og ventet, lige siden han fik autografen. Nu træder han frem fra mørket og råber:

- Mr. Lennon!

Nogle sekunder efter har han tømt sin revolver i ryggen på den tidligere beatle. 8. december kl. 23.07 amerikansk tid, et kvarter, efter at han var blevet skudt, blev John Lennon officielt erklæret død på det nærliggende Roosevelt Hospital.

I Europa tikker vækkeurene videre i den grå tirsdagsmorgen. Folk sover intetanende videre, mens en hel generation mister et bindeled tilbage til deres egen opvækst med Beatles.

Den klare, karakteristiske Liverpool-stemme, der skabte en række rocksange, som rækker ud over deres egen tid, er død. 40 år gammel.

Drømmen var endelig forbi.

Kan du lide det, du læser?

I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling. Og du bestemmer selv prisen.

Støt kulturen.nu