Kvindestemmens spirituelle styrke

Koncert - Tone Of Voice Orchestra, Mikael K., Spöket i Köket.

Skulle du være i tvivl om, at kvindelige sangerinder har forbindelse til universel urkraft – noget, som kan minde om spirituel, unik og ordløs kontakt med selveste Moder Jord – skal du lægge øre til Tone Of Voice Orchestra.

Det 10 m/k store band med hele fire sangerinder, herimellem komponist, tekstforfatter og sangerinde Trinelise Væring, (blå kjole) indtog fredag aften scenen på Halkær Kro og Kulturhus, og fra første nummer ” He Loves Her For It, And She Makes Him Have It” blev publikum i den fyldte sal blæst bagover.

Sækkepibeindledt, tilføjet marcherende fremadskridende trommer, inden de fire sangerinder sætter stemmer på, foruden Trinelise Væring også Elisabeth Vik, Lene Nørgaard og Nanna Schou i smuk og smidig samklang.

En sang, der ganske kvindelistigt lader den hungrende mand få en ganske særlig gunst – du kan selv gætte på hvad – og samtidigt gør grin med denne stålsatte he-man, der vist nok er sikker på, at det er ham, der har og tager føringen i deres elskovsleg,

Men nej – lyder det og fastslår sanglinjer som ”his rank came off/with the rest of his clothes/just another little boy/with a runny nose”.

Omkring sig har de fire sangerinder, klædt i blå, gul, grøn og orangepink, et ganske usædvanligt bandakkompagnement. Foruden sækkepibe,  drejelire, saxofon samt violin også kontrabas og to gange slagtøjsspillere.

Det er vildt og vildt anderledes musik i sin befriende blanding af folkemusikkens urlyd tilsat avantgardeelementer lånt fra både etnisk verdensmusik og jazzen. Den sidste musikgenre fornemt repræsenteret ved medkomponist og tenorsaxmyndige Fredrik Lundin.

Ganske hurtigt blev salen indfanget og overvældet af disse befriende anderledes numre. Det er ekstremt vanskelig og kompliceret musik i sin vekselvirkning mellem flerstemmigt vokalarbejde og soloer fra både kontrabas, sax og violin, men bliver forløst legende let og smidigt.

Det er musik, der rammer dig i hjerte og sjæl. Eksempelvis i nummeret ”Heartless” om at være faret vild i eget kærlighedsliv.

På en gang med en stemning af kaos, mørke og fortvivlelse med drejelirens gentagne drone, men også med plads til saxofonsolo, ordløs ekkoklingende strubesang, nærmest primalskrigende og shamanagtigt.

Men her er skam også plads til humoristiske stunder som i ”Barking Up The Wrong Tree” – igen om en mandlig bejler, der ikke helt har fået helt greb om det der med at kurtisere. Synes hun. Og så giver hun måske alligevel efter – til sidst.

Musik, der er klar feministisk i sine tekster, men samtidigt også universel og politisk som i den klimabekymrede ”We Owe The World”. Om, at det er på tide at stoppe op og redde kloden – ikke bare for vor egen, men mindst lige så meget for vore børns skyld.

Jeg var nede for at finde gruppens første album i reolen – der skulle være et nyt nummer to på vej - og kunne ikke lade være med at notere, at gruppen står ganske tæt på en række kvindelige musikere som Cassandra Wilson, Lucinda Williams og ikke mindst svenske Jenny Wilsons album ”Hardship”.

Kvindelige kunstnere, der heller ikke bare sådan lige affinder sig med mandesamfundets patriarkalske magtstrukturer. Men nok om det og tilbage til salen.

Der var også nummeret ”nu-bliver-køerne-kaldt-ind-i-stalden-i-skumringstimen” ”Kom hjem til mig” med nærmest samisk klingende strubesang, saxsolo og en vild violin ditto, efterfulgt af  feel-good nummeret ”Lovely Doveyin” om bare at dovne på sofaen, slapperdag med Netflix og god sextid til at nyde hinanden.

Efterfulgt af vild og overgiven trommedans, inden et af de nye numre ”Hymne” om at leve med, at når du laver fejl og farer vild i dit liv,  bliver du da heldigvis forhåbentlig også en lille smule klogere. ”I’ve lived, and I’ve learned”, lød det.

Inden et stående, begejstret klappende publikum fik ekstranummeret ”Driven” som afslutning.

En aften, hvor du igen og igen, som lytter, blev fløjet med på et magisk svævende tæppe af smukt klingende kvindestemmer.

Og resten ganske kort:

Tone Of Voice Orchestra var aftenens andet band. Aftenen blev indledt inspirerende og medrivende af den nordjyske sangskriver Mikael K og hans band Landstrygerne. Dem anmeldte vi her på sitet for en lille måneds tid siden, og anmeldelsen kan læses i artikellinket her ved siden af.

Endelig nåede vi også at høre godt tre kvarter tæt på midnat med aftenens tredje band, Spöket i köket, svensk, dansk, belgisk band, der straks fik gang i dansegulvet i en forrygende blanding af hjemmebrændt folkemusik med både vals og polka, tilsat store mængder Monty Python-humor.

Igen og igen fik os til at bryde sammen i befriende grin. Guitar, violin, fløjte og trækharmonika bakket op af hele fire blæsere, kontrabas og klaver. Flintrende fornøjeligt var det.

Foto: Lars Mørch

PS: Og Halkær Festivalen har tre andre bands på programmet i aften, kl. 20 - finske JPP, skotske Old Blind Dogs og irske Leonard Barry trio