Ærlige bluesmænd

Koncert - Theessink & Møller

Du kan ikke fake blues. Lyt til navne som John Lee Hooker, Muddy Waters eller Sonny Boy Williamson, og du vil forstå, hvad jeg mener.

Smerten og glæden, som leger tagfat med én gennem livet, hvor du i sidste ende forstår, at det er det enkle, som giver mening. Og får dig til at holde ud. Kærligheden og festen med noget godt, eventuelt stærkt, i glasset og én, der elsker dig ved din side.

Hvad mere behøver du egentlig?

Det kan ikke gå galt med bluesen, når du sætter en bluesmand som hollandske Hans Theessink sammen med guitar-esset fra Hjørring, Knud Møller, og giver dem lov til at kaste sig ud i blå blues. Deltablues, the roots - musik med plads til rent ud gnistrende guitarspil.

Sådan var det også en stille tirsdag aften på et propfyldt Skråen. Uden de store dikkedarer satte de to bluesmænd sig ned på scenens to røde stole og lagde ud med ”Man With A Broken Heart”.

Theessink synger med en dyb baryton i den mahognimørke ende af registeret. Stemmen er blevet en smule dybere med årene og kanske en kende slidt, men det gør ikke noget. Frasering og inderlighed følger fint hinanden, og autenciteten er du aldrig i tvivl om. Det kommer fra hjertet – ”all you left is a man with at broken heart”

Til venstre har Theessink sin sideman Møller på guitar, der ganske fornemt lægger farve og nuancer på dette stilfærdigt vemodige åbningsnummer. Som solist i duoen får han igen og igen i løbet af aftenen plads til sin hurtige, ekvilibristiske løb, der både græder i smerte eller smiler i glæde.

Vi ruller trygt ud af vejen i numre som ”Mercury Blues”, ”St. James Infermary”, der nærmest går over i det hypnotiske, transcendente i sin sorgfulde fremmarch. Men det kan også tage form i et efterhånden smukt klingende publikumskor i et Theessink-nummer som ”Payday”.

Theessink er jo en garvet entertainer, der giver sig god tid til at fortæller små anekdoter fra et langt musikerliv, altid med plads til knastør humor. Og der bliver plads til lidt drilleri.

- Det var da ikke så ringe, Knud. Lyder det efter en fornem solo, hvor der nærmest flød neonblå, bøjede toner fra Møllers spade. Theessink ved godt, at vi holder lidt igen heroppe i det nordjyske, og kan stadig huske, hvordan rosen faldt, da han engang spillede job på Viseværtshuset i Skagen. ”Det var så godt, at det var lige før, vi holdt op med at rafle.”

Første sæt giver plads til en dybfølt nytolking af Rolling Stones-klassikeren ”Sympathy for The Devil”, intenst spillet og helt oppe at ringe i det afsluttende Lucifer-vers.

Efter pausen fortsatte bluesrejsen med ”Pittsburg Is My Home”. ”Tears Are Rolling” og ikke mindst et muntert Taj Mahal-nummer ”I’m Going Fishing”, ”Slow Train” – igen med publikumskor, inden vi efter stående applaus, når frem til ekstranummeret ”Trouble in Mind” – spillet med en henvisning til og i håbet om, at krigen i Ukraine snart må stoppe.

En bluesaften med ærlige musikere, der kan noget særligt med deres håndværk. Kombinere fingerpicking, slidespil og vokalarbejde til blues i særklasse. Ganske enkelt og desto mere bevægende.

Hans Theessink & Knud Møller.

Skråen, Aalborg, tirsdag aften, 15. marts.

Foto: Lars Mørch