Fabelagtigt, hypnotisk, rockende

Koncert - The DeSoto Caucus

Torsdag aften. En propfyldt Kaosfabrikken i et øde blæsende, næsten turist-tømt  Løkken, og indenfor et dansk band med det sære navn, The DeSoto Caucus.

Vi var vist en del, som aldrig havde hørt om eller kendte dette fire mand store danske band, som spiller langt mere i udlandet end herhjemme. De fire bekender sig til den slidstærke americana, når de slider landevejene tynde.

Musik, der suger næring og energi fra alle de rige musiktraditioner, som de europæiske emigranter tog med sig til USA.

Irsk, skotsk og britisk folkemusik, polsk polka, svensk vals, salmer og arbedssange, shanties og viser – og det hele blev transformeret til noget ganske nyt.

Den nye nations musik. Blandet op med de sorte slavers stammemusik og meget andet godt – jazz, blues og rock og ja "americana" kom der ud af det.

Nå, slut med musikleksikonviden.

Bandet tæller Anders Pedersen, leadvokal, guitar, synth, Nikolaj Heyman, guitar, leadvokal, keys, Peter Dombernowsky, trommer, percussion, Dennis Ahlgren, elbas.

De fire lagde ud med ”Moon Palace”, stilfærdigt, hypnotisk sejt tempo uden at blive slæbende, med Nikolaj og Anders i fornemt afstemt, synkront vokalsamarbejde. Et nummer ganske typisk for bandets vekselvirkning mellem det tyste og nære, som indimellem kan eksplodere i uventet, overgiven rock’n’roll fryd.

Trommeslager Dombernowsky og bassist Ahlgren lagde et af den slags skridsikre rytmefundamenter, som både svinger og har plads til nuancerige detaljer. Du kender det godt. Hvordan det lyder, når et par spritnye sneakers får sålekontakt med nylagt, varm asfalt. Det der seje svup, det giver …

Det er godt musikerhåndværk at kunne holde pulsen, så støt og roligt tilbageholdende. Men DeSoto kan. Som det var at høre i ”Live In The Stream”, der vist handler om at ligge i en pludrende bæk, kigge op i den blå himmel og tænke på hende. Og kun hende.

Igen med fornemt duo-vokal fra Pedersen og Heyman, afdæmpet og nært, og så pludselig som en eksploderende stjerne på nattehimlen med fuldt tryk på alle kedler.

Skulle nogle have haft betænkeligheder ved at bruge en aften på DeSoto, var de blæst væk – ikke ganske ulig den stædige vestenvind udenfor det gardinmørklagte lokale.

”Bridges of Bern”, indledt af Heymann, drømmeagtigt, søvngængeragtigt sikkert, inden en forrygende rockende ”Offramp Rodeo”. Efterfulgt af growende ”O.C.B”, der også fik plads til brølende fryd, inden den desillusionerede ”Free”, vokalmæssigt oppe i det høje Neil Young-agtige med de bitre, selverkendende sanglinjer:

”Free forever free at last/Free to go down slow free to make it fast/Go ahead now just feel free/Oh you tell me I'm as fre as a man can be”.

En god pause fulgte med publikumssnak og optankning i baren hos Ellen og Mikael K., der driver Kaosfabrikken. Inden vi gik i gang med andet sæt.

”Strange Days”, a la Crazy Horse, og ”Running Out of Heroes, med Pedersen nærmest sangreciterende, som Lou Reed ville have gjort det. Heyman i vild vokal i ”Falling”. Med rå guitar, fuldblods slide-brølende og med trommer og bas accelererende som en toptunet Ferrari.

”Power Lines” abrupt huggende, kærlighedssangen ”Wasteland”, den overgivne dobbelt guitarbårne ”You Won’t Find Me There”, inden den sprøde, skælvende ”Gone In The Morning” med Heyman i vokal front.

Forrygende andet sæt. Inden ekstranumrene. For dæleme om vi ville give slip overgivent klappende og hujende, og så fik vi den fornemt basdansende ”Let It Glow”, inden afslutningsfinalen med ”Imply or Implode”.

Fabelagtig, hypnotisk drømmende, vild rockende, smørfedt svingende – sig navnet DeSoto Caucus. Se nu at få lyttet til dem. Gerne live, og gerne næste gang de er på et spillested i nærheden af dig.

Som bandets vokale frontfigur Anders sagde det med blink i øjet:

- Det er nemt at spille job i København og Aarhus, selv om vi ikke spiller så meget herhjemme. Men hvem fanden har spillet i Løkken? Det har vi!

The DeSoto Caucus, Kaosfabrikken, Løkken, torsdag aften.