Skip to main content
Jazz

Talent i rugemaskinen

Koncert - The Collective Abroad

Du tager syv unge musikere, europæiske konservatoriestuderende undervejs, og sætter dem sammen, så de kan spille et job på den store tyske Elbjazz-festival i Hamburg.

Det skete i 2019 og var en succes på og for festivalen, men de unge musikere fandt også ud af, at de kunne noget særligt sammen – kollektivt swingede, som det hedder med et kendt jazzudtryk.

Fra Danmark deltog den nordjyske guitarist Casper Hejlesen, 21 år, der her i efteråret drager til Amsterdam for at færdiggøre sine studier, men der var også andre gode navne, som vi kender fra miljøet i Aalborg.

Blandt andre tenorsaxofonist Tadas Pasaravicius og kontrabassist Jan Sedlak. Onsdag aften var det så muligt at høre dem samlet under navnet The Collective Abroad med Dominic Harrioon, trommer, Julia Perminova, piano, Denis Pavlenko, altsax, Jaap De Vries, trompet, flygelhorn og endelig som gæst den svenske sangerinde Clara Fornander.

Ensemblet lægger ud med ”Sea Lullaby”, ensemblelyden swinger flot med tenorsax, trompet, altsax tilføjet ordløs sang med rytmegruppen bagved. Russiske Julia Perminova er med på afbud fra den sygdomsramte Sandro Sáez, men gør det glimrende også længere fremme med heftigt klaviaturarbejde – hende skal man holde øje med.

Det bliver til næsten to timer med de unge talenter, der på skift præsenterer deres numre, ofte eget materiale, og som aftenen skrider frem, bliver du imponeret af niveauet, velspillet, tæt og kompetent, hvor der på skift bliver givet og taget gode soloer. Med plads til alle.

Du kan sende en tanke til trommeslager Art Blakeys Jazz Messengers, der fungerede som udklækningsanstalt og rugemaskine for mange af de amerikanske jazzmusikere, der her som unge hedsporer fik plads til at udvikle talentet og senere blev både stilskabende og kendte.

Svenske Fornander byder på en klar pigestemme i de høje lyse register i den folkeviseagtige ”Jeg säg dig”, indledt med strøget bas og med fremragende pianospil.

Denne tyste visetone står i stærk kontrast til tjekkiske Sedlaks komposition ”Rusty Bridges”, inspireret af det tjekkiske vejsystems elendige tilstand. Indledt med slagkraftig bas, syrede guitartoner og truende blæserkor. Hakkende, tøffende og lidende er det, så du kan se en rusten Skoda kæmpe sig frem på de hullede veje. Der går nærmest freejazz i den tilsidst.

Hollandske Jaap De Vries har forelsket sig i en gammel dansk middelaldersang ”Ramund hin unge” og indleder den med en smuk flygelhornssolo, inden blæserne blander sig. Dynamisk veksler det mellem stille passager og med fuld tryk på i det sørgmodige skæbnetema – en stjernestund i første sæt, der runder af Hejlensens  ”Prosopagnosia” – om den tilstand og vildrede, du må befinde dig i, når du ikke kan genkende ansigter.

Andet sæt byder på mere af det samme gode ensemblespil med sin blanding af bebop-inspiration og freejazz og andet godt syret.  

Russiske Denis Pavlenko imponerer med sin brændende altsaxsolo, der indleder hans ”The Cycle”. Om hvad livet sådan byder på, så du ender i noget ulykkeligt skidt, men så kommer videre og over det – blot for at ende i noget skidt igen. Blot på en ny måde.

Her indledt med lidt forklarende ord, så du som tilhører kunne koble dig på intentionen og fange nummerets stemning.

Aftenen sluttede repræsentativt og godt af med tenorsaxofonist Tadas Pasaravicius – nummeret ”I Wish I Could Hear Your Heart In Your Music” – en titel han havde fået udleveret, skrevet på toppen af et blankt nodeark, af kontrabasist Sedlak.

Så det var jo bare at komme i gang – og smukt foldet ud blev det også med Pasaravicius selv i en myndig solo med ro og nærvær, mørk maskulin og ekspressiv.

En fin aften med præsentationen af 12 numre vidt forskellige i tema og stil. Tyste øjeblikke, men også vitalt ekspressive stunder i højt gear spillet med glød og entusiasme

Supernova jazz blast, The Colletive Abroad, Jazzcentret, onsdag aften.

 

Sætliste

  • Første sæt: Sea Lullaby, Turning of Seasons, Jeg säg dig, Rusty Bridges, Ramund hin unge, Prosopagnosia.
  • Andet sæt: Unstable, Backens, The Cycle, Hold Me, I Wish, I Could Hear Your Heart In Your Music.
Arkiv