Skip to main content
Orgelkoncert

Strøm på kirken

Koncert - "Konvektion"     

Fire hænder, fire fødder, et klassisk kirkeorgel, korbuen fyldt med elektronisk grej.

Vi er i Budolfi kirke, landets mindste men smukkeste domkirke, to svenske organister åbner festivalen "Northern Winter Beat" med orgelværket "Konvektion", der sådan cirka betyder "sammenføring". Et diskret, passende lysdesign leger på de hvide vægge og farverige epitafier - vi er ude i noget ganske særligt.

Et kirkeorgel betjent af to organister samtidigt er i sig selv en sjældenhed, når der så tilføjes elektronik er vi ude i én af de absolutte undtagelser. Det er på samme tid modsætninger, der mødes, og helt nye, spændende muligheder, der opstår.

Et kirkeorgel er en sindrig maskine, skabt til at fremføre musik i et specielt rum. Ikke blot er det stort og skal kunne meget forskelligt, det skal også tage højde for at mange mennesker lytter fra mange steder i rummet og at de fleste øren "vender forkert" i forhold til lyden.

Derfor er vekselvirkningen mellem den direkte lyd og den indirekte lyd, der reflekteres fra vægge, loft, inventar m.m. en særlig udfordring. Alt dette "intoneres", altså tilpasses, orglet efter, når det bygges.

Når musikken bearbejdes elektronisk og samtidigt kommer ud af højttalere i rummet, svækkes det der med direkte og indirekte lyd i nogen grad - eller forstærkes. Det er spændende.

"Konvention" arbejder i store stræk med de dybeste toner, som frembringes med orglets "fodtangenter", kaldet pedal og kommer ud af piber der er næsten fem meter lange.

Når kraftige lyde sættes i svingninger og, som i går, når 90 decibel i styrke over længere stræk, begynder kirkebænkene at vibrere og man kan mærke det i hele kroppen. Også en sjælden oplevelse.

Hele sceneriet, musikken, konceptet, udførelsen stod den svenske komponist og organist Maria W. Horn for, bistået af sin kollega Mats Erlandsson.

Musikken varede 48 minutter; derefter en næsten lige så lang improvisation for guitar, trompet og lidt keyboard over den musik, der netop var blevet udført og nu lå som basis for en ny komposition.

Det var virkelig flot på alle måder. Alligevel mener jeg, at man kunne have forkortet forløbet.

Selvom Horn arbejder med minimalisme, var der for meget "det samme", timingen var ikke hele vejen stram nok, og sammenhængen til anden dels improvisation kunne være mere tydelig.

Budolfi kirke er et relativt lille rum, og orglet hører ikke til de største, men det er et raffineret orgel men en elegant klangsammensætning, som kunne have været udnyttet bedre og mere.

Jeg var også i tvivl om, hvorvidt selve værket virkelig havde brug for hele fire hænder og fire fødder, men måske handler det om behovet for synergi mellem de to musikere.

Herfra gives der fem stjerner især for eksperimentet og for at eksekvere det i Aalborg.

Der var pænt med publikum, og de sad andægtigt som var de til gudstjeneste. Man kunne have gjort sig selv den tjeneste at vandre rundt i kirken under musikken. Det havde tilført oplevelsen endnu en dimension.

Northern Winter Beat, åbningskoncert, torsdag 26. januar, Budolfi Domkirke.

Foto: Lars Mørch.

Læs også Bent Stenbakken: Meditativ tomhed

Program

  • Orgelkoncert, ”Konvektion”, Maria W. Horn og Mats Erlandsson
  • Punkt, elektronisk bearbejdning, Jan Bang og Erik Honoré, guitarist Eivind Aarset, trompetist Arve Henriksen. 

.

.

.
Arkiv