Engelsk når det er bedst

Koncert - Schumann, Paganini                           

Midt i London ligger den traditionsrige kirke St Martin in the Fields, ikke blot en kirke, men også et særdeles aktivt kulturhus og hjælpecenter for hjemløse.

Det kirkelige, sociale og kulturelle er vinklet ind i hinanden, og det, den forholdsvis lille kirke ikke har i arkitektonisk pragt, har den i atmosfære med sin herlige cafe, en spændende shop og et program, der bringer oplevelser dagen lang. Et besøg i kirken kan stærkt anbefales.

I slutningen af 50'erne opstod omkring dirigenten Neville Marriner et kammerorkester, der har udviklet sig til at være ét af Europas højst renommerede.

I 2011 gav Marriner taktstokken videre til den amerikanske violinist Joshua Bell, allerede da et verdensnavn. Orkestret spillede i Musikhuset fredag med Joshua Bell som dirigent og solist. Det var fremragende.

Her kunne anmeldelsen slutte, men der skal alligevel knyttes nogle bemærkninger til koncerten - den ene med et stort forbehold - valget af Nicoló Paganinis første violinkoncert.

Den var anderledes for sin tid (vi er i 1810'erne), men den er og bliver ét stort falbeladenummer, tiltænkt Paganini selv, der blev betragtet som verdens største virtuos (selv Djævelen købte den varebetegnelse). Ud over den krævende solostemme er musikken, hvad jyder kalder noget pangelværk.

Dårlig musik bliver ikke bedre af en god udførelse - og dog: Joshua Bell, der betragtes som én af vor tids store virtuoser, formåede at give solostemmen et kvalitetsløft, fordi hans spil er totalt lydefri, kreativt, medrivende og på flere måder nyskabende. Kort sagt: han er en fænomenal musiker på sin Stradivarius.

Det kommer også til udtryk, når han dirigerer sit orkester. Ikke med dirigentstok stående foran, men som primarius - første strygeren, der selv spiller med siddende blandt de andre.

Han gør ikke noget væsen af sig, hvis det ikke er nødvendigt.

Det betyder, at orkestret i lange stræk er uden synlig direktion, og med musikere af dén karat går det godt hele vejen igennem.

De 45 musikere (Aalborg Symfoniorkester har 65) har en enorm volumen, men samtidigt en dynamik og musikalitet, der kan få hele salen til at holde vejret i forventning om hvad der nu skal ske. Musikerne må være fantastiske hver for sig - ellers kunne man ikke opnå en så homogen klang og stort engagement hos hver enkelt.

Det hørtes i Schumanns 2. symfoni fra midten af 1840'erne, som på mange måder skiller sig ud fra tidens øvrige standard med sin omvendte satsrækkefølge og store symfoniske passager over for næsten uhørlige kammermusikalske.

Gårsdagens version for kammerorkester er sikkert tæt på den version, som komponisten selv oplevede. Og - nå ja: orkestret ydede også Paganinis koncert ufortjent stor respekt med udførelsen.

Koncerten vil utvivlsomt blive husket som et af årets højdepunkter, selvom vi først lige har sovet nytårsrusen ud. Heldigvis var publikum oppe på dupperne: hele 3/4 af sæderne var fyldt. Da St Martin in the Fields spillede i Århus torsdag var der over 2.000!