Imponerende og bevægende

Koncert - Niels Skousen med band

Han er jo ingen årsunge længere, denne 79-årige poetiske sangskriver. Der fandt ud af, at han skulle noget helt andet end at gå teatervejen, da han som 22-årig i 1966 blev blæst bagover af en anden sangskriver.

En dengang ret ukendt Bob Dylan, som gav koncert i KB-hallen i København. Først med en akustisk afdeling og derefter med el-guitar backet op af The Band. Så begyndte den betagede koncertgænger selv at høvle begynderakkorder på en umulig guitar.

Siden har Niels Skousen sat sit eget personlige aftryk i dansk rytmisk musik. Fra dengang det hed beat. I grupper som Skousen & Ingemann, Musikpatruljen med flere, og efter en lang musisk pause vendte han i 2002 tilbage med den selvransagende ”Dobbeltsyn”.

Nu står han her på scenen i Musikhusets intimsal,i løsthængende skjorte og ditto posede bukser, hvor der snildt kan være plads til en mundharpe eller to i lommerne.

Bag sig har han et både lydhørt og indfølende band, Kristoffer Munck Mortensen, elguitar, Anders Mathiassen, akustisk og el-guitar, Jeppe Skovbakke, bas og Bjørn Heebøll, trommer.

”Jeg tænkte” hedder åbningsnummeret, fra tiden med Musikpatruljen, og med Skousen selv på den halvakustiske guitar. Kort og fyndigt afleveret, inden vi glider over i ”Skyline”.

Bandet bag vores Niels er ikke bare kompetent, men også lydhørt til stede, backer op på den diskrete, ukomplicerede måde uden at gøre noget udadvendte væsen af sig. Men de ligger som et trygt og varmt tæppe bag sangskriveren, der i centrum midt på scenen.

Sine steder kunne du måske godt ønske, at det blev plads til flere soloer. Mere chancetagning. Kristoffer Munchs guitarspil er både krystalklart klingede og organisk kompetent, og ham havde vi gerne hørt mere til.

Men der skal være plads til ordene, og alle refleksionerne og tankerne om dig og mig, livet og verden omkring os. Hvad der sker med den og med os. Og det er jo det Skousen er en mester i.

At forbinde det nære og undren over livet med det store omkring os – samfundet og politikken – som er med til at forme os på godt og ondt.

En Skousen & Ingemann-klassiker som ”Isabel” får lige pludselig fornyet aktualitet med sin tekst om det gode og det onde. Gaza-og Israel konflikten, den uløselige, rinder en i tankerne med linjer som:

”Et sted er der en flok, der har taget et menneske, og sat sig for, at de vil se ham lide”

Men Isabel træder ind i kredsen og spørger dem hvorfor, og ingen tør kaste den første sten. Isabel og den reddede går gennem natten, og han spørger, hvorfor kom du og får svaret – ”der hvor mørket er tættest, dukker lyset frem”

En gammel traver, som Skousen selv kaldte den, men også ganske pludselig besk aktuel midt i al sin velourbløde hippielogik. Om at hævn og vold ikke er vejen, men forsoning og dialog hen over uforsonlighed.

Sådan forbinder Skousen med barberbladsskarp indsigt og ditto humor hele tiden det personlige med det samfundsmæssige. Så det er både grinagtigt og præcist, som når han i ”Vil du” kaster sig ud i en beskrivelse af parforholdets op- og nedture:

”Her til morgen sagde hun/du er en kold og egoistisk skid/jeg sagde: Du er heller ikke altid lige blid” – og sådan fortsætter det med det manende refrain: ”du gør mig stærk, du gør mig svag/himmel og helvede hver eneste dag/kys mig endnu en gang/livet er kun et øjeblik – kort som en sang”.

Ni numre blev det til et første sæt, afrundet med løssluppen rock’n’roll i den sarkastiske ”Jegmelderfra.com” og så var der tid for en 20 minutters pause – ”hvor I kan skylle”, som det lød fra Skousen.

Andet sæt fortsatte på samme måde- På en gang løst strukturerede og samtidigt stramt spillet. Vi fik middelaldervisen ”Heksen” om kvindeforfølgelse og bålafbrænding, og et par af de vemodige erindringsskitser fra det det nyeste album ”Blæsten og Regnen” (2022)

”Støvregn” og ”Fjerne stemmer” - her i smukt klingende og let ny arrangerede versioner, løftet op i forhold til albummet. Vi fik den tilbageskuende ”Blomsterne” om dengang vi gik atommarch og troede på en bedre verden, men ”og socialisterne var til grin, der var bare nåed de ikke havde forståed/øst blev til vest og nu var fjenden væk”.

Komplet med Skousen selv på hulkende mundharpe a la Dylan, efterfulgt af ”Med i det hele” med den tænksomme slutningslinje – ”verden er rund, vi står på sikker grund” og selvfølgelig ”1968” om ungdomsoprørets tid. Hvordan det sådan gik med visionerne – ”jeg er egentlig ikke utilfreds/der bare en bagskid/der har varet siden 68”.

Og igen med en guitarsolo fra Munck, der sad lige oppe i Jimi Hendrix-hjørnet. Klasse, simpelthen.

Selvfølgelig skulle vi have endnu en klassiker ”Herfra hvor vi står”, leveret præcist og enkelt, hvilket klædte nummeret, som i hippietiden godt kunne strække sig over en halv time eller mere.

Ekstranummer måtte der til, ”Blæsten og regnen”, vemodigt afklaret i sin naturlyrik – ”vi kan sidde sammen/og mærke tiden gå/se bladene grønnes/mærke/at intet kan gå i stå”

Skousen er en stor poet. En reciterende sanger, der med klarsynet indsigt formår at prikke til os og vores selvforståelse med sine personlige undersøgelser af eget levet liv og erfaring.

Formår på en gang at tegne et tilbageskuende historisk tidsbillede og samtidig forbinde det til vor nutid – erindring og her og nu forbundet i ord og musik i et fint miks af gamle og nyere sange.

Foto: Jens Ørnsholt

Niels Skousen med band, Musikkens Hus, Intimsalen, Aalborg, fredag aften.