Storladent

Koncert - Sjostakovitj, Williams

Den store russer Dmitrij Sjostakovitj var én af sidste århundredes mest produktive og internationalt anerkendte komponister. Han skrev bl.a. en lang række solokoncerter for allehånde instrumenter, herunder to for cello og orkester. Det er lange, dybe værker, den første grandiøs, den anden mere indadvendt i tonesproget.

Den første var på programmet torsdag i Musikkens Hus, og det med en ligeledes anerkendt cellist, Paul Watkins. Fra 2013 medlem af den amerikanske Emerson String Quartet, der i næsten fem årtier befandt sig i den absolutte verdenselite. I 2023 gik musikerne hver til sit for at dyrke solokarrierer - som f.eks. at spille i Aalborg.

Sjostakovitjs koncert er imponerende. Den er hundesvær, men anstrengelserne bærer frugt. Det er flot og mangfoldig musik at lytte til.

Fra den militæragtige første sats, over det lyriske i anden, den krævende solokadence, der udgør tredje sats og cirkusmusikken i den fjerde.

Den er meget krævende både teknisk og udtryksmæssigt, og den var var oplagt placeret i Paul Watkins trygge hænder. Det er, som om han er vokset sammen med celloen; spillet virker som en uendelig kærlighedserklæring til musik.

Som ekstranummer fik vi Gabriel Fauré gribende "Elegi". Det skete efter, at Watkins havde holdt en kort mindetale over sin landsmand, én af de største engelske dirigenter, Sir Andrew Davis, der døde 20. april.

Han skulle have dirigeret aftenens koncert. Tale og musik var en smuk gestus, som dog blev udfordret af at infoskærmene i Musikhusets foyer respektløst reklamerede for en koncert med afdøde Davis 16/2-24.

Efter pausen fik vi et andet storværk fra sidste århundrede, engelske Ralph Vaughan-Williams 5. symfoni. I en af Woody Allens film siger han noget á la: "Når jeg hører Wagner får jeg lyst til at invadere Polen".

Jeg kommer altid i tanker om det, når jeg hører Williams symfonier (denne er i øvrigt skrevet under Anden Verdenskrig). Musikken virker imperialistisk. Den breder sig uden grund.

Jeg har svært ved at finde dybder i de svulstige lydlandskaber, og selvom musikken er godt skrevet, virker den ubetydelig.

Noget andet er så, at Symfoniorkestret optrådte i sin bedste form torsdag. I begge værker præsterede de, hvad der er dyder for et orkester: homogen klang, flot dynamik og samspil, evnen til at forstå og følge dirigentens intentioner.

En af grundende til aftenens høje niveau var netop manden på dirigentpodiet, franske Ludovic Morlot om, hvem www.kulturen.nu sidste år skrev:

"Man møder sjældent en dirigent, der er så meget til stede i musikken og rummet, og som i den grad smitter orkestret med sit engagement og sin høje faglighed".

Det levede han ganske op til i aftes. Mere behøver der ikke siges.

Koncerten var storladen på flere måder, men på nogle tidspunkter tænkte jeg "Less is more".

Koncert, Musikkens Hus, torsdag.