Døden i Venedig

Koncert - Sandberg,Reisman,Mahler.      

Hvem skrev musikken i Visconti-filmen ”Døden i Venedig” fra 1971. Det gjorde Gustav Mahler i 1902. På samme måde som Mozart i 1785 skrev musikken i Widerberg-filmen ”Elvira Madigan” fra 1967.

Det sker, at musik, der anvendes til film får et så selvstændigt liv, at mange tror, musikken er skrevet til filmen. Når det gælder Mozarts 21. klaverkoncert kaldes den, selv af musikfolk, som regel Elvira Madigan-koncerten.

På samme måde er Adagietto-delen fra Mahlers 5. symfoni næsten vokset sammen med Viscontis film. I Mahlers tilfælde giver det god mening, for filmen handler i en vis forstand om den østrigske komponist.

Torsdagens koncert havde overskriften . med ”Mahlers 5Weilerstein” - en god idé, for ud af koncertens 95 minutters musik fyldte Mahler de 75.

Alle hans 10 symfonier er store, enten p.gr.a. deres længde, mængden af krævede musikere eller fordi de er epokegørende. Det er den femte også, og hvis man et øjeblik glemmer at Adagietto-delen er blev filmisk popmusik, så er symfonien helt exceptionel.

Først og fremmest fordi det er drama fra første til sidste tone. Det er egentlig meget Mahlersk, men det virker mere udpræget i den femte.

Især fordi den guddommeligt smukke Adagietto og den lette og skælmske sidste sats virker, som om de hører hjemme i en helt anden symfoni. Det forstærker næsten provokerende stemningen i dette virvar af dramatisk tonesprog og sublime orkestrale effekter.

Det er et virkeligt krævende værk for såvel musikere som dirigent. Ikke blot teknisk, men i høj grad udfordringen med at samle tilsyneladende uforenelige elementer til nogenlunde forståelige helheder.

Lange forløb virker fragmentariske, men bliver pludseligt logiske og meningsfulde, hvis musik overhovedet kan være det.

Orkestret var i topform torsdag. Vi er vant til, at de enkelte instrumentgrupper har en høj standard, især strygerne, som jo bærer meget af Mahlers musik. Men især i den femte kommer messinget og træblæserne på (over)arbejde, og det lykkedes forbilledlig godt, engageret og inspireret.

Det falder naturligvis tilbage på dirigenten. Weilerstein er chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester og et gedigent kup.

Den lille, vævre amerikaner formår at sætte musikerne og rummet i voldsomme dramatiske svingninger for straks efter at forføre alle ind i et poetisk, næsten uhørligt, sitrende univers.

Når Weilersteins korpus nævnes, er det fordi den er et af hans virkemidler, men naturligvis på en base af dyb forståelse af den musik, han har mellem hænderne.

Koncerten indeholdt også uropførelsen af det første orkesterværk, symfoniorkestrets komponerende solohornist Erik Sandberg har skrevet. Desuden et værk af den komponerende violinist Abigail Reisman, der er jøde.

Det er en relevant oplysning, for Reismans musik henter sin inspiration fra klezmer, altså jødisk folkemusik. Det var da også hendes kvartet, der var solister i stykket.

Ud over, at dette værk gav en kobling til Mahler, der også var jøde og inspireret af klezmer (dog nok mere af den nationale østrigske folkemusik), så kunne den femte symfoni have båret koncerten alene, og de to øvrige værker været gemt til en anden gang. De virkede – med al respekt – en smule malplacerede.

780 publikummer havde løst billet til koncerten, altså en belægning på 65 % – det er da også noget.

Foto: Lars Horn

Koncert, Musikkens Hus, torsdag

Medvirkende:

Aalborg Symfoniorkester

Joshua Weilerstein

Ezekiel’s Wheels Klezmer Band