Waits på trinbrættet

Koncert - Raindogs Celebrating Tom Waits

Små 20 minutters togtur fra Aalborg står du af på trinbrættet i Skørping, op ad trappen, skråt over gaden og ind af døren til spillestedet Musikstationen.

Og hvorfor nu det? Jo, for denne tirsdag aften venter det dansk/norske band Raindogs på at tage os på en svimlende rundtur i den amerikanske sangskriver Tom Waits på en gang følsomme og desillusionerede univers. Fuld af fortabte natteugler, professionelle spillere, letlevende damer og alkoholiserede tabere, der alle kæmper for at få lidt lykke her i livet.

Men hvorfor ikke bare blive derhjemme og spille en stak album med den i dag 73-årige?

Fordi, fordi – den her gruppe kopier ikke bare, de går ind i og leverer fuldtonede og rystende gode tolkninger af Waits rige sangkatalog.

Og det er du slet ikke i tvivl om, da bandet en anelse forsinket, men så fik vi også tanket op ved fadølsanlægget, lægger ud med ”Get Behind The Mule”

Med forsanger Ole Johnny Stenvad i front på akustisk guitar og backet af ditto elektrisk Gibson, sax, trommer, kontrabas og keyboard rammer de os, som en spids laksko i røven på en sovende myg. Sært skramlende og alligevel så inciterende og nærværende.

Det er musik, der skaber billeder i hovedet på dig, og det swinger sødt som en dømt og hængt pirat dinglende fra nokken, svajende der i en blid, fugtig, lun caribisk brise.

Stenvad har en orkan af en stemme. Han kan gå lige så dybt og mørkt ned som Marianergraven i Stillehavet, 11.034 meter, og han kan growle uhæmmet, så det vil vække misundelse hos de fleste death metal sangere.

Backing bag ham er lydefri og indlevende. Den blinde keyboardspiller Ole Jonas Storli kan både ramme Waits jazzkabaretstil a la ”Closing Time”, men også gå ind det sært syrede univers, som senere blev den amerikanske sangskrivers varemærke med album som ”Mule Variations”, ”Orphans” og ”Real Gone”:

Trommeslager Håkon Berre har travlt, ikke bare med at være timekeeper og holde beatet, men også strøget violinbue på bækkenkanten, køller og håndklappede trommeskind, men også al det ekstraordinære percussion som kendetegner Waits.

Kontrabassen ligger solidt brummende som en forårsvækket bjørn, saxofonist Holm trakterer både barytonsax, ditto sopran og klarinet, når han da ikke spiller skæv og syret xylofon eller tamburin, og førsteguitarist Ask Nørholm veksler ubesværet mellem følsomt eller råt syret.

Her er indtrængende ballader, der ville få din gamle mor henne på plejehjemmet til tårevædet at mindes ungdomskærlighed. Her er nærmest spirituelt-klingende besyngelser a la ”Jesus Blood Never Failed Me”, hvor Stenvad som en svovlende prædikant med viftende arme bønfalder om håb og forståelse for os fortabte sjæle.

Det er ikke alene godt, det er magisk, hvad den mand kan præstere med sin stemme.

Det er musik, der er kantet som en rå brosten og alligevel så menneskeligt blødende af smerte, kærlighed, svigt, håb og fortvivelse. Og sådan blev det ved.

Også efter første sæts halve times pause, der åbnede med Nørholms fornemme guitarsolo. Komplet med rumklang, distortion pedal og hele svineriet, lød det både skønt smertefuldt og bloddryppende nødvendigt.

Vi fik ”How Long” , “Tom Traubert’s Blues (Waltzing Matilda)”, og igen og igen imponerede bandet med sin ubesværede og legende tilgang til også numrene fra Waits senere albums.

Hvor det bliver mere end svært at klistre en bestemt genre eller label på musikken, der her gror organisk og vildt og ganske anderledes, som et resultat af Waits mangeårige arbejde med kabaret, jazz, rock, evergreen, folk og egne punkrytmiske eksperimenter.

Det kan lyde som en corny Patsy Cline-countrysang, men også pludselig som om en vvs-er gået amok på en større samling rør og muffer dybt nede i kælderen under et sindssygehospital.

Et godt poetisk ordbillede i en sang tilføjer altid noget nyt til ens opfattelse af verden - udvider den og dermed også én selv.

Vi er virkelig nogen gange ”Down In The Hole”, men kan også sammen med bandet slingre beruset, men også elegant derudad, som en beruset sømand på landlov, inden vi som ekstra-ekstra nummer meget passende sluttede af med Stenvad alene på scenen på akustisk guitar med den gribende ”Time”.

Med ord som: And the band is going home, it's raining hammers, it's raining nails/And it's true there's nothing left for him down here/And it's time time time, and it's time time time/And it's time time time that you love/And it's time time time.

Se, sådan slutter du en forrygende aften. Kom igen, Raindogs. Waits på trinbrættet, det dur!

Foto: Lars Mørch

Raindogs Celebrating Tom Waits.

Koncert, Musikstationen, Skørping, tirsdag aften.

Ps: Hvis nogen har en sætliste så send den, vi skulle nå toget hjem 22.38, så den fik vi desværre ikke fingrene i. Men nåede toget, som var et par minutter forsinket.

Spiller i aften, onsdag 22. marts, Maskinhallen, Frederikshavn.