Skip to main content
Koncert

En aften i rockens, og lysets, tegn

Pink Floyd Project

Lilla og gule søjler oplyser den store scene i det Musiske Hus i Frederikshavn. The Scandinavian Pink Floyd Project er på turné. Showet hedder "50 Echoes", og markerer 50-års jubilæet for Pink Floyds kendte værk "Echoes" fra 1971. 

Lyden af en susende vind begynder at fylde salen. Bandets bassist kommer alene ind på scenen og begynder at spille over lydeffekten. Langsomt kommer de andre bandmedlemmer på scenen. Vinden fortsætter med at suse i salens sider.

Inden længe overdøves vinden af en elektrisk guitars skrig. Det lyder fænomenalt. Den langhåret guitarist vipper rytmisk med sine sorte ruskindssko, mens han spiller. Da musikken stilner lidt af, kvitterer publikum med store klapsalver. 

Tre korsangere dukker op på siden af scenen. Det får det samlede antal af bandmedlemmer op på ni. I enkelte numre ti, når der enten skal spilles saxofon eller fløjte.

- God aften Frederikshavn! Hvor er det dejligt at se jer! I aften skal vi fejre ”Meddle” og ”Echoes”.

Siger forsangeren efter bandets åbningsnummer. Han hentyder til Pink Floyds album ”Meddle” fra 1971, som indeholdt nummeret ”Echoes”.

Den susende vind bliver i løbet af koncerten byttet ud med andre baggrundslyde. Gammel koncert lyd, en gøende hund, den tikkende lyd af et ur, eller en ond latter. Latteren kom så pludseligt, at jeg selv hoppede kort i mit sæde og kiggede mig over skulderen.

På scenens bagvæg bliver midterdelen brugt som et lærred. På det ser vi både filmklip, for eksempel af originale Pink Floyd-optrædener, men også nærbilleder af musikernes hænder når de spiller.

Her er det især guitaristen som til tider bliver fremhævet. Desværre er billedet ikke altid helt klart, hvilket er ærgerligt.

Der er virkelig kælet for lysshowet. Firkanten på bagvæggen, kombineret med de mange lys på scenen, gør, at der hele aftenen bliver skabt utallige kombinationer af farver, tempoer og temaer.

Et af lysene i loftet fungerer som spotlight. Det skifter imellem de forskellige musikere, når de har en solo. Og soloer er der mange af. De er på ingen måde skuffende, man sidder med en følelse af, at alle på scenen virkelig kan deres kram. 

Den høje lyd af en helikopter bryder ud i salen. Et enkelt skarpt lys i loftet tændes. Det ligner et søgelys. Man mærker at The Scandinavian Pink Floyd Project er mere end bare en musikoplevelse, det er et show.

Helikopteren er optakt til en af de helt store numre. "Another Brick in The Wall". Nummeret bliver taget utrolig godt i mod. Især på første række. Her står en gruppe mænd allerede på fødderne, med armene i luften, inden vi når til omkvædet.

En af dem vender sig mod publikum og gestikulerer med hænderne. Han forsøger at få folk til at rejse sig.

Desværre lykkedes han ikke. Men det er let at se, at der er kendere blandt publikum. Der bliver både sunget og spillet trommer på sæderækkerne.

Personligt synes jeg en af aftenens helt store højdepunkter var guitaristen og hans musikalske evner. Flere gange havde jeg så travlt med at holde øje med hans fingre, at jeg nærmest mistede tidsfornemmelsen. 

Vi får også et helt nummer dedikeret til de tre kvindelige korsangere. De synger hver deres solo. De gør alle et smukt job, og det synes publikum i høj grad også. The Scandinavian Pink Floyd Project har store musikalske kræfter tilstede på scenen, og de er gode til at vise dem alle frem.

Showet er lidt længere end en normal koncert. Vi kommer op på næsten tre timer inklusiv en pause. Det kan til tider føles en smule langt, især fordi mange af numrene også er lange. Hvis man ikke er en fan af musikken, så vil jeg tro, at aftenen kan føles særdeles lang. Der er da også enkelte afhoppere i løbet af showet.

Da vi når mod enden, forlader musikerne scenen en efter en. Da den sidste går fra scenen, slukkes lyset brat. Hele salen rejser sig, og rummet fyldes med både tramp og klap. Bandet kommer tilbage, og spiller mega hittet "Wish You Were Here".

Mændene på første række står endnu engang op. Denne gang danser de. Nu lykkedes det også de stemningsfyldte fans, at få det meste af salen med på fødderne. Der holdes lightere og plastikkopper i vejret, og flere steder danses der på trapperne som løber langs sæderækkerne.

Koncerten var særdeles vellykket, og sidst på aftenen var stemningen kogende på Det Musiske Hus. Alle sanser var i høj grad stimuleret, både med masser af lys og klassisk rockmusik.  

"The Scandinavian Pink Floyd Project"

  • Oplevet på Det Musiske Hus i Frederikshavn den 25. marts.
  • På setlisten var der numre som: "One of Theese days", "Learning to fly", "Young lust", "Corporal Clegg", "On the turning away", "Another Brick In The Wall", "Dogs", "Shine on You Crazy Diamond", "Time", "Money", "Echoes". Ekstra numre: "Wish You Were Here", "Comfortably Numb", "Run Like Hell".
Arkiv