Der findes fem såkaldte landsdelsorkestre i Danmark. Det er symfoniorkestre med omkring 70 musikere boende i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Odense, Sønderjylland og København, der også har to fuldt besatte symfoniorkestre: DR's og Det kgl. Kapel. De to er hver på ca. 110 musikere - det er især strygere, der er flere af.
Landsdelsorkestrene blev til omkring Anden Verdenskrig, ofte på private initiativer, men som en del af de kulturelle støttelove i begyndelsen af 60'erne blev deres eksistens sikret gennem finansiering fra stat, amter og kommuner. I dag er de - som landsdelsteatrene - store og vigtige kulturinstitutioner.
De fleste af orkestrene gennemfører en ugentlig koncert året rundt, bortset fra to sommermåneder. Udover dette bidrager de med en mængde større og mindre opgaver, f.eks. spiller de til opera, ved festlige lejligheder og i mindre kammer-formationer.
Her på www.kulturen.nu anmelder vi ofte Aalborg Symfoniorkester, men hvordan spiller de andre? Hvordan møder og servicerer de deres publikum? Vi har taget en stikprøve, der viser flere ligheder end forskelle. Målet var Odense Symfoniorkester, der torsdag diverterede med koncerten "Russisk kavalkade".
Der er som bekendt mere og andet, end musikken, når det gælder en klassisk koncertoplevelse. F.eks. arkitekturen. Her er Odense Koncerthus, der blev indviet i 1982, ikke meget at skrive hjem om i forhold til Musikkens Hus. En stor firkantet kasse i røde mursten og uden nævneværdige finesser og dekorationer, med lidt færre pladser (1212) end i Aalborg, men altså uden det nordjyske musikhus' fantasifulde eksesser at hvile øjnene på. Fordelen er selvfølgelig, at ørene ikke får konkurrence af øjnene medens musikken spiller. Orglet i Odense er næsten usynligt, hvor det i Aalborg dominerer hele bagvæggen.
I sammenhæng med arkitekturen er akustikken jo vigtig og her hører jeg en afgørende forskel i at musikken næsten bliver oppe på scenen i Odense, hvor den i Aalborg ofte "vælter" rummet, som virker for lille til den helt store volumen. Akustik er i nogen grad en smagssag, selvom det også er en videnskab. Da jeg i 1997 var involveret i en CD-produktion af Poul Ruders "Corona" stoppede Arbejdstilsynet optagelsen fordi den var sundhedsskadelig for musikerne, dels fordi musikken var mega kraftig, dels fordi lyden havde vanskeligt ved at forplante sig.
Formidling af kunst er blevet et must de seneste årtier, og den tendens er Odense også hoppet på.
Salsprogrammet er nærmest en pjece medens Aalborgs svulstige programmer udviser en uskøn ekstravagance, der næppe kan kaldes bæredygtig. Find en mellemvej, kære orkestre! Noget nyt er også, at der partout skal et menneske eller flere på scenen for at pakke musikken ind i ord. Det gik galt i Odense i torsdags. Man havde spottet, at to af aftenens komponister havde psykiske problemer livet igennem og derfor var en specialist fra foreningen SIND hidkaldt for i interviewform at fortælle lidt om psykiatri. Men på 3 x 5 minutter når man ikke langt ind i det emne. Det virkede irrelevant og overfladisk og - tilgiv mig - interviewerens uniform á la Cirkus Nemo gjorde ikke sagen bedre.
Dog: musikken er immervæk det vigtigste ved en koncert og her er Odense på niveau med Aalborg. De sidste 50-60 års stadigt øgede professionalisering, bl.a. ved engagement af udenlandske musikere, især fra Østeuropa, har skabt ret velspillende orkestre, men Odense har en fordel, som sikkert har stor betydning, nemlig et uddannelsesmiljø for orkestermusikere. For tyve år siden blev landets fem musikkonservatorier fusioneret til tre og institutionerne blev specialiserede. Det betød, at den rytmiske musik i Aalborg blev styrket til skade for klassiske solistuddannelser, medens man i Odense styrkede uddannelsen af orkestermusikere.
Som Aalborg har sin operafestival og internationale operakonkurrencer har Odense de såkaldte Carl Nielsen-konkurrencer, der på højt internationalt niveau belønner violin-, fløjte- og klarinettalenter - de tre instrumenter, som det kendte bysbarn skrev solokoncerter for. Det er et kæmpe lokomotiv for orkestret og byen.
Ved koncerten i torsdags blev der spillet musik af Stravinskij, Tjaijkovskij og Rachmaninov - efter den velkendte "suppe steg og is"-model: først et kortere orkesterværk, så en solokoncert og efter pausen en symfoni. Direktionen var lagt i hænderne på taiwanesiske Yi-Chen Lin (billedet over artiklen), der kombinerer overlegen teknik med et stort følelsesregister - i lighed med aftenens solist, cellisten Jonathan Algot Swensen, der for mig var en stor førstegangs-oplevelse. Skønt kun 25 år gammel har han et imponerende musikalsk overskud, både teknisk og udtryksmæssigt. En overmåde sympatisk og lovende musiker.
Så alt i alt: Odense Symfoniorkester gør sig godt i det danske orkestermiljø, der i øvrigt er mere omfangsrigt end i mange andre lande. En gammel kæphest skal dog trækkes af stald: For min skyld kunne man godt fusionere landsdelsorkestrene så man fik tre orkestre med fuld besætning, end fem "små". Der er faktisk kun en times transport til nærmeste orkester. Det er en forkælelse, der handler mere om kvantitet end kvalitet.