Orgel-bling-bling

ASO: Orglets aften

Som koncertgænger lytter man ofte med øjnene. Koncerten taler til andre sanser, end lige den, der når hjernen gennem ørerne. Hele orkester-setup'et, salens spektakulære arkitektur, den særlige dresscode og den slags rammer naturligvis synssansen - man slipper ikke.

Jeg har hørt organisten Iveta Apkalna et par gange i Elbfilharmonien i Hamborg, hvor hun er organist, men ikke før set hende andet end på fotos.

I går var det mobile spillebord til orglet i Musikkens Hus så kørt på scenen, som blev entret af en spinkel, blond, yngre kvinde, iklædt Sussi og Leo-tøj og guldsko.

Orgelsko skal være af en særlig beskaffenhed p.g.a. pedalspillet, men behøver ikke at være af guld. Det var vanskeligt ikke at opleve kontrasten mellem solisten og det store orgel med den mægtige lyd, selvom Apkalna altså gjorde meget for at tage opmærksomheden.

Normalt ser man ikke organisten, når instrumentet indgår som en del af orkestret, men når det gælder amerikanske Aaron Coplands "Symfoni for orgel og orkester" er organisten altså solist, som skal både ses og høres.

Apkalna siges at være i verdenseliten, og der er ingen tvivl om, at hun, som det ofte gælder for østeuropæiske musikere, har et imponerende teknisk overskud, som så ikke helt blev bragt i anvendelse i Coplands lidt tilbagetrukne musik.

Til gengæld diverterede Apalka med en mængde pianistiske falbelader. En slags hændernes koreografi, som virkede skabede og uskønne al den stund, at de er udvendige - organisten kan ikke som pianisten påvirke tonen med sit anslag.

Det var godt, at russiske Dmitrij Sjostakovitjs korte solostykke "Passacaglia" fra Lady Machbeth-operaen også var på programmet. Et sine steder vildt krævende værk, hvor orglet buldrer derudad.

Her var det som om show-organisten gled lidt i baggrunden, så den teknisk og også i lettere grad udtryksmæssigt overlegne Apkalna måtte koncentrere sig om de mere musikalske sider af sagen.

Det samme i et ukendt ekstranummer, men igen: sindssygt virtuose fingre, bulder og brag og ikke mere. Jeg vil nødigt høre hende spille Bach, før hun er kommet lidt dybere ned i musikken og højere op - til orgelpulituret.

Iveta Apalka får fire stjerner for sin bedrift i aftes, men hun skal dele dem med den unge tjekkiske dirigent Jirí Rozen, der var et overmåde sympatisk bekendtskab.

På samme tid poetisk/lyrisk og logisk velargumenterende i sin ledelse, herunder den hårfine balance mellem orgel og orkester, der dog glippede i meget kraftige passager, hvor orglet druknede lidt.

Og så skal stjernerne også deles med Aalborg Symfoniorkesters strygerkorps, som jeg bliver mere og mere glad for.

Jeg kan huske fem årtier tilbage, hvor der ikke var meget at prale af, men i dag er gruppen sjældent godt sammenspillet og leverer en harmonisk skønhed, som er alt andet end bling-bling.

Det hørtes i Josef Suks Scherzo "Fantastique" og sikkert også i slutnummeret, "Bohuslav Martinu", begge værker, som dirigenten havde medbragt fra sit hjemland. Det sidste nåede denne anmelder dog ikke at opleve - hverken med ørerne eller øjnene.