Sammenskudsgilder

Koncert, Odense- og Sønderjyllands Symfoniorkester

Ives,Skrjabin,Ives,Stravinskij

To koncerter på en uge i danske koncertsale vækker opmærksomhed. Den ene fandt sted i Sønderborg/Odense torsdag/fredag, og den anden kan opleves i Aalborg og Århus kommende torsdag/fredag. Det handler om koncerter med såkaldt fuldt besat symfoniorkester, og den slags hører til sjældenhederne i provinsen.

Baggrunden er, at de fem landsdelsorkestre i landets fem største byer i virkeligheden er en slags skrabede orkestre med besætninger på 65-70 musikere hver, dvs. 2/3 af de ca. 120 musikere, et egentligt symfoniorkester udgør - dem findes der to af, begge i København.

Det betyder, at de helt store værker for symfoniorkester, som hovedregel komponeret i tiden fra 1860 ikke umiddelbart lader sig opføre. Løsningen er den helt naturlige, men bekostelige, at slå sig sammen. Det gør de så med jævne mellemrum. Når det sker bør man være kræsen i sit programvalg.

I Odense/Sønderborg gjaldt det forleden musik af den amerikanske komponist Charles Ives og russerne Alexandr Skrjabin og Igor Stravinskij. Et program, der kræsede for publikum og tangerede det geniale med sin blanding af det subtile og det storladne.

Naturligvis kan 120 musikere spille kraftigt, men både kompositorisk og spillemæssigt er det en udfordring at få dem til også at udføre det helt stille, delikate. Denne anmelder lyttede i Odense.

Ives's to korte satser "Central Park in the Dark" og "The Unanswered Question" dyrker netop det næsten uhørlige, dog med enkelte udbrud, der kan få en fyldt koncertsal til at holde vejret, og det skete fredag.

På samme måde nærmest sitrede salen i spænding under Skrjabins tonedigt "Le Poème de l'extase" og Stravinskijs epokegørende balletmusik "Le Sacre du Printemps".

Alle fire værker milepæle i musikhistorien og langt forud for den tid, de er skrevet i, den meget eksperimenterende periode 1905-1913.

For mig at høre er der en afgørende forskel på musikernes engagement og dermed udførelsens kvalitet i en "hverdagskoncert" og de lejlighedsvise samarbejder. De fleste kender sikkert fornemmelsen af storheden i at løfte i flok, og glæden og stoltheden ved at være en brik i et meget stort spil.

Alt sammen lyste det ud af hver eneste musiker i Odense forleden. Præstationen lader sig sammenligne med de helt store, udenlandske orkestre, og der var stort set hverken fejl, musikalsk dødvande eller manglende koncentration på noget tidspunkt.

Ud over de mange musikere er der ingen tvivl om, at fortjenesten for den yderst vellykkede koncert i høj grad tilkommer Odense Symfoniorkesters chefdirigent, franskmanden Pierre Bleuse, der har dirigeret i eventyrbyen siden 2021.

Med sin fremtoning, sceneoptræden og direktion er han karismatisk og næsten magisk tiltrækkende, og det må virke på musikerne på samme måde, som det gør på publikum.

Han er en vildt kompetent og spændende dirigent, som fynboerne da også er glade for - et scoop. Den store mangfoldighed og de store udfordringer i aftenens program virkede til at være kræs for Bleuse, som brugte megen applaus-tid på at dele æren med alle instrumentgrupper.

Med skal lige et par biting ved koncerten.

Dels at Odense Symfoniorkester har fået den glimrende idé at lægge hele det trykte program ud på hjemmesiden i forvejen.

Dels at orkesterchef Trine Boje Mortensen ved koncertens indledning opfordrede publikum til ikke at klappe mellem værkerne, men at skaffe musikere og publikum ro til eftertanke.

Det lykkedes 100 % - ikke én eneste af de 1200 publikummer og 120 musikere overhørte opfordringen.

Torsdag skal vi så høre symfoniorkestrene fra Aalborg og Århus i et sammenskudsgilde i Musikkens Hus. Vi venter med spænding og anbefaler varmt koncerten.

Foto: Odense Symfoniorkester

Koncert, Odense Koncerthus, fredag