Skip to main content
Operadage

Opera ang mas

Koncert - Nordjyske Operadage   

Budolfi Kirke

Musikkens Hus 

****                    

En masse opera har præget Aalborg og omegn den seneste uge. Når jeg leger med sproget i overskriften er det fordi, jeg har et forbeholdent  forhold til det, der i år kaldes "Nordjyske Operadage".

På den ene side mener jeg, at arrangementet er en rodekasse. På den anden, at operagenren når et publikum, som næppe ville gå ind at opleve den ægte vare: et flere timer langt indviklet drama, hvor al tekst synges ofte i overdrevent patetiske og uforståelige vendinger.

 Jeg er faktisk glad for opera, selvom det ikke kunne lyde sådan. Hvad jeg ikke er glad for er, når man piller opera fra hinanden og stiller an med et supermarked af tilbud, som opera på altanen, opera i bussen, opera i banken etc. Altså hvor den samme vare pakkes ind i forskellig emballage.A operadage a.jpg

 Nu kunne man forvente, at det var 3-4 genuine operaer på den eneste scene i provinsen, der er bygget til det, Aalborghallens, men det præsenterer operadagene ikke. Blandt de 11 arrangementer fandt jeg lørdag dog to arrangementer, der lignede opera mest - uden poppede påfund.

 Lørdag middag lagde Budolfi Kirke munkesten til en koncert med sopranen Susanne Elmark med overskriften "Orgel og opera" med hvad, hun kaldte "kendte, men ikke fortærskede" arier. 

Elmark er en af vor tids mest succesfulde danske operasangere, uddannet på Det Kgl. danske Musikkonservatorium. Siden har hun skabt en glorværdig karriere især i Tyskland men også på andre renommerede operaer i bl.a. Barcelona, Madrid, Schweiz, Holland, Luxembourg, Tokyo og København. Hun har modtaget flere priser og indspillet nogle CD'er.

I Budolfi sang hun kendte operaarier fra genrens storhedstid fra 1700-tallet til kulminationen med Strauss (død 1949, i programmet kaldt "Strass") i begyndelsen af 1900-tallet. 

Ingen af dem er skrevet for orgelakkompagnement, men orkester, så allerede her går det galt, men det overskyggedes af Elmarks enestående talent, og de highlights der var valgt.A operadage b.jpg

Hvad der imponerede mest ud over en stor stemme, der fyldte godt i Budolfis lille akustik, er Elmarks evne til at leve sig ind i alt fra Purcell til Strauss med lige stor professionalisme.

Dertil er hun bedårende smuk med en udstråling, der understøtter hendes musikalske talent. Det er ikke uvæsentligt når det gælder opera, hvor den fysiske fremtoning er en del af fortolkningen. De nødvendige introduktioner i denne genre klarede hun fint med en ironisk distance: "Hvis jeg skal forklare handlingen, kommer vi først herfra i aften".

Susanne Elmark blev akkompagneret af Budolfis organist Jørgen Ellekilde, der også underholdte med nogle greatest hits udsat for soloorgel af den engelske poporganist Jonathan Scott.

Lørdag aften lagde Musikkens Hus beton til, hvad man kaldte Aalborg Operagalla. Galla betyder i denne forbindelse nok mest, at man - for 22. gang - uddelte Aalborg Operapris.

Den gik i år til den dansk/newzealandske sopran 28-årige Louise McClelland Jakobsen, der takkede via et videolink fra en opgave på Opera Hedeland.A operadage c.jpg

Ellers fuldbyrdede koncerten festivalens koncept med at præsentere operahits, her i usmageligt overmål.

 Arier af de helt store komponister stod i kø, og denne anmelder var allerede halvvejs ved at kløjes i det.

Barytonen Thomas Storm præsenterede de mange tårepersere i et kunstlet sprog, og det beskedne publikum applauderede passende.

 Aalborg Symfoniorkester var veloplagte, og sopranen Carina Tybjerg og tenoren Magnus Vigilius gjorde et propert arbejde ligesom dirigenten Magnus Larsson gav musikken god energi.

Det undrede mig at solisterne var forstærkede, hvilket var unødvendigt.A operadage e.jpg

Men: I 1982 skrev jeg en anmeldelse med overskriften "Operauddrag er en uting" og det mener jeg stadig. Det var i øvrigt dengang Aalborghallen fyldtes flere gange årligt af hele og sceniske operaer. Måtte den tid komme igen; drejescenen og scenetårnet er der stadig.

Begge koncerter var fra lagerhylden. De er der hvert år. Selvfølgelig kan man sælge varer af høj kvalitet selvom ingredienserne kan virke tvivlsomme.

Hvad gør man med stjerner i den sammenhæng?

Nordjyske Operadage får to som arrangør og de medvirkende fem. Da jeg er et positivt menneske, ryger der fire op under den ironiske overskrift.

Foto: Lars Mørch

Info

  • Koncert i Budolfi Kirke
  • Program: Operauddrag af Händel, Mozart, Bizet, Strauss, Purcell, Delibes og Puccini
  •  Medvirkende
  • Susanne Elmark, sopran
  • Jørgen Ellekilde, orgel
  • Koncert i Musikkens Hus
  • Program: Operauddrag af Nielsen, Wagner, Puccini, Verdi, Bizet, Offenbach og Lehar
  •  Medvirkende: Carina Tybjerg, sopran
  • Magnus Vigilius, tenor
  • Thomas Storm, konferencier
  • Magnus Larsson, dirigent
  • Aalborg Symfoniorkester
  •  www.musikkenshus.dk