Skip to main content
Koncert

Less is more

Koncert - Nordic Piccolo Festival                                                     

Piccolofløjten er symfoniorkestrets baby og som sådan ret gennemtrængende, men det er jo fint, hvis fløjten trakteres godt. Den lille fløjte er et nicheinstrument, der ikke altid er med, når musikken spiller. Som regel er det én af orkestrets 3-4 tværfløjte-spillere, der specialiserer sig i piccolo.

Derfor er det på samme tid imponerende og noget nørdet at arrangere Nordic Piccolo Festival med det formål "at sprede interesse for piccolofløjte, skabe et positivt læringsmiljø og nye venskaber indenfor piccolomiljøet".

Den anden udgave af festivalen fandt sted i Musikkens Hus i Aalborg torsdag-søndag og præsenterede, ud over masterclasses, workshops, udstillinger m.v. tre offentlige koncerter, bl.a. fredag, hvor festivalens gæsteundervisere optrådte.

Der var tale om førende fløjtenister fra Italien, Norge, Sverige, Tyskland og Danmark, og de spillede nogle af de relativt få værker, der er skrevet for piccolofløjte som soloinstrument. Det var spændende bekendtskaber, for hvis man er så passioneret, at man enten skriver for eller spiller piccolo, er det som regel, fordi man virkelig kan.

Koncerten viste en bredde og mangfoldighed, man sjældent hører, når piccoloen spiller i orkester.

Den har et enormt udtryksregister. Vi var både omkring traditionel klassisk, jazz, salonmusik og helt ny, eksperimenterende musik, bl.a. med en uropførelse af amerikansk/tyske Sidney Corbett.

Hvor man som regel hører det høje, lidt skingre leje, som piccoloen er skabt til, viste det 30 cm korte instrument sig at klinge utrolig smukt i dets dybe område. Instrumentet kalder på virtuositet mere end blot fuglefløjt, og med den rette pen og i de rette hænder åbnede den en helt ny verden, i hvert fald for denne anmelder.

Der blev spillet op til fem stjerne. og de tildeles også Isabella Østenby Vesti, der debuterede fra konservatoriet sidste år som den første piccolo-solist i Danmark.

Hun har allerede godt gang i en international karriere, men har alligevel fået tid til at tage initiativ til Nordic Piccolo Festival og fungere som kunstnerisk leder.

Vesti bød velkommen til den herlige koncert, der viste, at også på musikområdet kan det gælde at "less is more"

Nordic Piccolo Festival, Musikkens Hus

Program

  • Flint Juventino Beppe: A piccolo poem
  • Adolf Hansen: La Fauvette
  • Eric Desimpelaere: Magehom
  • Sidney Corbett: Electric Passion Dress
  • Michael Daugherty: The high and the mighty
  • Andy Pape: Three by Three
  • Ken Benshoff: Timeless
  • Medvirkende, piccolofløjter:
  • Nicola Mazzanti, Trond Magne Brekka, Tina Ljungkvist, Natalie Schwaabe, Ida Marie Sørmo
  • Klaver: Ulrik Vesti, Emil Gryesten, Arne Jørgen Fæø
  • www.nordicpiccolofestival.com
Arkiv