Koncert - Niels Skousen med band
Musikkens Hus, Aalborg, en råkold torsdag aften.
Vi dropper Bond-musik med jazzsangerinden Sinne Eeg. Jeg ejer i øvrigt heller ikke en ordentlig butterfly. Så i stedet for ”shaken, not stirred”-sang går vi i kælderen. I intimsalen.
For at høre sangskriver Niels Skousen, 81 år, hippietidens karakteristiske stemme i forgangne Skousen & Ingemann. Han udgav senere nogle soloalbum, men var så ude af rocksammenhæng i nogle år, inden han vendte stærkt tilbage med albummet ”Dobbelsyn” (2002).
Det er den med nummeret ”68” og muntert fortvivlende refleksioner over, hvad der gik galt med drømmen om at skabe et bedre, mere ligeværdigt og frit samfund. Siden har Skousen etableret sig herhjemme som en både poetisk og samfundskritisk stemme. Med hele 13 album.
Med yngre, gode musikere ved sin side. Skousens tekster er vigtige, poetiske og kærlige, glasskårskarpe satiriske, bundet sammen af en leg præget af alvor og lethed.
Sangens ord skal stå helt fremme i pappet på højtalerne, så det er muligt at høre og forstå Skousens elektriske lyrik.
Så bandet bag ham kan udfolde støttende musisk magi. Denne aften er det Kristoffer Munck Mortensen (elguitar), Anders Mathiasen (akustisk og elguitar), Jeppe Skovbakke (bas) og Bjørn Heebøll (trommer).
Første sæt åbner med klassikeren ”Isabel”, om den unge superkvinde, der træder ind i kredsen og forhindrer en flok i at gøre et menneske fortræd. ”Hun er ikke bange for døden, specielt – hun er bange for noget, der gør ondt”.
Skousens stemme ligger fint og tydeligt – ”det er dig, vi venter på, Isabel”.
Et stensikkert åbningsnummer, der både rummer nostalgi og aktualitet. Bandet bagved ligger lydhørt og meddigtende.
Kristoffer Munck på Fender gør stenfjæsagtig ikke meget ud af at sælge sin eksplicitte smukt formede guitarspil. Men sikke en tone han magter.
Han måtte gerne få mere soloplads.
Så er vi i gang. Hippiedrømmen om en bedre og mere forstående verden har fået sit, og det er slet ikke så tosset at høre på i disse fortvivlede tider.
Videre går det med ”Gartneriet”, drømmen om et lykkeligt liv på landet, der drukner i fattigfirsernes krise, og så generationsportrættet ”68”. Men hør nu, vokalen skal skrues op…
Her er mange ord, hurtigt efter hinanden, men det er svært at høre dem. Så er det godt at de fleste af os i salen kender dem.
Middelaldervisen ”Heksen” går bedre. Med budskabet om, at vi håner og spytter på dem, de uskyldige, som allerede ligger ned ramt af uforstandig magtsyge.
”Heksen skal brænde”, råber vi - folket. Bange for at det samme kan ramme os selv.
Hyldesten til dem, de unge mænd; der turde stå op mod den nazistiske besættelse, ”Ryvangen” får heller aldrig ordentlig luft under vingerne. Ordenes frie flow trænger ikke tydeligt igennem, og det er en skam.
Så det er næsten umuligt at høre linjer som ” Som må kysse sine somre farvel, og stå, en tidlig morgen, endnu før det bliver lyst, her ved pælen, med en hvid klud på sit bryst”.
Bedre går det seje guitarriff, som bærer ”Middelvejen”, og refrainet ”hvad skal man sige, hvad skal man gøre, når det sorte hul bare bliver’ større og større”. Endelig runder første sæt af med kærlighedsballaden ”Grænser”.
Efter pausen åbner vi med ”Fjerne Stemmer”. Vokalen har fået en tand op af, og det hjælper på forståeligheden.
Skousen i posede cowboybukser, løsthængende skjorte og sorte læderstøvler har ikke besvær med at huske ordene, men stemmen er blevet svagere.
Men her er fine stunder. ”Vil du” introduceret kort som endnu en kærlighedssang: - Hva fanden er det hele for noget, når man har levet sammen i mange år, siger Skousen.
Med åbningslinjerne: ”Her til morgen sagde hun: du er en kold og egoistisk skid/
Jeg sagde: du er heller ikke altid lige blid/ Hun sagde: jeg har spildt mit liv ved at være sammen med dig/ Jeg sagde: så sku' du måske ha' valgt en anden end mig”.
Her stod vokalen fint, og det gjorde den ofte og bedst i de stille numre.
Refrainlinjen ”vil du, vil du, vil du/stadig med mig gennem livet gå” udløste også et muntert publikumstilråb fra salen, da nummeret var forbi:
- Hvad var svaret?
- Det var lige ved at være på læben, lød det fra Skousen.
Sådan fortsatte vi trygt med ”Med i det hele”, hvor ”månen findes, jorden er rund, kort sagt – vi står på sikker grund”.
Hist og pist blev andet sæt stadig præget af utydelig tekstbehandling. Så gik det bedre på ”En bid af det hele”, der fik lov til at folde sig i poetiske kraft. ”Et stykke af himlen/et stykke af himlen med/en bid af det hele/og der rimer på kærlighed”. Med Anders Mathiasen meddigtende følsomt på akustisk guitar.
Selvfølgelig blev der sat et overbevisende punktum med ”Herfra hvor vi står”, hyldet af et klappende publikum, som udløste ekstranummer.
En fin aften med Skousen og band, et nostalgisk genhør, men også med en sætliste, der måske manglede mere samfundssatirisk bid i udvalget.
Skousen er tit blevet udråbt til en slags dansk Bob Dylan. Han kan noget særligt med ord og sin fortrolige, direkte henvendte, nonchalant swingende og reciterende stemme. Fange os og få os til at undre os over vores eget liv – det uvirkelige liv.
Respekt for det.
Foto: Lars Mørch
Niels Skousen med band, Musikkens Hus, torsdag aften.
- Sætliste
- Første sæt: Isabel, 68, Stoffer og Lenny, Heksen, Ryvangen. Middelvejen, Grænser.
- Andet sæt: Fjerne stemmer, Sorte Huller, Stjernestøv, Vil du, Med i det hele, Støvregn, En bid, Blæsten og regnen, Herfra hvor vi står. X-tra: Tidens krumning.