Clavihvad…?

Koncert - Musik for clavichord                                                                 

Clavichord er svaret. Instrumentet blev trakteret af Lars Colding Wolf ved en koncert på Nørresundby Rådhus lørdag, arrangeret af Nordjyllands Unge Tonekunstnere.

Lars Colding Wolf var mangeårig organist ved Sct. Catharinæ kirke i Hjørring, men tiltræder netop denne søndag stillingen som organist ved Markuskirken Aalborg.

Han underviser desuden på Det Jyske Musikkonservatorium i bl.a. cembalo, og så nærmer vi os nok et udtryk, mange kender.

Clavichordet er cembaloets forgænger, men på mange måder anderledes.

Clavichordet havde sin storhedstid i barokken, især som solinstrument fordi den volumen, der kan trækkes ud af instrumentet, er begrænset.

Strengene anslås på en anden måde, end efterfølgerne, bl.a. kan musikeren i højere grad selv forme den enkelte tone. Senere kom det større og kraftigere cembalo til og i begyndelsen af 1800-tallet så det, der i dag er klaveret.

Der komponeres næppe megen musik for clavichord i dag. Wolf spillede da også værker af Bach og Buxtehude.

Men i mine øren var det nye værker af engelske Peter Maxwell Davies (1934-2016), Allan Bullard (f. 1947) og Graham Lynch (f. 1957) og ikke mindst en uropførelse af nordjyske Ivan Hauge Olsen (f. 1975), der skulle stå sin prøve.

- Hvordan forholder nutidige komponister sig til det antikke instrument?

Fælles for dem var en måske ærefrygt for clavichordet, der betød, at tonesproget generelt var tilbageholdt, begrænset, næsten spartansk.

Det hørtes især i Bullards minimalistiske “Level”, der var ulig mere interessant, end hans Four Preludes, der er rent epigoneri.

Men mest kom det til udtryk i Olsens korte “Friktion”, igen spartansk næsten ingenting-agtigt, men med smukke, venlige fraser.

Mest interessant virkede Lynch-kompositionen ”Bell”, hvor clavichordets sprøde stemme blev fundet frem.

Uden at være bagstræberisk vil jeg mene, at det især var barokmusikken, der lykkedes. Vil nutidige komponister komponere mere for clavichord anbefales de at udforske dets yderområder.

Musikken blev elektrisk forstærket – alternativet kunne være, som man ofte sker, at man placerer publikum tæt omkring det spinkle instrument.

Noteres skal en mindre utilfredshed med at den egentlige koncert først begyndte 17 minutter over tid. Nej tak, det var jo ikke en rockkoncert – mildt sagt.