Meditativ tomhed

Northern Winter Beat - Orgelkoncert, ”Konvektion” med Maria Horn

Jeg bliver altid højstemt glad, når jeg træder ind i Budolfi Domkirkes hvælvede kirkeskib. Tænker på de livsafgørende markeringer, som kirken har dannet ramme om i århundreder.

Dåb, konfirmation, giftermål og begravelse og kirkeårets cirkulære fremadskriden med dets fejringer af sorg og glæde. Domkirken – i øvrigt landets mindste – har samlet mennesker og har været og er stadig et kulturelt mødested.

Så det var slet ikke nogen dårlig ide, at lade vinterbeatfestivalen, Northern Winter Beat, åbne med orgelkoncert i Budolfi torsdag aften. Med svenske Maria W. Horn og hendes medspiller Mats Erlandsson siddende ved orglets spilleværk over vores hoveder, som vi sad der på kirkebænkene med front mod alteret.

Her stod der så i øvrigt mixerpulte, forstærkere og andet elektronisk grej parat til at optage den første koncert. For bagefter at fremføre den i bearbejdet udgave med tilføjelse af trompet og elektrisk guitar.

Første halvleg – cirka 45 minutter, åbner med en enkelt orgeltone, droneagtigt fylder den rummet og skaber ro og nærvær. En anden føjer sig til og skaber en grundstemning af fred, mens lysmønsteret over ens hoved langsomt drejer sig på de kuplede hvælvinger.

Det er fredfyldt og meditativt, et rum af aum, inden en dirrende puls sniger sig ind i orgelroen. Langsomt folder lyden sig ud og vokser sig majestætisk, Står lyddirrende i rummet.

Hvad gør det ved én? I første omgang lytter du, bliver væk og er samtidig til stede i nærvær. Det bølger op og ned, nogen gange crescendoagtigt, andre gange tilføjet klokkeklemt, pibende elektroniske syrelyde eller uheldsvangre luftværnssirener.

Det ER en oplevelse, men det bliver i længden også enstonigt stillestående og ensformigt i sin langsomme dronekværnen, med lidt eller næsten ingen melodisk substans eller relevans.

Du – eller rettere jeg – sidder tilbage med en fornemmelse af, at det mere var rummets storhed og orgelpibernes urkraft, som rammer os lyttende og maner til stilhed og lydløs eftertænksomhed.

Selve kompositionen var egentlig ligegyldig, med sine snurrende lydbilleder. Et syret nyarrangement af Søren Banjomus eller Sinatras ”I Did It My Way” ville have været mere interessant,

Cirka 20.20 efter at Horn og Erlandsson havde modtaget klappende bifald stående ved orgelværket blev det så tid for den elektroniske bearbejdelse. Med de to mixerpulte DJ’s, norske Jan Bang og Erik Honoré, tilføjet guitarist Eivind Aarset og trompetist Arve Henriksen.

Igen fik vi foldet en række skiftende stemningsbilleder ud, strækkende sig fra det stillestående over det fredfyldte til det truende, småbrutale – igen luftværnsirener. Overordnet var det repeterende uden egentlig nyskabelse, men du kunne nyde Henriksens trompet trække toner hen over den elektroniske lydsump.

Svævende som en glitrende guldsmed gjorde han det godt. Hørte jeg også en forsigtig antydning af et melodisk tema – eller var det bare noget jeg drømte?

Det var ikke uspændende at tilbringe halvanden time inden i sådan en bølgende lydskulptur, men melodisk er der alt for lidt udfordringer. Det blev en majestætisk flødeskumskage, når du skar førsteoplevelsen af meditativ hengivelse væk.

PS: Nogle vil måske synes, at to stjerner er lige vel fedtet, men to er faktisk lig med acceptabel – og én sådan var koncerten.

Foto: Lars Mørch

Læs også Evanthore Vestergaard : Strøm på kirken