Dobbeltkoncert
Musica Ficta, Markuskirken
Klarinettist Horia Dumitrache, Rådhussalen
Weekenden bød på koncerter med to hovedpersoner: koret og klarinetten. De er gamle kendinge i musikken, men har haft hver sin historie – begge med succes. Klarinetten vender vi tilbage til.
Koret skriver sig tilbage til det antikke Grækenland, men vi spoler frem til 1500-tallet, hvor den italienske komponist Palestrina grundlagde den, stadigt levende, europæiske kortradition. Lørdag var hans musik centrum for en koncert i Markuskirken.
Giovanni Pierluigi da Palestrina, navngivet efter den lille by Palestrina syd for Rom, var én af de mest betydningsfulde komponister i 1500-tallet. Allerede i sin levetid blev han kendt for sine flere hundrede messer og motetter, og hans ry voksede efter hans død.
Han dannede skole for mange andre, og hans vokalkunst var af så høj en karat, at selv i dag undervises der på musikakademier i den vestlige verden i ”Palestrina-stil”.
Af nogle elever forhadt, fordi den er bygget på strenge kompositionsregler. Palestrinas fødeår anslås til 1525, så den kendte renæssance komponist har altså 500 års fødselsdag engang i år.
Det danske vokalensemble, Musica Ficta, der består af en halv snes professionelle sangere, blev stiftet i 1996 af én af landets mest betydningsfulde kordirigenter og komponister - Bo Holten. Koret har netop specialiseret sig i renæssance musik. Det er nok Nordeuropas ypperste inden for den stilart.
Lørdag hørte vi ét af Palestrinas mest kendte værker, ”Missa Papae Marceili” med indskudte instrumentalsatser. Der er tale om liturgisk musik, altså til gudstjenestebrug og en katolsk messe.
Så det er helt uden for kontekst, at vi sidder i en protestantisk kirke og hører det som kunstmusik ved en koncert. Det stiller særlige krav til udførelsen, for at finde balancen mellem det kunstneriske og det åndelige.
Her tippede balancen desværre. Det er ikke usædvanligt at messens fire hoveddele adskilles af korte orgelsatser, men hele sonater som i Markuskirken, er for meget. Selvom man kender Marcellusmessen, er det vanskeligt at holde sammen på oplevelsen, når man skubbes ud i et andet univers i lange stræk. Jeg mener også, at de mange historieomtaler kunne erstattes af en kortere introduktion.
Det ændrer dog ikke ved Musica Fictas meget høje standard.
Klangen er delikat, præcisionen perfekt og selve udførelsen forbilledlig historietro. I den katolske kirke har man en ubrudt linje af korudførelse fra før Palestrina og frem til i dag, og Bo Holten høster fra sin store viden om den, når han instruerer og dirigerer koret. Det er fremragende korsang.
I den modsatte ende af det musikalske spektrum kunne man søndag i Rådhussalen, Nørresundby, opleve den rumænske klarinettist Horia Dumitrache i musik fra vores tid. Arrangør var ny musik-foreningen Waves up North, der altid har dansk musik og en uropførelse på programmet.
Fra at være et folkemusikinstrument rejste klarinetten i 1700-tallet ind i koncertsalen som orkesterinstrument og i sidste århundrede videre til sin status som soloinstrument. Det er især den dybe klarinet, basklarinetten, der har nutidige komponisters opmærksomhed.
Dumitrache spillede musik af engelske Rebecca Saunders og schweiziske Michael Jarrell og så danske Niels Chr. Rasmussen. Hans poetiske, lidt tilbagetrukne ”Playing with Shadows” fra 2015.
Endelig koncertens uropførelse, der var alt andet end tilbageholdende, den cubanske, i Danmark bosatte komponist Louis Franz Aguirres nye værk for klarinet og elektronik, ”Sarayenyé”
Det er, som det meste andet i hans produktion, aggressiv og larmende, og i sin introduktion rådede han selv publikum til at sidde bagest i salen. Værket bestod mest af råben og skrig, dog tilsat lidt illustrerende klarinet.
Stoffet er vistnok hentet i rituelle indianske tekster fra Sydamerika. Man kan ikke lade være med at fascineres af Aguirres musik, som jeg har dog hørt med større lydstyrke end søndag, hvor jeg på min plads ”kun” målte 97 decibel.
Horia Dumitrache er en sand virtuos på sit instrument, og man hører tydeligt, at han har dedikeret sin virksomhed helt til ny musik. Han bevæger sig hjemmevant i selv de mest outrerede egne af tidens musikalske landskaber.
At kun 8 (otte!) publikummer havde fundet frem til koncerten må siges at være ærgerligt, grænsende til det triste.
Foto: Stine Viuf, Markuskirken
- Info:
- Koncert, lørdag, Markuskirken
- Program: G. P. Da Palestrina
- Missa Papae Mercelli
- Værker af Frescobaldi, Schmelzer, Fontana og Froberger
- Medvirkende: Musica Ficta
- Bo Holten, dirigent
- Per Buhre, barokviolin
- Lars Colding Wolf, cembalo og orgel
- www.ficta.dk
- Koncert, søndag, Rådhussalen, Nørresundby
- Program: Michael Jarrell: Assonance
- Niels Chr. Rasmussen: Playing with Shadows
- Rebecca Saunders: Caerulean
- Louis Franz Aguirre: Sarayenyé (uropf.)
- Medvirkende: Horia Dumitrache, klarinetter
- www.wavesupnorth.dk