Klaverboksere

Klaverkoncert - Mozart, Scubert, Chopin m.fl.                                        

Har De nogensinde hørt Beethovens Skæbnesymfoni spillet af 32 harmonikaer? Forhåbentligt ikke, for kan man tænke sig noget værre?

Beethovens 5. symfoni er - som de andre 8 fra hans hånd - komponeret for symfoniorkester. Det var sådan, han skrev den - det var selve meningen.

Alligevel var der mode i - også på Beethovens tid - at arrangere originalmusik for andre, end de tiltænkte instrumenter.

Det kaldes i musiksproget at transskripere musikken. Især var det moderne at arrangere musik for fire hænder, der spillede på ét klaver. Så kunne man jo lytte til musikken, når man ikke lige havde et symfoniorkester ved hånden.

Jeg kommer til at tænke på det, hver gang jeg ser et koncertprogram for to klaverer eller fire hænder på ét klaver. Jeg får bange anelser: hvad skal jeg nu udsættes for?

Således også, da jeg så koncerten i Musikkens Hus lørdag med klaverduoen Lucas og Arthur Jussen annonceret.

Indtil jeg så selve programmet, tænkte jeg: Dén koncert springer du over. Men til min store glæde viste det sig, at de fem værker, de to unge klaverløver havde indøvet alle var originalværker for to klaverer, evt. altså fire hænder på ét klaver.

Det viste sig at være to klaverer, og det er i koncertsammenhæng som regel i to flygler. To flygler kan rigtigt meget. Og de to hollandske klaverløver og brødre, Lucas på 30 og Arthur på 26 kan mere end det. De er simpelthen suveræne med deres hænder.

Det er ellers ikke så let - selv for garvede musikere kan det let "klatte" og blive upræcist: Simpelthen fordi mennesker er mennesker med forskellige reaktionstider, og instrumenter er også en slags mennesker af forskellig beskaffenhed.

Det er hundesvært at spille 100 % synkront, hvis man ikke ligefrem bruger tusindvis af øvetimer på at specialisere sig i det.

Det har de to brødre gjort både før og efter de debuterede som 10/13-årige i den fornemme Concertgebouw i Amsterdam. Siden er de blevet verdensberømte og okser kloden rundt og bokser med to klaverer. Lørdag var de i ringen i Aalborg.

Netop det fuldkomne synkronspil er, hvad der først imponerer, når de to brødre spiller.

Jeg indrømmer gerne, at jeg sad og ventede på, at det skulle gå galt - at de kom bare et splitsekund væk fra hinanden. Det skete bare ikke.

Jeg havde en kort ordveksling med dem efter koncerten og påpegede netop dette. "Så må du høre bedre efter næste gang", ytrede lillebror nonchalant. Det er måske deres hemmelighed: at de stadig føler sig på vej mod det perfekte.

Det andet, der er værd at notere, er den store spændvidde i repertoiret. Lørdag fra Mozart til Sjostakovitj.

Det handler ikke bare om at lære noderne udenad og spille dem (en forsker regnede engang ud, at der i et typisk Rachmaninov-værk kan være en halv million), men også om at placere musikken i den relevante stilistiske tradition. Altså at fortolke musikken historisk. Også her var koncerten i top.

Det fordi Lucas og Arthur begge besidder store udtryksmæssige ressourcer. Det er modent, velovervejet og meget smukt klaverspil fra først til sidst. Ren og skær nydelse. Sikken aften!

Koncert, Musikkens Hus, Intimsalen, lørdag.