Fin pop, rå rock

Marie Key, Carl Emil Petersen og Hugorm

Så blev det tid til at komme udenfor og høre musik. Musikkens Hus har inddraget forpladsen ned mod havnen som en slags minifestivalscene, og hvad var mere passende sådan en tidlig fredag aften, end at lade Marie Key, 41 år, indlede sommerpoppen.

Efter en gråvejrsdag med lidt regn brød solen igennem, og Key kunne åbne sit sæt med ”Landet”. Solo på keyboardet med sin køligklare stemme fik vi sangen ”Landet” om ”mit land det ligger ned”. Om at ”ingen vender sig rundt/ingen vil noget/andet end at pushe sig selv/og pushe showet”

Key er garant for nøgtern, underspillet kvindepop med fokus på kærlighedsbøvl, Covid-19, venskaber og forhold, som gik i stykker. Og hun synger sine små finurlige livsskitser om ulykkelig kærlighed og andet godt på livets landevej med køligklar popstemme. Ganske ren og velklingende og alligevel med indre varme og glød.

Vi får fine sange som ”Stå op”, ”Uopnåelig” og ”Mormor” og sangene bliver garneret med fortroligt, oplysende introer. Som i sangen ”Frank”, der oprindeligt handlede om formandsopgøret i Socialdemokratiet mellem Frank Jensen og Helle Thorning helt tilbage i 2005.

Men som nu har fået ny aktualitet.

Key veksler ubesværet mellem wurlitzer-keyboard og sine guitarer, og hendes vemodigt eftertænksomme linjer i ”Fatter det nu” passer ligesom perfekt til midsommerstemningen her på bænkene, med sejlbådsgratisterne liggende for svaj ude på Limfjorden.

 - Jeg har bare smagt et kys, og nu er jeg så magtesløs. Har ikk' haft det sådan før
Så jeg ved ikk' helt, hva' jeg skal gør', og om jeg tør.

Hun er bare ”True Love” på sin helt egen måde og ”Uden forsvar”, når hun fra hjertet deler sine sorgmuntre livserfaringer med os.

Efter Key bliver det sangskriver, guitarist Carl Emil Petersens tur, og han åbner helt naturligt med ”København”. På en stor velklingende kasseguitar og med vrælende mundharpe får vi en fornem version af hittet fra tiden med gruppen ”Ulige Numre”, opløst i 2017.

Vi har at gøre med en 31-årig poet bevæbnet med guitar og med en stor, velklingende stemme, hvor du kan høre hvert et ord og betoning i sangforedraget. Den dansksprogede rock fik en tiltrængt og velkommen renæssance, da Carl Emil stod i front for ”Ulige numre”.

Og stilen har han fortsat som solist. Vi får ”Dumme hjerte” og ”Halvnøgen” om gerne at ville tage toget tilbage og igen lige halvnøgen med sit livs første kærlighed. Der bliver også plads til et par nye numre ”Karlsvognen” og ”Lånte fjer” – den sidste på et ganske psykotisk klingende keyboard, der dog ikke forhindrede Carl Emil i at synge klokkerent.

Kærlighedssangen ”Finalen på et filmset”, ”Skærgården”, ”Levende billeder” og ikke mindst ”Amager Forbrænding” blev fornemt leveret, og på den måde var kærligheden et bærende tema – inden Carl Emil som ekstranummer i ”Frit land” tog livtag med indvandring og flygtninge strøm med linjer som ”ryster du på hånden, ja, så vælter det jo ind, over landets grænser, ind i stuen, i mit hjem.”

En sangskriver med stor stærk stemme og poetiske tekster, på en gang melankolsk men også klartseende skarp, både skrøbelig og samtidig drømmende som en dansk sommernat. Og så kan der godt gå lidt Dylan i den, når han har gang i mundharpen.

Men vi var ikke færdige med musikken, for efter en timelange pause, var det 21.30 tid for anden afdeling i form af en livskraftig "Hugorm".

Den tidligere Nephew-frontfiger Simon Kvamms ”nye” band med guitarist Morten Gorm og trommeslager Arni Bergmann. De åbner dronetruende, stående der i tørisrøgen, inden en lang slideguitartone efterfulgt af et tørt, tungt trommebeat sætter fart over feltet, mens Simon selv danser spastisk rundt med viftende hænder.

”Charles” hedder nummeret, som både handler om at elske at være på landet, kigge på piger og samtidig elske at være en hund. Bare at glemme alting og slå sit over-jeg fra. Og ”rulle mig i lort”, som Kvamm synger, hvorefter bandet bag ham eksploderer i knaldhård, beskidt rock.

Det vi oplever er et stramt koreograferet show, med en afbrydende overstemme, der hele tiden irettesætter og irriterer personen og ikonet Simon Kvamm – hvorfor spiller du ikke bare noget med Nephew? Folk gider ikke at høre det nye lort, du laver.

På den måde bliver musikken og de nye numre et opgør med alt det, som Kvamm tidligere har lavet, og samtidig bliver det mere råt, technotungt og udfordrende. Mens han prøver at finde ind til sig selv - sin egen kerne og dermed få ro. På livet og sig selv.

Vi er tilskuere og medvidende lyttere til en terapeutisk teaterforestilling, med en overjegs-Gud - eller er det måske janteloven? - der hele tiden afbryder Kvamm, når han introducerer sangene.

Det handler om at være mand i midtvejskrise – Kvamm er 46 – om at ville vaske tavlen ren. Men Over-Gud er der straks – ”du kan ikke vaske tavlen ren i lort”. Hvilket ikke forhindrer Kvamm og co. i at spille ”iLort”.

Det handler meget om Kvamm og hans egen navle, og samtidig handler det om os alle sammen. Om hvor utilpas man kan føle sig i et samfund, og det liv, der nu engang bliver tilbudt én her.

Det er forførende og berusende. Det er tung, tung støj, metalguitar ovenpå samplet hiphop, tilføjet øretævetæskende trommer. Grimt, men grimt på den befriende måde. Musikalsk passer det perfekt til de oprørske, krasse og utilpassede sange.

Tilføjet et hårdt klippet videoshow, der på billedsiden hele tiden kommenterer og uddyber pointerne i disse nådesløst udleverende sange – ”jeg er bange for mig selv”, lyder det på et tidspunkt.

Mens Kvamm styrer showet stramt, dansende rundt på scenen, dæmonisk folkeforførende, men hele tiden i kontrol som supertjekket entertainer, der har styr på hver en bevægelse og hver en sangstrofe.

Som i den messende hyldest til ”Kong Alkohol” - ”alkohol lyse over dig, og give dig fred”, og efter drukhymnen bliver klaveret kørt ind på scenen.

”Venter på lyde” bliver indledt med åbningsstroferne fra Mike Oldfields ”Tubular Bells”, og handler om at ligge søvnløs om natten og spekulerer sig sindssyg.

”Der er sket noget”, ”Kigger væk” og ”Folk skal bare holde deres kæft” – det er absolut nødvendige numre, inden showet på en måde finder fred med Over-Guden i sangen ”Træmand” – ”du er go nok”.

En kærlighedsballade om at være knudemand, der har svært ved at vise følelser –”der er et godt stykke vej, fra mit hjerte til dig”.

Der er ekstranumre i form af ”Kom vi flygter” og ”Pottemanden”- det er technotungt, grimt og følsomt, metallisk dødsmetal, hiphop-klingende med fræsende guitar og tonstunge trommer.

Glæd jer til "erstatningsfestivalen" i Nibe, hvor Simon og co.  også er på plakaten og vil blæse jer omkuld med nerve, nærvær og sindssygt stærke tekster, der rammer en i både hjerte og hjerne. Det hugger!

Marie Key, Carl Emil Petersen, Hugorm

Musikkens Hus, forpladsen, Aalborg, fredag aften, 25.6.2021