Huskunstner skuffede

Koncert - Joyce DiDonato: “Songplay”

Årets huskunstner - eller Artist in Residence - den amerikanske mezzosopran Joyce DiDonato gav fredag sin anden af tre koncerter i Musikkens Hus. Her fik man et bredere indtryk af hende, end ved den første i februar, hvor hun kun lod sig høre i omkring 15 af koncertens knapt 80 minutter.

Altså: hendes indsats gav sig ud for noget, det ikke var. Den samme fornemmelse fik jeg fredag.

Hvor DiDonato i februar sang et rent klassisk program var fredagens en liveversion af hendes prisbelønnede album Songplay fra 2019, og det anslog helt andre toner, dog stadig med rod i klassisk musik.

På klingende amerikansk fortalte hun om sangheftet "24 Italian Songs and Arias" fra 1894, der endnu i dag er et must, når man studerer sang.

Herfra har pianisten Craig Terry arrangeret en del sange som jazz, men kun seks af koncertens 17 numre var fra den annoncerede sangbog.

Det er naturligvis en smags sag, om man kan lide den slags. Mange klassisk interesserede ville nok kalde det helligbrøde.

Som altid står og falder projektet med, hvor godt det er udført, og jeg synes ikke, Terrys arrangementer er særligt spændende eller idérige. Han skriver sig ind i begrebet jazzstandards, og det bliver kedeligt i længden.

Resten af koncerten var et miskmask af amerikansk underholdningsmusik, en enkelt Piazzola-tango, som DiDonato totalt fjernede intimiteten fra og kastede ud i regulært drama.

Som anført i anmeldelsen fra februar har DiDonato i høj grad ressourcerne til de helt store energiudladninger, og fredagens koncert viste også sans for entertainment, men der var ikke noget, der rigtigt imponerede.

Hun havde god hjælp af især Charlie Porter på flygelhorn og trompet og lejlighedsvis af den fremragende Lautaro Greco på argentinsk bandoneon, men både bassist, trommeslager og den af DiDonato meget hædrede Clark Terry på klaver virkede noget uinspirerede i deres spil.

Også stoffet i den sidste koncert i Joyce DiDonatos Aalborg-serie 31/8 hentes fra et koncept-album, der tager udgangspunkt i klassisk musik præsenteret i nutidig dragt.

Kvaliteterne ved disse ufortalte kunne man måske have ønsket sig, at en "verdenssopran" inden for klassisk musik reelt sang klassisk.

Især når hun udnævnes som "Artist in Residence". Oveni købet har hun tilsyneladende tidligere præsenteret 31/8-koncerten i Aalborg.

Kunne hun ikke komme med noget nyt? Jeg synes ikke, at huskunstneren lever op til sit ry eller leverer, hvad man kunne forvente.

Koncert, Musikkens Hus, fredag

Foto: Aalborg Symfoniorkester og PR