Privat fest med Jenny

Koncert -  Jenny Wilson

Svenske Jenny Wilson, 46 år, er en ener, en musiker, der har forvandlet sin personlige smerte, sine nederlag og sit liv – voldtægt, brystkræft eller rollen som enlig mor til tvillinger – til fuldtonet, terapeutisk bearbejdende og samtidig uimodståelig dansende musik.

Så hvad skete der lige her en stille aften? Store Bededag på Studenterhuset... Vi var vel knap og nap 20 som var mødt op, for at høre Wilson spille live med band. Først og fremmest med materiale fra hendes seneste album ” Mästerverket”. En ganske selvironisk, fanden-i-voldsk titel, til en samling svensksprogede sange, der grundlæggende handler om at være og føle sig ensom og fortabt i denne verden.

De er blevet indspillet nærmest live i studiet og med sig denne aften havde Wilson også fornem backing i form af cello, bas og trommer og søsteren Sara Wilson på halvakustisk el-guitar.

Wilson selv bag keyboardet er iklædt brudeslør og hvid løsthængende kniplingsjakke. En slags forklædt brud, men illusion bliver brudt af hendes knaldrøde bælte, stramme tights og de langskaftede piratstøvler.

Bandet bag hende leverer en tæt og dynamisk lyd. Det hugger og vugger tæt, mens Wilson selv mestendels bag klaviaturet, banker hidsige akkorder ind i ensomhedens fortvivlelsessange. Et par gange under koncerten skifter hun til el-guitar og forvandler sin musik til salig, knitrende hvid støjrock.

Det her er mere regulær moderne rock i forhold til den foregående elektroniske synthpop med hiphopundertoner på album som f.eks. ”Demand the Impossible”. Men kors hvor er det fedt og forløsende.

- Jag var prisad och belönad,men vem älskar den som inte ens gillar sig själv?, synger Wilson på åbningsnummeret ”Ge mig nåt starkt”.

Hun har modet til at stå nøgen. Ganske blottet for selvhøjtidelighed og glamour og så alligevel med masser af livskraft. Det handler om at turde se det i øjnene, du allermest frygter og som har såret dig, og alligevel komme ud på den anden side – kaste det til side – selvom ”jag har allt att förlora", som Wilson skriger i sangen.

Det er lige på og på den måde stærkere, også selv om det kan være svært at høre Wilsons svenske vokal. Men udstråling og nærværet fejler ikke noget, og hurtigt er der fin og tæt kontakt mellem hende og publikum. Hun veksler mellem sine store og rige bagkatalog af engelsktekstede sange og de svenske.

- Kom tættere på, lyder det. Og vi rykker glade tættere på. Bandet bag backer fornemt op. Det er som at høre magisk sirenesang, når Wilsons stemme blander sig med søster Saras fornemt hylende guitartoner, og i det hele taget er korarbejdet som altid sjældent velklingende og rytmisk raffineret.

Som koncerten skrider frem, kan du mærke på Wilson og band, hvordan den tætte kontakt med publikum – I är et jattebra publik – løsner anspændelsen. Nervøsiteten bliver afløst af frydefuld spilleglæde, og der går rent punkattitude i den, når Jenny danser rundt på scenen. Det er som at høre en blanding af Kate Bush og Berliner-punkens Nina Hagen

- Forstår i mine svenske tekster? Ja. Lyder det fra dem. - Jeg forstår dem knappest selv, siger Jenny.

Men det gør mindre, mens vi får perler som kærlighedsballaden ”Dela på ett moln”, om to, der en midsommernat troede, at de var ved at blive elskende. Plus ”Säg vad som hände” og ”Gør vad som helst för dig”, inden vi ryger helt op i crescendo-rock i nummeret ”Love” med den trøstende afslutningslinje – ”don’t be scared, it’s only love”.

Og så er der fuldt knald på i ekstranumrene, hvor Wilson selv er tilbage på elguitar i en forrygende nytolking af ”Like A Fading Rainbow” fra hendes ”Hardship”-album (2009). Helt frygtesløs hopper hun selv ned fra scenen og kaster sig ud i vild og forløsende dans blandt publikum.

Gennem årene er det blevet til en del koncerter for denne signatur. Med større, mindre og rigtig store navne. Nogle er glemt. Men ikke – Muddy Waters, North Sea Jazzfestival, Stan Getz, på Louis, Aalborg, Leonard Cohen, Mølleparken, Prince, Aalborghallen plus et par navne til – nu kan Wilson føje sig til denne række.

Halvanden times koncert, der startede nærmest fra nul forventning, men som foldede sig ud som en stor, stærk oplevelse – en af den slags koncerter, som vi, der var der, aldrig glemmer. Helt tæt på, hudløst dirrende var det.

Om at tackle ensomheden og livets uforudsigelighed med sej livskraft og stålsat humør. 

Foto: Lone Brunø-Sørensen

Jenny Wilson

Studenterhuset, Aalborg, fredag aften, 13. maj 2022.