Sindssyg sej musik

Koncert - Jeff Buckley -hyldestkoncert

Hold nu fast for en koncert! I et næsten totalt udsolgt Musikkens Hus

En overgiven hyldest til den amerikanske sangskriver og guitarist Jeff Buckley, der kun nåede at udgive et enkelt album ”Grace” (1994), inden han tre år senere døde 30 år gammel i en drukneulykke.

Et debutalbum præget af Buckleys englestemme og rå rock, som nærmest fik legendestatus efter hans død.

Før drukneulykken arbejdede sangskriveren på nogle demoer og sangskitser tll næste album.

Senere udgivet som ”My Sweetheart The Drunk”. Ikke nogen stor produktion, men Buckleys efterladte sange og især albummet ”Grace” inspirerede mange af 90’ernes navne, som Radiohead, Muse og Coldplay.

Og så sandelig også den danske rockscene, der denne aften lod sig repræsentere med et særdeles stærkt sang-femkløver, Kira Skov, Silas Bjerregaard, Ginne Marker, Niclas Sahl, Bjørn Fjæstad.

Sådan en aften kan nemt ende i kopieringens afmægtige efterligning, men holdet havde valgt at nyfortolke Buckleys sange og givet dem et opdateret og sprællevende rock’n´roll udtryk.

Følelsesladet, jovist. Men også spillet præcist og klart.

Ballet åbnede med vor egen, eksil-aalborgenser Ginne Marker, solo på scenen. I Buckleys amerikanske gendigtning af Edith Piafs ” Je N’en Connais Pas La Fin”. Vuggende og svævende, med Ginnes røst, klar og sødmefyldt uden at klistre.

Og så kom det klodser på med tunge trommer og et formidabelt klart lydbillede, da Ginne blev backet op af bandet; Rune Kjeldsen, guitar, Troels Skjærbæk, bas, Jesper Lind, trommer, Henrik Lindstrand, keys og guitar.

“Everybody Here Wants You” stod dirrende og frisk, spillet uden dikkedarer, men lige på stålet. Silas Bjerregaard fulgte fornemt op med “ The Sky Is A Landfill”, inden Kira Skov lagde os alle sammen ned med sin mørke, store Billie Holiday-stemme  i “Mojo Pin”.

Den stemme fylder jo alt, når hun lukker op for sluserne.

Jamen, jamen. Hvis du manglede noget, var det da muligheden for at rydde de første 10 rækker i Musikhuset, så der kunne blive plads til et dansegulv.

Ekstatisk, men også afdæmpet inderligt skred koncerten frem. En bevægende “Corpus Christi Carol” med sanger Bjørn Fjæstad, blot understøttet stilfærdigt af keyboard og Kjeldsens krystalklingende guitar, vuggesangsagtig.

For herefter at blive vrængende vred og aggressiv i fuldblodsrockeren “Eternal Life”, inden den guitarbevæbende Silas Bjerregaard rev os og bandet helt op under loftet med sine versioner af “Dream Brother” og “Forget Her”.

Ginne Marker tilbage på scenen i “Last Goodbye”, men ikke mindst i duet med Kira i en udsøgt, indfølt “Hallelujah”. Leonard Cohen-klassikeren spillet på Telecaster-guitar af Gine, klar og blå som en rimfrossen morgen, mens hun og Kira flettede stemmer.

På den grønne elguitar, som Ginne måtte købe og øve på hjemme på teenageværelset, da hun første gang havde hørt Buckleys version af “Hallelujah”

“Lilac Wine” spillet balladeagtigt med whiskers på trommer og med Bjørn og Kira i duet, inden der igen blev skruet op for blusset i de afsluttende numre

“You Should’ve Come Over”, orgelindledt, inden nummeret foldede sig ud i overgiven fryd og hengivelse. Med band og sangerne Niclas og Kira stående der i lysshowets kegleformede myggenetsstråler.

14 numre på halvanden time. Lydefrit spillet og sunget, en stor aften, fornemt lyskoreograferet – gad vide om det ikke kan blive til en liveudgivelse?

Hvis – så er det én, jeg må have fingre og ører i.

Ps: Tak til Silas Bjerregaard for overskriften

Jeff Buckley -hyldestkoncert

Musikkens Hus, Aalborg, lørdag aften, 11. januar.

Foto: Lars Mørch