Lille mand – stor stemme

Koncert/jazz - Kenny Washington m. Jacob Christoffersens trio

Det er med jazzstandards lige som nonnekys – der kan komme noget kysk, sprukkent og småstøvet museumsagtigt over det, når vi endnu en gang skal høre ”I’ve got Rhythm” eller endnu værre ”What A Wonderful World”.

Ikke fordi der er noget galt med melodimaterialet. Det ender bare nemt i skaberi og villet inderlighed – især når håbefulde jazzsangere også kaster sig ud i scatsange.

Det var derfor ikke så lidt af en fuldkommen overraskelse at opleve den amerikanske sanger Kenny Washington, indtage intimsalen i Musikkens Hus med sin danske trio en onsdag aften i oktober.

Bag sig havde den 64-årige sanger, uformelt klædt i blå sweater, posede jeans og sneakers i størrelse skoæske, på flygel Jacob Christoffersen, suppleret med Jesper Bodilsen, kontrabas, og Zoltan Csorz, trommer.

- Hello, lød det fra den lille mand til den knap halvfyldte sal, og så var vi i gang med ”Bye Bye Blackbird”. Kenny Washington synger klart, nærmest silkeagtig bøjelig. Hans artikulation er velformet tydelig, så du hører og aflæser teksten lige så nemt som de mandshøje bogstaver på HOTEL HVIDE HUS

Han ynder at indlede med at synge sangen, sådan som den oprindelig er skrevet, for derefter at bruge melodien som udgangspunkt for dristige improvisationer. Hans scatsang kan minde om en bebop saxofonists soloer, komplicerede, rytmisk raffinerede og samtidig sommerfugleubesværet leveret.

I øvrigt har manden selv spillet altsax i 20 år.

”Bye Bye Blackbird” blev leveret renfærdigt, elegant fraserende, også i den improviserede scatsang. Der er noget rodfæstet – grounded – og underspillet over Washingtons sangforedrag. Og samtidig trækker han altid en passende sjat soul ind i sin melodibehandling.

Det er stort på sådan en stilfærdig, men desto mere indtrængende måde, mens denne vel knap 160 centimeter høje mand fører os igennem to sæt med både jazzstandards og kendte pop og soulsange.

Akkompagnementet bagved var lydefrit professionelt, tæt swingende, men også legesygt tillidsfuldt.

Efter den hurtige veloplagte ”Blackbird” fulgte kærlighedsballaden ”The Look of Love”. Spillet vemodigt, stilfærdigt – passende for linjer som “Be mine, tonight/Let this be just the start of/So many nights like this/Let's take a lover's vow/And then seal it with a kiss”.

Det kræver sit at holde spændstighed i så langsomt et tempo, som Diana Krall-nummeret her blev præsenteret i. Men trioen magtede det til fulde – og sikke et whiskersspil, sydende som fjern Vesterhavsbrænding, svenske Zoltan Csorz bød på.

Den mand burde indforskrives som gæsteprofessor på det nordjyske konservatorie. Han er både elegant swingende og stabil som et nylagt sildebensmønstret mahognigulv.

Bodilsen bidrog med dansende træmørk bastone, mens Jacob Christoffersen på flygel både kan få det til at risle frydefyldt, banke rytmiske akkorder ud eller få det hele til at synge lyrisk a la Debussy eller Satie. Men hele tiden er det jazz!

Vi fik bl.a. ”As Times Go By” kendt fra Casablanca-filmen med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman, men også Houston-klassikeren ”I Look for You”.

Andet sæt åbnede med Stings ”Fragile”, spillet lyrisk svævende, så du kom til at tænke på norsk højfjeld med udstrakt snedække af puddersne og blå, blå himmel.

Her blev også plads til latinrytmer og selvfølgelig Stevie Wonders ”You Are The Sunshine Of My Life”, saftig soulleveret, efterfulgt af ”Heres To Life”,”I’ve Got Rhythm” og endelig Otis Redding-klassikeren ”The Dock of The Bay”, hvor der gik taktfast rytmisk håndklap i publikum.

Stående ovationer gav pote i form af ekstranummeret ”You’ve Got A Friend” – en Carole King-klassiker, der udløste fælles korsang på publikumssæderne - til Kennys fulde tilfredshed.

En stor aften med en lille mand med en gudbenådet stemme. Det er stor kunst rendyrket at kunne forny standards og kendte sange på den måde. Kenny kan!

Foto: Nicolas Cho Meier/Musikkens Hus