Skip to main content
Koncert

Kristen sang om tro, håb og mørke

Koncert - Hymns of Nineveh

Udenfor blafrer trækævlerne i bålfadene, og indenfor er Vor Frelsers Kirke smukt lyssat, så kirkebuerne hvælver sig over én i sart lyserød. Sindet bliver stemt til højtid her i det nærmest propfyldte kirkerum.

Og hvad er mere passende, når bandet vi skal høre her foran alteret, hedder Hymns of Nineveh? For 10 år siden fik de med bandets grundlægger, forsangeren Jonas H. Petersen, overraskende, velfortjent succes herhjemme med det engelsksprogede, kristne julealbum ”Endurance in Christmas Time”.

Nu bliver jubilæet fejret med en Danmarsturné, der åbner netop her i Aalborg en forblæst, regnvåd novemberaften og samtidig er udkommet et nyt dansktekstet album ”Julekassen”.

Og netop det nummer åbner bandet med. Sangens første linjer lyder: ”Mens du venter på det store lys/hænger du en LED-lyskæde op i i vinduet/henter julekassen med relikvier/engle af ler og Jesusbarnet tegnet på en vatrondel”.

Men rent faktisk er det svært at høre, hvad Jonas synger. Kirkerummets akustik er ikke bygget til elektrisk forstærket musik, så den umiddelbare jubel over julens mirakel, hvor Maria fødte os en frelser, og mørket blev fordrevet, har svære betingelser her under kirkehvælvingen. Det er simpelthen svært at høre, hvad der bliver sunget.

Men spilleglæden og entusiasmen fejler ikke noget, hverken hos bandet - orgel, keyboard, el-guitar, bas og trommer - eller hos den 34-årige forsanger, født i 1987, opvokset i Ringkøbing og Botswana, hvor forældrene fra 1989-1994 var udsendt af Dansk Ethioper Mission.

Hvor dejligt må det ikke være at have så klippefast og umiddelbar en barnetro som den Jonas har. Hans åbenlyse glæde og entusiasme over at kunne stå netop her og besynge Gud smitter både af på os bænket i kirken og i hans eget sangskriveri.

Det er umiddelbare sange, båret af troens uskyld, ligefremt naive og er svære at forestille sig sunget af andre end netop Jonas. Hans stemme er lidt hæs her i aften, men ellers er han jo kendt for at kunne gå så højt op i en falset, at den kilder Guds engle under tæerne, når de står og øver harpespil på hvide lammeskyer.

I ”Stop Loss” bliver der referet til Ingemans ”Dejlig er jorden”, vi er til begravelse og ganske henført synger Jonas ”livet er herligt, jorden er dejlig”.

Bandet bag ved veksler lydefrit mellem det tyste og ganske rockorkestrerede og undervejs får du lov til at høre så usædvanlige instrumenter – i hvert fald i kirkesammenhæng – som mundharpe, banjo og penny whistle.

Men akustikproblemerne gør det vanskeligt at høre teksterne, og de er jo ikke uvæsentlige i denne sammenhæng, med det kristne fokus på tro, håb og det mørke, som vi alle længes efter nu skal forsvinde ved solhverv.

Det bliver bedre efterhånden som koncerten skrider frem, måske også fordi at bandet kan mærke publikums umiddelbare varme respons og selv får beroliget premierenerverne. For de har godt fat i kirkebænkenes lyttende publikum.

”Solhverv”, igen et af numrene fra det nye danske album, låner også denne gang fra Grundtvig med linjen ” Julen er kommet, med solhverv for hjerterne bange.” Igen med besyngelsen – ”nu vender det, vender det nu?”

Bandet bag Jonas sørger for det lydhøre akkompagnement. Der kan gå fra det stilfærdige, afdæmpede med følsomt klaverspil til fuldt udtræk med keyboardflader, salige uh-hu kor, el-guitar og rocktrommer – det kan sine steder kan minde om en amerikansk gospelkoncert. Og det falder godt i ørerne.

Især i den engelsksprogede afdeling med numre fra ”Endurance in Christmas Time” går der netop den form for løssluppen, henført energi i koncerten. Og det udløser efter stående klapsalver endnu en stribe numre – indledt med ”Frostsalme”, men hvor især kærlighedshymnen ”Kastanjer” griber fat i os.

”Du kommer hjem, lægger dine nøgler i lyset på bordet/Jeg elsker den lyd af, at du kommer hjem/Og den duft, der breder sig, når du er her …jeg tror, du kom for at fortælle mig/Jeg ikk' bor alene med smerten i verden”.

Se det kræver mod og tro at synge sådanne linjer – og det troende mod har Jonas og hans band.

Foto: Lars Mørch

  • Hymns of Nineveh.
  • Vor Frelsers Kirke, Aalborg, torsdag aften.
  • Sætliste: Julekassen, Stop Loss, Blaffere på Mælkevejen, Mariasangen, Nu er det tiden til at vente, Det ensomme atom, Solhverv, Christmas Is Here, The Boy in The Manger, Endurance in Christmas Time, The Same Old Snow Covered Grounds, Who Can Make A Woeful, Colour Bird, Anywhere, It’s December Again, Frostsalme, Pilgrimssang, Kastanjer, Et uslukkeligt lys.
Arkiv