Uadvendt

Koncert - Hyldest til Toots og Asmussen

Mundharpespiller Mathias Heise er ikke i familie med Lotte Heise, og hans mor har ikke et sydlandsk temperament …

Sådan som han betroede os i løbet af en halvanden time lang afsluttende koncert torsdag aften sidst på efterårsuge nummer 42. Og i øvrigt spiller han med en stor flot tone på sin kromatiske mundharpe – klar og skarp som en nypudset sabel. Blåligt skinnende, stålstærk og nuancerig, når han trækker enkelttoner ud af harpen.

Bag sig i denne hyldestkoncert til Toots & Asmussen havde mundharpekapelmesteren et både oplagt og kompetent hold, Kristian Jørgensen, violin, Pelle von Bülow, guitar, Jakob Chrisstoffersen, piano, Thomas Fonnesbæk, kontrabas og Jeppe Gram, trommer.

Svend og Toots – udtalt Tuts i Heises forsøg på at ramme den nordjyske sprogtone – dækker jazzhistoriske over to musikalske venner, den belgiske mundharmonikavirtuos Toots Thieleman og den danske violinstjerne Svend Asmussen. Og selvfølgelig hørte vi nummer fra deres samarbejde.

Som i åbningsnummeret ”The Spirit Feel”, med et funky groove, saftigt swingende som et cubansk palmetræ svajende i den tropiske vind på havnepromenaden i Havanna.

Spillet tæt, tæt og organisk, som en sammensvejset enhed, men altid lydhør og opmærksom på, hvad de andre nu har gang i.

Her blev også plads til soloer hele raden rundt, fyndige og velformulerede, og sådan forløb resten af aftenens musikalske legestur sig også.

En skælvende, smuk og bevægende udgave af ”Vem kan segla förutan vind” med Kristian Jørgen og Mathias Heise selv i en unison intro, og med en fornem Wes Montgomery-klingende solo fra den guitarist Pelle von Bülow.

Efterfulgt af Heises egen kompostion og hyldest til sin mor ”Para mi madre”, fuldtonet, fuldblods tangoklingende, med mundharpespilleren selv smådansende og rokkende med anerkendende hoved til Jørgenens solo – båret af Asmussen-klingende vellyd og livlig spillemandsnerve.

I klassikeren ”Mister Nashville” fik vi igen prøver på Bülows klartone og sofistikerede spil, men også Fonnesbæks viril drillende solo sad som den skulle.

”In A Sentimetal Mode” spillet lige tilpas tårevædet uden at drukne i sentimentalitet, en forrygende, indsmigrende ”Velas” med fine drilske solodueller, inden Thielemans jazzhit ”Bluesette” (1961) med bl.a. en mundfløjtende Kristian Jørgensen satte et foreløbigt musikalsk punktum.

Men et stående og klappende publikum ville ikke give slip og fik valuta for klapperiet i form af en fuldfed  ”Groove Merchant”. Det nummer kunne de såmænd godt navngive en ny 45 % Ingstrup-ost efter.

Fuld blæs på og saftigt swingende.

Foto: Lars Mørch