Selvransagende Kvamm

”Hugorm”

Hvem åbner lige en koncert med en sang om en hund?

Det gør Simon Kvamm, kendt som frontfigur og forsanger i Nephew, fredag aften, da han går på scenen på Studenterhuset med sit nye band, ”Hugorm”.

Og ja – selvfølgelig Elvis, dengang han var ung og godt kunne finde ud af at rock’n’rolle til ”you ain’t nothing but at hounddog, and you ain’t no friend of mine”. Det var før, han blev forvandlet til en kæmpestor oppustet, svedende hvedebolle, der var hældt ned i et jumpsuit overdrysset med rhinestone.

Kvamms hundenummer hedder ”Charles”, og det åbner med en tung, truende drone, inden først guitarist Morten Gorm og trommeslager Arni Bergmann går på scenen. Gorm iført camouflagefarvet kampuniform, og Bergmann i kridhvid skjorte og sømandssvedeklud om halsen.

Selv kommer Simon Kvamm ind, travende med en tung rygsæk på skuldrene, og så er vi i gang med ”Charles”. En søndagssang, der både handler om at elske at være på landet og kigge på piger og at elske at være en hund. Bare at glemme alting og slå sit over-jeg fra. Og ”rulle mig i lort”, som Kvamm synger, hvorefter bandet bag ham eksploderer i knaldhård, beskidt rock.

Det er grimt, det er beskidt elguitar, og trommer, som pisker pulsen op, mens Kvamm befriet synger ”det er sådan, jeg er”.

Og hvor er Kvamm, nu 45 år gammel, så henne? Et rigtig fedt sted rent musikalsk og et selvkritisk, selvransagende sted rent personligt. Som koncerten skrider stadigt mere overbevisende frem -hvis du kan kalde det for en koncert – for i virkeligheden er vi tilskuere til en slags terapeutisk teaterforestilling, med en overjegs-Gud eller måske janteloven, der hele tiden afbryder Kvamm, når han introducerer sangene.

Som ”iLort” – ”hvorfor skal du hele tiden lave noget nyt?” og ”hvorfor spiller du ikke bare noget Nephew”, og Simon Kvamm forsvarer sig med, at han vel har lov til at udvikle sig og komme et andet sted hen, vaske tavlen ren, og så er Gud Overjeg, der straks ”du kan ikke vaske den ren i lort”

Sådan fortsætter ”koncerten” med sin blanding af skuespil, show, video og selvransagelse, mens Simon krænger sig selv, men også os – tilhørerne - ud. Du kan tale om en mand i midtvejskrise, men krisen går ikke blot på det private, men på en grundlæggende følelse af at føle sig utilpas i det samfund og det liv, vi nu engang bliver tilbudt her.

Alt imens springer Kvamm adræt og smidigt rundt på scenen i sit sorte joggingsæt i evig bevægelse som en blanding af en ung Mick Jagger og stumfilmstjernen Buster Keaton.

Det er tung, tung støj, metalguitar ovenpå samplet hiphop, tilføjet øretævetæskende trommer. Grimt, men grimt på den befriende måde. Musikalsk passer det perfekt til disse oprørske, krasse og utilpassede sange.

Det er ikke bare mørkt, mørkt – det er også befriende genkendeligt og sine steder lattervækkende. For selvfølgelig kan Kvamm ikke lade et Covid-19 lammet land ligge ubesnakket hen – altså hvad sker der. Et Jomfru Ane Gade der lukker kl 22? Aalborgs heftigste værtshusgade-

-Der var så tomt og stille, da jeg gik igennem. Det er som at opleve Batman i en Berlingo, eller Dolly Parton i en kedeldragt!

”Mere Tape” er tung, hærgende punk om 40-årig mandlig krise. Det skal simpelthen mere og mere tape til for at holde kroppen sammen, mens ”Absolut nødvendigt” bliver indledt med oplæsning af den norske forfatter Tomas Espedals roman ”Gå”. Som handler om netop det, søge frihed, krydse grænser, men også om at gå på druk og gå i hundene.

Igen blander overjeget sig, mens Kvamm til sidst sidder på scenekanten og tømmer rygsækken. Så kun det absolut nødvendige er tilbage.

”Kong Alkohol” er udformet som en liturgisk velsignelse af sprut – ”alkohol lyse over dig, og give dig fred”, og efter drukhymnen bliver klaveret kørt ind på scenen. Kvamm solo i nummeret ”Træmand”, en kærlighedsballade om at være sådan en knudemand, der har svært ved at vise følelser –”der er et godt stykke vej, fra mit hjerte til dig”.

”Venter på lyde” leger med Mike Oldfields klassiske tema fra ”Tubular Bells” tilsat bandets egen lyd, om at ligge søvnløs om natten og spekulere sig hulrøvet. ”Folk skal bare holde deres kæft” og Falder fra” – igen to selvudleverende sange følger, inden ekstranumrene.

 ”Pottemanden” om kunsten at sige nej, nej til ”Vild med dans” og tøjreklamer, inden vi sætter punktum med ”Kom vi flygter” – titelnummeret på Hugorms nye oktoberalbum.

Hvor Kvamm introducerer med småfilosofi om gerne at ville vende tilbage til den gamle verden, før corona. Men også at den nye verden, der venter, når Covid-19 er væk, gerne må indeholde andet og mere væsentligt, end at vi får lov til massivt at flyve på ferie igen. Nærvær for eksempel og kram og livekoncerter som i gamle dage.

”Hugorm” er denne aften, som det lød bagfra – ”en skidegod koncert, simpelthen”, for Kvamm har på mange måder vristet sig ud af den golde, forudsigelige blindgyde Nephew var endt i. Det her er mere lige på, mere ærlig snak.

Grim og følsom rock, metallisk, hiphop-klingende, med nerve, nærvær og stærke personlige tekster. Det hugger som ormen med zig-zag striben ned ad ryggen.