Sangskrivere i symfonisk sound

Koncert - Hempler, Bjerregaard, Linnet & Aalborg Symfoniorkester

Der er ikke det rockband med respekt for sig selv, der ikke har lånt en frase eller en strofe fra den klassiske musik. Procol Harum citerede fornøjet Bach på deres kæmpehit ”A Whiter Shade of Pale”, og både Moody Blues og Electric Light Orchestra ”lånte” også flittigt fra den store mester.

Så hvorfor ikke prøve at gå lidt den samme vej, har det Musiske Hus tænkt og inviteret tre danske solister, Hempler, Bjerregaard og Linnet til at tage livtag med Aalborg Symfoniorkester.

Og så oveni få tre komponister til at skrive nye nodeark baseret på de tre kunstneres bagkatalog. Med symfonikerne dirigeret af britiske Ben Palmer, der er kendt for at kunne netop det – dirigere symfonisk pop.

Første mand på scenen i Musikkens Hus, Claus Hempler, 54 år, brød først og fremmest for alvor igennem med albummet ”Kuffert fuld af Mursten” (2019).

Efter i mange år at have sunget på engelsk, fik han et nyt og stort publikum med de selvransagende, ironiske men også hjerteskærende ærlige sange på ”murstensskiven”.

Hempler indledte alene på akustisk guitar med en nyskrevet titel ”Lukket Fest” – en sang om snart at kunne læne sig tilbage som ”popsanger emeritus” og ryste på hovedet af de Grundtvig-bakkenbarter bærende unge rockmusikeres forsøg på ramme stjerneloftet med deres musik.

I cool selvironisk, men også vanlig stilsikker stil og ikke bange for at udstille sin egen selvhøjtidelighed.

Fornemt nummer. Herefter tog Symfoniorkesteret så fat med jazzdirigent Kathrine Windfelds nye arrangementer til Hemplers sangskriveri. Denne signatur kan ikke prale af at være den store kender af symfonisk musik, altså partiturmusik, men i mine øren tog det svaleflyvende strygerarrangement mest form af et diskret baggrundstæppe.

Uden for alvor at tilføre Hemplers melodier eller tekster noget afgørende nyt.

Hemplers vokal stod heldigvis tydeligt og klart fremme i lydbilledet, så det var bare at læne sig tilbage og nyde hans poetiske, overraskende ordbilleder, tegnende et portræt af en mand i en midtvejslivskrise.

Stilfuldt og nydeligt som en nystrøget nederdel var det. Men jeg ville til enhver tid hellere høre Hempler med et fuldblods rock’n’roll-band.

Så blev det Katinka Bjerregaards tur, 33 år, vores bramfri og stærke kvindelige sangskriver, der i sine meget personlige, selvundersøgende sange finder et stærkt udtryk mellem det selvsikre og det skrøbelige sårbare.

Hun indledte på ukulele med ”To veje”, om en kvinde, der bryder med sin fortid og tidligere liv, og dermed bliver stærkere.

Med linjer som ”ved ikke hvor jeg skal hen” og ”brændte broer du ikke går på”. Sunget og spillet ganske enkelt, men desto mere nærværende.

Herefter fik vi det symfoniske og ganske korte lyddigt ”Gulvtæppet”, komponeret af pianisten Christian Balvig, der stod bag noderne til Bjerregaards sange. Om ”at føle sig kæmpestor på en scene og lillebitte bag scenen”, som Katrine introducerede den.

Et stykke, som vekslede mellem det bombastiske, imposante og sarte afsluttende strygerstykke.

Herefter var sangerinden tilbage på scenen og gav den fuld power i egne numre. Det var som om, at symfoniorkesteret her for alvor fik løsnet musklerne og gav den kul. Især i den afsluttende ”Luftballoner”, hvor Katinka ganske kæk også hoppede op på podiet bag dirigent Palmer og sang lungerne flade.

Endelig sluttede vi af med dansk popmusiks ”one and only” Anne Linnet, 70 år, med tre af hendes nærmest ”klassiske sange”.

Hun indledte med ”Barndommens gade” sunget stilsikkert men også en anelse sprukkent, men godt hjulpet af en medbragt korsangerinde. Nydeligt og kompetent var det uden for alvor at føje noget nyt til kompositionerne.

Noderne til symfoniorkesteret var skrevet lydefrit af Adi Zucanovic, og sådan sluttede vi trygt og genkendeligt af med ”Tusinde stykker” og ”Forårsdag”. Det er jo det Linnet kan, skrive enkelt og nærværende, på kanten af det banale, og stadig få det til at fungere. Det er slidstærk kunst.

En symfonisk aften med gode sangskrivere svøbt i større lyd, end vi er vant til. Stilfuldt, sikkert gennemført, men spørgsmålet, der stadig kører rundt i hovedet, er:

Truer den pompøse indpakning ikke med at kvæle ordene og melodiens skønhed?

Foto: Lars Mørch

Claus Hempler, Katinka Bjerregaard, Anne Linnet & Aalborg Symfoniorkester

Musikkens Hus, Aalborg, fredag aften, 24 maj.