Gåsehudsfremkaldende

Koncert -”Margrete Grarup Allstars”

Det er et stærkt ord, gåsehudsfremkaldende. Men det er den fornemmelse, du sidder tilbage med efter at have tilbragt en søndag eftermiddag med Grarup Allstars.

Ganske ubesværet blander dette tæt sammenspillede band blues, funk, gospel, jazz og soul. Det er håndspillet, legesygt og chancetagende, og hele vejen igennem mærker du bandet som en levende organisme, parat til at få det optimale ud af sangene her og nu.

I vokal front finder du den nordjyske sangerinde Margrete Grarup, 51 år. Grarup selv er uddannet i sang fra Nordjysk Musikkonservatorium, tog diplomeksamen i 2003, og har siden 2006 også lejlighedsvis undervist her.

Hun kan sit kram rent teknisk, men er også velsignet med en stemme, der kan få gulvbrædderne i Musikkens Hus intimsal til at skælve under én. Hun kan holde et ”you” så længe. at du kan nå ud i foyerens bar og bestille et glas hvidvin, og når du vender tilbage med glasset, holder hun stadigvæk tonen.

Spirituel og gudbesyngende og samtidig bluesagtig honky-tonk.

Repertoiret som bandet spiller spænder fra ”Playing with my friends” over ”Summertime” til ”Time is getting tougher”. Rytmegruppen, Esben Bach, trommer, Niels Nello Mortensen, bas, suppleret med Hammond B3, Rasmus Stenholm lægger en spændstig trampolinbund, som de andre kan boltre sig på som solister.

Når de da ikke selv slår sig løs. Venstrehåndsguitaristen Uffe Steen spiller med en klokkeklar tone og bygger ofte sine soloer op stilfærdigt, nærmest hypnotisk svævende, inden han så giver den fuld hammer nede over tolvte bånd på sin Gibson.

Ofte vil du opleve ham i tæt duospil med tenorsaxofonisten Niels Mathiasen, der udover fyndige, rytmiske kor også kan lyde kattespinnende jazzlad, så selv Ben Webster ville nikke anerkendende.

Første sæt lægger ud med en af B.B. Kings favoritter ”Playing with my friends”. Saftig swampet lyd med fuld knald på, og hvor der hele tiden bliver givet plads til soloer. Vi får selvfølgelig også dybtfølt blues ”Down in Mississippi”, men bandet kan også spille ganske funky, eller sætte dybe stød ind, hooks lige til kæben, eksempelvis i James Taylor-nummeret ”Steamroller”

Andet sæt bliver indledt af et trionummer, sax, bas og Grarup i Billie Holiday nummeret ”Ain't Nobody's Business” – blot indledt med Mogensens spadserende bas, før Margrete falder ind, og varsomt tilføjet Mathiasens følte tenorsax. På en og samme tid ganske enkelt, jordnært, men desto mere krævende rent musikalsk – men det bliver forløst gåsehudsfremkaldende.

Så går det slag i slag med ”Freedom” hvor mikrofonproblemer bliver løst med professionel besindighed uden at det går ud over den majestætisk fremadskridende kvindesang om endelig at kunne gøre sig fri af og fra en mand.

Selvfølgelig får vi også Grarup i ”Summertime”, Gershwin-sangen fra ”Porgy and Bess”, spillet så langsomt, at det næsten synes umuligt, men desto mere hjertegribende. Det nummer er ikke så lidt af en signatur-melodi for Grarup, og hun overgiver sig til teksten, og efterlader os åndeløse.

Hun synger ikke sangen -  sangen synger hende.

Der blev også plads til Aretha Franklin og andet godt – men først og fremmest er Grarup Allstars et band fuld af gode musikere; kompetente, men heller ikke bange for at kaste sig ud i leg eller tage chancer.

Improvisation og lydhørhed er i højsædet i stedet for det forud tilrettelagte. Det giver bandet og deres musik en friskhed båret af  jordnær spilleglæde og udstrakt beredvillighed til at tage chancer.

Og så risikerer du at blive blæst befriende omkuld, som vi heldige blev, der var til stede denne kolde novembereftermiddag.

Foto: Nicolas Cho Meier

Vil du have et nyhedsbrev? Så tilmeld dig på: brev@kulturen.nu

For god ordens skyld: Der kommer kun ét nyhedsbrev om ugen. Ingen spam herfra.