Fra hjerte til hjerte

Koncert - Ginne Marker

Hun ligner noget, der er klippet ud af et modeblad fra 40’erne med sit kortklippede krøllede hår, lange, behageligt løse bukser og gylden bluse. Sådan lidt cool i stil med en ung Katharine Hepburn, den amerikanske skuespillerinde.

Navnet er Ginne, Ginne Marker, 26 år, født og opvokset i Aalborg, guitarist og sangskriver. Nu er hun tilbage her i intimsalen i Musikkens Hus for at spille numre fra debutalbummet ”For Seasons to Come”, som en vis coronanedlukning spændte ben for, hvad angår turné.

Så hvad er mere passende end at begynde med netop den som åbningsnummer. Med Ginne selv på guitar og bag sig en lydhør, kompetent trio, Frederik Damsgaard, kontra- og elbas, Jeppe Gram, trommer og kor, samt Heine Hansen, keyboard.

Ginne har en stor, stærk stemme, hvor du kan høre inspiration for sangskrivere som Norah Jones, Joni Mitchell og Carole King. Og samtidig er hun helt sin egen. En stemme på en gang honningsød og mandelbitter, som passer perfekt til linjer som ”I gave my heart to you, one day you gave it back”.

Tempoet er roligt, men spændstigt, uden at blive slasket eller hænge. Ginnes stemme er forstærket lige til kanten, det er lige før, det vælter. Men det bliver rettet op, som koncerten skrider frem, og det er rigtig godt for nuancerigdommen. Klingende og fraserende og med et register, så du knapt kan tro dine egne to ører.

Efterfølgeren ”La Vie En Glace” er sådan en Django Reinhardt-inspireret jazzting, elegant kompetent forløst med Heine Hansens keyboard-intro, inden vi i ”Some Day” igen beskæftiger os med den der umulige forelskelsesproblematik, når du er vild med nogen, som leger med dine følelser.

Spillet whiskersafdæmpet og kærlighedsbekendende - ”untill our timing gets just right, my dear, I’ll be waiting just for you”. 

“Tick of Time” fortsætter i samme lidt melankolske spor. Ginnes sangskriveri har form af popsange, rige på billeder, komplekse tekster, på en gang fnuglette og samtidig med underliggende, tænksomme lag.

Spillet live til en koncert skal de strækkes, og selvom sangskriveren er en glimrende guitarist eller rettere fremragende, så vil en blæser, sax eller trompet, løfte det, gøre det mere loose. Måske droppe trommeslageren, selv om han synger smukt kor?

Nå, den slags spekulationer blev snart gjort til skamme. I ”Lullaby For You” med Dalsgaards indfølte bassolo og Ginne oppe i det storladne, henrevne med en stemme, der får det til at rygradsrisle.

Og så blev skabet for alvor sat på plads i ”3 & Five”, om at blive svigtet, hvor Dalsgaard skiftede til el-bas, Med en stilfærdig håndtrommende intro, langsomt byggende op, inden Ginne selv gik i rock’n’roll-mode med en solo, der var lige ved at sætte ild i scenegulvet.

Helt nede over 12-bånd på guitaren, vredladent, men også befriende. Herfra gik intet galt. ”Saint” med Ginne solo, smagfuldt og diskret støtter af whiskers og strøgen bas, en stjernestund med hendes betroelse – ”I’m all yours, you just don’t know it yet”.

For ikke at tale om det kvantespring, du kan høre på hendes to nye numre, ”Never Golden, But Beautiful” og ”Omen” planlagt til hendes nye album. Overdådige, men stadig stramme kompositioner, ikke ganske ulig Kate Bush, men samtidig så usvigeligt Ginnes egne.

Og så ekstranummeret efter vedvarende, insisterende klapsalver. Ginne på sin halvakustiske med Heine Hansen bag klaviaturet i ”Good Night Good Love” – med den passende slutlinje: ”what a mess you’ve made of me, tonight I’ll let it be, good night good love, sweet dreams”

På scenebanneret bag hende står der Ginne Marker, og med store bogstaver GM – det må stå for Great Music. For det er det Ginne laver og folder ud med pragtfuld stemme i jazzet pop, dybfølte tekster og med sikker fornemmelse for at vælge netop det, som forløser sangens inderste kerne.

Læs interview med Ginne Marker