Sær, blandet bolsjepose

”Frihedens lysdøgn” – med Søren Huss, Cæcilie Norby, Per Vers og Anya

Nogle gange, når du går til koncert, ved du ikke, hvad du går ind til. Men det hæmmer jo ikke forventningens fryd. For hvad var ”Frihedens lysdøgn” egentlig for en størrelse?

For det første er ”Frihedens lysdøgn” titlen på sangen, som vandt konkurrencen ”Frihedssangen 2020", udskrevet i anledning af 75 året for Danmarks befrielse fra den nazistiske besættelse. Dengang hvor alsangen dannede vokal protest mod besættelsesmagten med sange som ”Altid frejdig, når du går” og PH’s ”Man binder os på mund og hånd”:

To: Men det er også navnet på en koncert, som kombinerer recitation og oplæsning ved digteren Anna Vad, mens solisterne Søren Huss, Cæcilie Norby, Per Vers og Anya fortolker frihedstemaer fra den fælles sangskat akkompagneret af et lille firemands band med kapelmester Nikolaj Busk i spidsen.

Popsangerinde og vært Julia Maria skrev vindersangen i tæt samarbejde med Busk og Vad, og sidstnævnte – digteren, indleder sangaftenen med at citere H.C. Andersen -  At leve er ikke nok, solskin frihed og en lille blomst må man ha´.

En højstemt tone bliver straks slået an, og som aftenen skrider frem bliver den sine steder ligefrem patetisk salvelsesfuld, mens Anna Vad endevender emnet frihed og sang i forhold til kerneord som ideerne, sproget, kroppen, lysten, krigen og livet i sin såledeshed.

Det er namedropping på højt litterært plan med bl.a. Kaj Munk, Leonora Christina, Jens August Schade og Jens Baggesen på tapetet suppleret med afskedsbrev fra en henrettet modstandsmand.

Du skal godt nok koncentrere dig for at følge med og forstå disse ordrige associationer, og Vads introer til de vidt forskellige sangere stritter i alle mulige retninger og har faktisk meget lidt eller intet at gøre med, hvordan solisterne rent faktisk tolker deres udleverede stikord. Hvis de overhovedet forholder sig til det.

På den måde bliver der nærmest tale om fem små koncerter samlet i én.

Efter at popsangerinde og vært Julia Maria har indledt, går første solist, Anya, på scenen. Smukt højgravid med tvillinger, giver hun bl.a. C.V. Jørgensens ”Amor og den sidste pil” og sin egen ”Lille hvil” om at skulle være, nå og ville for meget og derfor køre sig selv op i spids hjernenedsmeltning. Fornemt understøttet af det velspillende band med orgel, elguitar og den arabiske oud, mens celloen blev brugt som percussionselement.

I det hele taget var det det knalddygtige band, der efterhånden som aftenen skred frem forløste solisterne ganske blændende. Også i kraft af den usædvanlige instrumentering som tilførte de valgte sange helt nye facetter.

Hiphoppens egen Per Vers havde selvfølgelig fået ordet og løste opgaven elegant – ”af ord er du opstået, til ord skal du blive", og sluttede overbevisende af med et freestyle nummer. Altså improviseret ordrap med to tildelte stikord fra salen, nemlig løbetid og zebra, og lovede at slutte på det sidste.

Det udløste velfortjente latterudbrud, da Per Vers fik afrundet sin rablende rap med historien om tæven, der var i løbetid og fik sort-hvide zebrastribede hvalpe: - Se, far. Vores hund har fået en zebra.

Søren Huss gav en skæv, humoristisk og harmonikaslingrende udgave af ”Ole sad på en knold og sang”, efterfulgt af Blichers sørgmodige ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”, indledt med en fabelagtigt intro af oudspiller Orhan Özür Tunan, men også Sørens egen ”Et helt almindelig liv” med sangskriveren selv ved flygelet bød på en stjernestund.

Cæcilie Norby indtog naturligt scenen som den jazzdiva, hun jo er. Det kneb lidt med at nå helt op i tonerrækken i hendes eget jazznummer ”First conversation”, skrevet til hendes nyfødte datter, bedre gik det i Gasolin’s ”Kloden drejer stille rundt” ligesom vi fik prøver på hendes percussionevner på lerkrukke, ordløs sang og mellemøstlig hvirvelvindsdans

Julia Marie bød på vel oppulent popsang bl.a med nummeret ”Uden hinanden”, kendingssangen fra DR’s julekalender ”Pagten”, inden aftenen rundede af med alle på scenen i fællesang på ”Frihedens lysdøgn”.

Fin musikalsk aften sine steder, men helt overordnet en sær rodet bolsjepose med lidt af hvert og uden et egentlig samlende forløsende udtryk.

Arkivfoto: Rene Jeppesen/Musikkens Hus