Folkerocken på turné

Koncert - Folkeklubben

Du kan ikke beskylde Folkeklubben for at fedtspille eller spare på energien, når du svedigt underholdt går fra koncert med dem.

23 numre inclusive to ekstra fyret af på knap to timer. Selvfølgelig med en passende indlagt vandingspause til ståkoncerten.

Åbningsnummeret ”Mellem aldrig mere og ikke endnu”, fra deres 2020 album, som strandede i coronaepidemien, præsenterer bandets tre medlemmer på det nydeligste.

Forsanger, guitarist og ordmageren Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong, trommer og sang, leadguitarist Rasmus Dall.

Rasmus Jusjong har nu fået et rigtigt trommesæt i stedet for den kuffert med fodpedal, håndtrommer og diverse percussionstingel-tangel, som han spillede på dengang Folkeklubben lagde ud.

- Mellem aldrig mere og ikke endnu. Er det her det sker? Det ved kun du …

Du kan høre teksten som en dialog mellem mand og kvinde, et par, der prøver at finde ud af ,hvor de er henne i deres forhold lige nu. Eller som en beskrivelse af vort samfund, som det står og vipper igen på kanten af en nedlukning.

Lige fra begyndelsen, da Folkeklubben lagde ud i 2011 med frisk drengerøvsattitude, blot to guitarer med en iderig, uortodoks percussionist, har de formået at kombinere samfundskritik med almenmenneskelige erfaringer og personlig livsindsigt.

Og de vandt hurtigt terræn med deres kombination af folkelig visesang tilsat passende doser pop og rock, og hvad der nu skulle til for at forløse en given teksts potentiale.

Nu er der skruet op for ambitionen.

Folkeklubben vil eller er i gang med at forvandle sig til et mere ”traditionelt” rockband.

Den folkelige populærmusiktrone står jo tom og har ikke rigtig fundet en ny arvtager, efter Kim Larsens alt for tidlige død, 30. september 2018.

Selv om det er dristigt at lægge ud med et så stilfærdigt, delikat nummer med leadguitarist Dalls typiske slidespil på bottleneck, så kommer der andre boller på folkesuppen, da den aalborgensiske bassist Mads Kühn (tidligere Get Your Gun) enter scenen i lang skødefrakke og lægger en fed, groovy bund under.

Så er vi i gang og kommer hurtigt op i gear med numre som ”Ring når du får tid”, ”Om Helte” og ”Danmarksfilm” – du ved den med linjen ”det er godt for det, der er op i dit hoved” og indledt med Kjartans kendingshyl raouu-wup, raouu-wup.

Et hyl Arngrim udviklede i sin barndom for at vække galskaben til live, så han kunne forfølge sine drømme

Det er svært at sætte en fedtet anmelderfinger på noget. Tempoet er sejt og gyngende. Josjung fungerer glimrende som timekeeper bag trommesættet, og bassist Kühns opfølgende basfedme er upåklagelig. Dall kan få en blokguitar til at klinge i krystalklare melodiske figurer, og Arngrim lader som sædvanlig passende doser småfilosofisk, sofistikeret samfundskritik krydre numrene.

Smukt syngende er han også der under sin kække hat, der kombinerer befjeret tyrolercharme med cool tjekkethed.

Men noget af letheden og uforudsigeligheden er gået af bandet. Brugen af bas og trommer binder også bandet i et bestemt musikalsk format. Ikke fordi der er noget galt med det, men lidt af raffinementet, det svævende elegante og tryllestøvet er forsvundet. Med farvel og Good Beirut til det halvakustiske, oprindelige format.

Og så bliver der alligevel plads til en stjernestund i nummeret ”Sort tulipan” om selvmord og død, elegant forløst med Arngrim og Dall på akustisk guitar, enkelt og nærværende, inden Josjung føjer sin melodika til. Sådan!

Og så pedalen i bund igen med bl.a. ”Flammende hjerter”, ”Børn af den tabte tid” med fælleskor fra salen, ”Torben Ulrich” – med linjen ”der er sol over Danmark”, og der er også sol i vore hjerter, da første sæt slutter med Kjartans pauseord ”anden lektion starter om 20 minutter".

Og det gør den. Nu ganske overraskende med Mads Kühn ene på scenen med banjo i ”Idioterne og vennerne”, inden de andre sluttede sig til og trak nummeret frem i et hypnotisk tempo.

Med en typisk tekst for Kjartan, der jo ikke skelner helt skarpt mellem os såkaldte normale og så de anderledes – ”vi kommer, og vi roder med antennerne, med kablerne/vi roder lidt med tanken/om at samle idioterne og vennerne/om at gribe chancen/hej min ven, forstår du, hvad vi siger?”

Vi fik aftenens eneste kopinummer, den smukke ”Blomsten og Vasen” af Benny Holst, inden der igen gik rock i synagogen med ”Fedterøv”, ”Falden Gud”, ”Hvor smukt kan det regne”, ”Cohiba Zanzibar”, ”Flammende Hjerter” og efter stående ovationer to ekstranumre – bl.a. og selvfølgelig ”Men ikke endnu en vinter”.

Nogle vil sikkert beskylde mig for at være en bumset fedterøv, når jeg kun smider fire stjerner efter Folkeklubben.

Men de er bedst, når de kaster sig ud i uforudsigelig leg, hvor der er bedre plads og frirum til improvisation. Og river sig løs fra det traditionelle rockformat, så sangene for alvor får susende Albatros-vingefang.

Men på den anden side – den folkelige musiktrone står tom. Og nogen skal vel sidde på den. Måske Kjartan?

Foto: Søren Lynggaard Andersen og private