Omvendt menu

Koncert - Beethoven, Lutoslawski, Rachmaninov

Aalborg Symfoniorkesters torsdagskoncert var en af sæsonens bedste - med Beethoven og Lutoslawski på programmet. Og så bød aftenen på  én af verdens ti bedste pianister, Evgeny Kissin, i Rachmaninovs tredje klaverkoncert.

De fleste symfonikoncerter er hvad man kalder suppe/steg/is-koncerter. Forretten en kort ouverture, hovedretten en solokoncert og efterretten en symfoni.

Som i madens verden er der store forskelle på sammensætning og smag, ikke alt er vellykket. Torsdagens symfonikoncert i Musikkens Hus havde alle retterne, men i omvendt rækkefølge, og det var der en god grund til.

Koncerten vil sikkert blive husket som én af sæsonens bedste. Aftenens højdepunkt var ubetinget verdenspianisten Evgeny Kissin med én af historiens mest yndede klaverkoncerter, Rachmaninovs tredje.

Så hvorfor ikke bygge spændingen op og præsentere højdepunktet til sidst? Så undgår man også at nogle publikummer går i pausen. Dertil kommer, at programmet syntes mere velovervejet end vanligt med sine politiske undertoner.

Witold Lutoslawski (1913-94) var én af de store modernister i polsk musik. Han første værker var forholdsvis traditionelle. Ofte med stof fra folkemusik.

Også hans Koncert for orkester fra 1954, men her introducerede han en helt ny stil med nyt kompositionsteknikker og et moderne tonesprog.

Alt sammen udviklede han gennem de næste 20-30 år og blev et stort navn også i Vesten, men kom på kant med politiske strømninger i hjemlandet.

Også Beethovens musik til et Goethe skuespil "Egmont" havde politiske implikationer, komponeret under Napoleonskrigene og med Beethovens beundring for Napoleon som grundtone. I dag høres mest ouverturen, som er blevet en klassiker.

Rachmaninov, der havde adelig baggrund, måtte flytte i eksil under den russiske revolution (bl.a. til Danmark) og endte i USA, men allerede i 1909 skrev han sin tredje klaverkoncert.

Den er siden blevet én af de mest opførte af slagsen, en rigtig lækkerbisken for pianister og publikum med komponistens delikate og melodiøse tonesprog, indpakket i stor virtuositet.

Orkestrets nye chefdirigent Joshua Weilerstein er en stor gevinst. Den spinkle mand med de store armbevægelser ved, hvor han vil hen, har forberedt vejen dertil og når i mål med sin spændstige og alligevel dynamiske, overlegne men alligevel indfølte og direktion. Hans Lutoslawski er den bedste blandt de måske 30 opførelser, jeg har hørt. Store forventninger til ham!

Den russisk/israelsk/brittiske Evgeny Kissin er nok én af verdens ti bedste pianister, hvis den slags kan måles. Hans ry er for længst slået fast, også hans meget personlige stil, der efter min mening er en smule gammeldags.

Han serverede den mest særprægede version af Rachmaninovs tredje koncert, jeg har hørt. Det meste af vejen insisterende, næsten til det maniske, især i de hurtige passager, mens de mere lyriske, komponisten også er kendt for, blev for følelsesladede, næsten deprime.

Mest underligt var dog Kissins tempi. Begyndelsen var usædvanlig langsom. Jeg tror, Weilerstein kom på overarbejde med orkestret, der i denne koncert ellers ikke har meget at lave.

Kissin trak hele tiden tempoet ned. Hans utvivlsomt bevidste fortolkning af Rachmaninov foldedes helt ud i de store, brede kadencer, som forventet klaverkunst på verdensniveau.

Men - det behagede ikke min tunge. Til det er der kun at sige, at musik er som mad - et spørgsmål om smag.

Foto: Aalborg Symfoniorkester

Koncert, Musikkens Hus, torsdag.