Drew er en live-stjerne

Koncert - "Drew Sycamore"

Den sidste regnvejrsdag i september spillede Drew Sycamore på Studenterhuset, men regnen var helt ligegyldig, for da vi kom ind i Studenterhusets koncertsal, glemte vi alt om det våde vejr.

Den fyldte sal med 450 mennesker til den udsolgte koncert varmede salen op, og faktisk føltes det, som om temperaturen var på 45 grader CELSUIS.

Vi har jo efterhånden glemt, hvordan det føles at stå tæt sammen i en koncertsal ovenpå sommerens mange udendørskoncerter. Da kom Ericka Jane på scenen efter 30 minutter, og endelig kunne vi begynde at nyde rummet, varmen og stemningen.

Ericka Jane, der turnerer som support for Drew Sycamore, strålede rummet op med sine velkendte hits, og iført Drew Sycamore-t-shirt sang hun ”I Say Stupid Things”, ”Favorite Lie” og ”Bad Like You”.

Den unge filippinskfødte pop-sangerinde gav den gas i en halv times tid kun ledsaget af guitaristen Niklas, og hun viste sit sublime talent som sangerinde.

Den nøgne optræden med kun guitar og mikrofon gav en dejlig opvarmning, men festen blev først for alvor skudt i gang, da aftenens hovedgæst kom frem på scenen kl. 21.15.

Dagen op til koncerten har ”45 Fahrenheit Girl”, ”Jungle”, ”Take it Back” og ”I Wanna Be Dancing” spillet et utal af gange på ANR – og man kan næsten ikke tænde for radioen, uden at den danske sangerinde blæser sine hits ud gennem højtalerne.

Men at opleve Drew Sycamore live med de mange up-tempo festhits er en helt anden oplevelse. Hun er fantastisk dygtig til sprede sin energiske person langt ud over scenekanten, og sangene bliver kun endnu bedre, når man kan mærke sangerindens entusiasme og musiske talent.

Hoppende rundt på scenen som en anden rockmama med stjernepotentiale, der kan sammenlignes med Miley Cyrus – på den gode, tjekkede måde.

Drew Sycamore viser, at hun har ben i næsen, og da hun tager mikrofonstativet frem og tysser på publikum uden at nå helt ned bagerst i salen, helt nede ved baren, siger hun helt stille og roligt:

- Hvad er det egentligt I snakker om?

Publikum griner og tier efterfølgende, og da hun så begynder at synge covernummeret af Marios 00’er-hit “Let Me Love You”, kan vi alligevel ikke klappe i. Et magisk øjeblik opstår med den ægte vare på scenen bag sit mikrofonstativ og en hel sal, der kan synge med.

Det skiftende tempo mellem fest og alvor sker flere gange under koncerten, og det fungerer godt, for publikum oplever diversiteten af den skønne sangerinde, hvis numre står i stærk kontrast til hinanden.

Hendes ubesværede og selvsikre måde at udføre sine numre imponerer, og samtidigt viser hun en ægte jordbundethed, der lader publikum komme ind under huden på hende.

Både med nummeret ”Bodytalk”, som hun fortæller, er hendes favorit, og med ”Crying Wolf”, der er skrevet til ægtemanden, Mathias Kolstrup (fra musikgruppen Dúné), deler hun de bagvedlæggende følelser og tanker, som har været en del af sangskrivningsprocessen.

På et tidspunkt kaster hun sig ud i at agere skolelærer og vil lære publikum noget nyt. I forbindelse med sangen ”The Rhythm” forsøger hun at få os til både at synge ’aha’ og ’lålålå’, og energien kan mærkes, da vi alle står og skråler mod scenen inden musikken starter.

Desværre hopper en ond tudse ind i sangerindens hals under sangen, og de lærte fraser hos publikum falder til jorden, da Drew må søge ud bag scenen for at genfinde sin stemme.

Heldigvis har hun et fantastisk band med, der virkelig kan deres kram, og de kom hende til undsætning med en fantastisk instrumental-version af ” The Rhythm”. Sycamore tog det heldigvis meget køligt og hoppede undskyldende tilbage på scenen og fortsatte, hvor hun slap.

Aftenen lakkede mod enden, og efter en veloverstået fest under "45 Fahrenheit Girl", kommer Drew frem forrest på scenen og siger til publikum: 

- Så sagde vi lige, at jeg havde spillet "45 Fahrenheit Girl", og så sagde jeg "tak for i aften". Og så råbte I "EKSTRA NUMMER!", og så kom jeg frem igen og råbte: "Er I klar til at danse?!".

Iført sine alt for varme lakbukser afsluttede Drew Sycamore festen i Studenterhuset med "I Wanna Be Dancing", og med sine to kæmpe fest-hits afsluttede hun aftenen på toppen.

Aftenen i Studenterhuset var god, selvom ventetiden kunne virke lang og en anelse uhensigtsmæssigt med de mange pre-teenagere, der ventede spændt og sukkende på Sycamores entre i den varme koncertsal.

En desperat far forsøgte at klappe showet i gang, da hans unge teenagedatter satte sig demonstrativt på gulvet i kedsomhed, og selvom vi ventede en halv time på Ericka Jane og efterfølgende 'kun' et kvarter på Drew, syntes ventetiden i røg og varme for lang.

Men til trods for at Drew lod vente på sig, blev hun hurtigt tilgivet, for hendes optræden var fantastisk energisk, og den lidt trykkede stemning foran scenen blev heldigvis vendt til en fest.

Ikke desto mindre er Drew Sycamore en stjerne - og det er hun også live.