Mozart og fransk

Koncert - Debussy, Poulenc, Mozart

Den franske komponist Claude Debussy (1862-1918) kaldes impressionist og forbindes med datidens trend inden for billedkunst. Tonesproget er drømmende, sanseligt og meget delikat og sart. Man siger, at Debussy "maler med toner", f.eks. i hans "Nocturnes", inspireret af maleren James Whistler, hvis malerier ofte er natlige motiver indhyldet i tåge og mørke.

Debussys kollega Francis Poulencs (1899-1963) stil er helt anderledes, mere klassisk, neoklassicisme kaldes den, og den er skrevet i en tid, hvor komponisterne rundt om i Europa beskæftigede sig med alt muligt andet end netop fortidens stilarter. Hans musik er ikke egentlig epigoneri, han har sit helt eget udtryk, som bl.a. høres i han eneste og ret korte klaverkoncert.

Begge værker hørtes ved Aalborg Symfoniorkesters koncert torsdag i ret fremragende udførelser.

Debussy stod præcist så sværmerisk og udflydende som den er tænkt, men skæmmedes en smule af et kvindekor med alt for unge stemmer i dårlig balance og uden præcision.

Jeg forstår ikke, at dirigenten ikke har arbejdet mere med det.

Modsat dette havde Poulencs stykke den passende distinkthed og klarhed, som værket og stilen lægger op til.

Dette ikke mindst takket være aftenens solist, tyske Christopher Park, klaver. Hans indlevelsesevne og tekniske overskud er stort og det undrede mig lidt at han støttede sig til noder.

Man var ikke på noget tidspunkt nervøs på hans vegne, selvom koncerten ikke hører til de letteste i genren. En anden slags overskud viste Park, da han inviterede koncertmester Yana Deshkova med i ekstranummeret og gav hende fortjent stor plads. Det var elegant.

Efter pausen fik vi Mozarts sidste symfoni, nr. 41. Mozart færdiggjorde sine tre sidste og største symfonier i løbet af halvanden måned sommeren 1788, tre år før han døde. De bliver betragtet som mesterværker, især nr. 41, der har fået kælenavnet "Jupiter" med henvisning til dens storhed.

Det virkede som om Mozarts symfoni skulle løbes i gang før det rigtigt lykkedes. Førte sats var for langsom efter min smag, til gengæld blev sidste sats båret utrolig flot frem af orkestret og den svenske dirigent Tobias Ringborg, der, som så mange dirigenter, har sin meget personlige stil et godt stykke fra den standard man lærer som dirigent.

Ringborg er en god dirigent, han "kan sin Mozart" og får orkestret til loyalt at følge hans idéer.

Aalborg Symfoniorkester spillede med sin sædvanlige standard - og den er ikke så ringe endda. Det blev belønnet med en næsten fyldt sal og det er jo også rart at se ind imellem.

Foto: Hans Jørgen Fruensgaard, Nicolas Cho Meyer og arkiv