Skip to main content
Klassisk

Chefdirigentens debut

Af Evanthore Vestergaard og Helle Krog

I 1923 præsenterede den østrigske komponist Arnold Schönberg sin såkaldte tolvtonemusik. Et eksempel på, hvor galt det kan gå, når systemer overdøver musikalitet.

Musikken lød mildt sagt ikke godt, systemet slog aldrig for alvor igennem og i årtier blev ordet tolvtonemusik et skældsord for moderne musik.

To af Schønbergs elever udviklede idéen, Alban Berg, der faktisk kunne skrive smuk musik på systemet, og Anton Webern, der var mere avanceret, men til gengæld skrev kort musik – hele hans produktion kan rummes på tre LP-plader.

Mærkværdigvis brugte alle tre komponister gammel musik i deres komponéren, og torsdag aften kunne man høre en fuga fra Bach’s velkendte ”Musikalisches Opfer” i et arrangement af Webern og Brahms’s yndede klaverkvartet op. 25 bearbejdet af Schönberg.

De to værker omkransede den polske komponist Krsystof Pendereckis hornkoncert ”Winterreise” fra 2008 med Symfoniorkestrets førstehornist Erik Sandberg som solist.

Ligesom Schönberg chokerede Penderecki musikverdenen, da han i 1960 præsenterede nye måder at komponere på, bl.a. hvad man kaldte aleatorisk kontrapunkt, der kunne inkludere, at et helt symfoniorkester – 110 musikere! – blev sat til at improvisere dele af musikken ud fra visse retningslinjer. 

Alle værkerne kender jeg i forvejen, ligesom jeg har oplevet både aftenens solist og dirigenten Joshua Weilerstein, der, som Kulturen.NU forleden kunne berette, er Aalborg Symfoniorkesters nye chefdirigent, flere gange og været begejstret.

Men, ak: jeg konstaterede symptomer på corona torsdag. og som redaktøren sagde: ”En sund anmelder er bedre, end et sygt orkester”, så jeg kom ikke til koncert. Dog: læserne skal ikke snydes for en bedømmelse, så jeg får hjælp.

Lærer Helle Krog er kulturel superbruger og rutineret koncertgænger. Hvad synes hun?

”Jeg har hørt omskrevne eller omarrangerede værker før - ofte bliver de ringere end originalen. Men indimellem lykkes det, og så er det godt og levende. Sådan var det torsdag aften, takket være et veloplagt orkester, og en glimrende, livfuld dirigent med stærk kontakt til solister og resten af orkestret. Fra godt til noget bedre.

Det tegner godt for næste sæson, med en ung, men særdeles tydelig chefdirigent. Weilerstein er charmerende og nærværende. Man kan diskutere det der med ord til klassisk musik. Men den korte introduktion, han gav, var passende. Netop så de mindre vidende også kendte præmissen for de arrangementer, vi hørte.

”Winterreise” synes at være et kompliceret stykke med mange lydindtryk. Erik Sandberg leverede stort og var også tydeligt rørt over at blive klappet ind tre gange til stående ovationer.

”Lokalpatri-oterne” i Aalborg gav denne gang som fortjent. Det er ikke altid, at jeg rejser mig til slut og giver stående klapsalver, sådan som traditionen kun er i Aalborg. Torsdag aften gjorde jeg. Absolut topkarakterer fra superbrugeren!” skriver Helle.

Så: Velkommen til Joshua Weilerstein – og god arbejdslyst!. Du får lige fem stjerner at starte på.

Foto: Nicolas Cho Meier

Program

  • S. Bach: Fuga nr. 6 fra “Musikalisches Opfer” v/ Anton Webern
  • Penderecki: Koncert for horn og orkester ”Winterreise”
  • Johs. Brahms: Klaverkvartet g-mol op. 25 v/ Arnold Schönberg
  • Medvirkende:
  • Erik Sandberg, horn
  • Joshua Weilerstein, dirigent
  • Aalborg Symfoniorkester

.
Arkiv