Vi har lige været plaget af mere eller især mindre hellige Halloween-udskejelser, men med de to kirkelige mærkedage Allehelgensdag for de helgenkårede og Allesjælesdag for os mere dødelige dødelige, har kirken fred til at mindes dem man har mistet. Det er traditioner der går hundreder af år tilbage - halloween er faktisk ældst - og som har resulteret i både en række liturgiske messer og en perlekæde af musikalske værker betitlet "Requiem", dødsmesse.
Den franske barokkomponist André Campra er ikke særlig kendt i dag ud over for et par af mange operaer og hans dødsmesse, "Messe des Mortes", som man kalder det på de kanter. I samtiden var han kendt som en usympatisk ballademager, også i sine stillinger som bl.a. kantor i Notre-Dame kirken. Hans iltre temperament satte sig spor i musikken, og dødsmessen er en blanding af fransk barokopera og kirkemusik. Den varer 50 minutter og fyldte dermed koncerten søndag, Allehelgensdag, i Budolfi Kirke.
Requiet er ét af de første på fransk grund og fik en vis popularitet årene efter det blev skabt i 1720'erne. Det er skrevet for stort kor, mindre kor, tre sangsolister og et lille orkester. I Budolfi blev værket opført af kantoriets 12-14 medlemmer, Den Jyske Sinfonietta og de tre sangsolister Benjamin Nellemose, Jens Olav Heckmann og Thomas Rewes. Budolfis nye kantor Michael Hvas Thomsen dirigerede og den nye organist Jørgen Ellekilde ledsagede på orgel, hvilket vist ikke er autoriseret af komponisten. Alt i alt en blanding af amatører og professionelle.
Kordelen er den bærende i værket og derfor var det lidt synd, at udførelsen undertiden plagedes af upræcise indsatser, usikker intonation og skæv balance. Orkesterdelen blev smukt udført, men var lidt fodslæbende, og selvom der er tale om dødsmusik, er den skrevet af en operakomponist og der er også lyse passager i Campras værk som ikke helt nåede ud i rummet. De tre solister udførte deres rolle professionelt og med lyrisk sans.
Alt dette taget i betragtning gives der 4 stjerner til denne semiprofessionelle opførelse af et værk der (i modsætning til hvad programnoten skriver), både var og er en ofte opført i det franske.