Koncert, Blå Festival - Big Creek Slim
Der er tætpakket her under halvtaget uden for Fjordbyens lille værtshus, som stolt bærer navnet Kulturcenter. Her står bluesmanden Big Creek Slim og rigger til en overskyet fredag eftermiddag. Får indstillet lydniveau og finstemt sin akustiske guitar balancerende på en barstol udlånt af værtshuset.
Publikum er en blandet flok af lokale stamkunder, svenske og norske turister og så alle os bluesafhængige, der ved, at Big Creek Slim er garant for low key, 100 % autentisk blues. Sådan som den er blevet spillet, siden Robert Johnson solgte sin sjæl til Djævelen selv for at blive den bedste bluesguitarist.
Her bliver småsnakket og skålet, og efter at den Blå Festivals lydfolk er kørt, får bluesmanden sig en enkelt Limfjordsporter, inden han kravler op på barstolen og går i gang. Det lyder godt med den gamle rørforstærker, og refrainet:
- You don’t love me that way.
Big Creek lader sig ikke forstyrre af hverken småpludren, hjertelige omfavnelser eller dem, der lige skal skåle højlydt med en bekendt. Som et bjerg af ro, sidder han der uforstyrrelig på barstolen og fører os på rundtur i bluesmusikkens rødder.
Det kræver sit at holde fokus, men sådan blev blues jo også oprindeligt spillet. På små juke joints, hvor der blev drukket, danset og festet, og hvor det gjaldt om at fange publikums opmærksomhed på trods.
Sangene dengang og nu forholder sig til og kommenterer det samfund, du nu engang lever i. Om kærlighed, sorger og glæder og vores fælles problemer med at få livet og en selv til at hænge lykkeligt sammen.
”Walking Blues” hedder et nummer, ”Goodby Baby” et andet, og selvfølgelig får vi en af Robert Johnsons smertefulde kærlighedsballader om ikke at kunne få den man elsker.
Big Creeks hænder på størrelse med velvoksne stegepander flyver behændigt hen over den slidte guitars strenge, mens han fortroligt læner sig hen over mikrofonen og synger:
-You better watch yourself, I’ve got my eyes on you.
Sådan ruller blues’en sejt derudad, mens vi sidder tætpakket, enkelte anerkendende fodvippende, hver på vores egen måde salige tilfredse med at være netop her.
I pausen før andet sæt får jeg spurgt Big Creek, født og opvokset i Ikast, som Marc Rune Koldkær, hvordan han egentlig holder koncentreret fast i rytme, flow og sang, mens værtshus omkring ham indimellem plaprer ekstatisk, som et overfyldt papegøjebur ved fodringstid.
-Åh, jeg har oplevet det meget værre. Men der sidder som regel altid en enkelt fraskilt, ulykkelig mand eller kvinde, og så koncentrerer jeg mig om udelukkende at spille for netop ham eller hende.
-Så får jeg kontakt, og publikum her er jo ikke umulige at ramme.
Marc Rune rejste for 15 år, som 25-årig, selv alene til USA for at komme i nærkontakt og spille med bluesmusikerne derovre. Han havde selv sparet sammen til rejsen ved at arbejde som murerarbejdsmand, og siden har han levet af at spille blues. Dog suppleret med forfaldende arbejde som skraldemand eller landbrugsmedhjælper.
Andet sæt byder på mere af det gode, vi fik i første. Ømt og hudløst som et asfaltafskrabet drengeknæ. Her er en hilsen fra Muddy Waters med nummeret ”Sail on my little honeybee”, vi får lært og sunget at vi skal ”Take it Easy”, også selv om vi har tænkt os at sætte kurs mod ”Key to the highway”.
Big Creek er sagen, hvis du er til prunkløs contryblues. Blues til både gråd og fest.
Blues er født af vold og racisme, men handler i sin kerne om undertrykkelse. Noget alle på et tidspunkt har oplevet. Og det er en renselse, når Big Creek synger om det, der går en på – ”tell the world, and eat your troubles”. Når han med sine sange får sagt noget om dig selv – og andre. Det er det, blues kan.
Foto og arkiv: Lars Mørch
Big Creek Slim, Fjordbyen, Blå Festival, fredag eftermiddag.
