Koncert - Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani
Der er pænt fyldt på spillestedet Abzalon sådan en tirsdag lige efter påske. Den danske bluesmand Big Creek Slim har lige været på to ugers turné i Norge og Finland sammen med sin brasilianske bassist Rodrigo Mantovani, og forude venter en længere dansk rundtur.
- Det er dejligt at vi kan være sammen igen, lyder det fra manden i den sennepsgule skjorte. Og så er vi i gang.
Big Creek Slim hedder i virkeligheden Marc Koldkær Rune, 39 år, og han spiller på en gammel akustisk guitar, som en marskandiser ville være flov over at kræve en 50’er for.
Men det swinger og gynger blåt, mens han og den elegant baretklædte bassist tuner sig ind på hinanden. Rodrigo Mantovani og Big Creek har spillet sammen i en del år, blandt andet på albummet ”First Born” (2018) og på den spritnye udgivelse ”Stone in My Heart”.
- Everybody tell me, that the girl that I love, will do me no good, synger guitarmanden.
Samspillet mellem ham og den store kontrabas er nærmest telepatisk. Rytme og timing er intens tæt og danner stensikker grund for Big Creeks sangstemme og guitarspil.
Og stemmen – ja, den er stor stærk og jordskælvsrystende nærværende og med en styrke, du kunne bruge til at høvle rå brædder glatte med.
Vi kommer på en god rundtur i første sæt, mens der bliver nydt øl og vin ved de rå plankeborde. ”Good Morning Litte School Girl” – en Muddy Water klassiker serveret tæt og fortroligt og uden dikkedarer - lige i hjertekulen hører til blandt højdepunkterne.
- Er lyden okay, spørger Big Creek. Kan I høre os?
- Ja, fin, lyder det fra publikum.
- Vi har været vores egen lydmænd p.g.a økonomi. Det kan godt gå ud over kvaliteten.
- Men … det kan økonomiske interesser gerne generelt.
Kontakten fejler ikke noget mellem manden født i Ikast og publikum, og så er vi i gang med John Lee Hookers ”Boogie Chillen” – ”let that boy boogie woogie”.
Her er sange om at sidde i fængsel, dømt for at have skudt sin egen kone, her er gospelhengivenhed i ”Lay My Burden Down”, løssluppen boogie og hele tiden følger guitar og bas hinanden lydhørt og opmærksomt.
Hele tiden er der den forunderlige understrøm af varme og tilgivelse, som god blues tilbyder. Her er både gråd og glæde, ulykke og fest. Lige meget hvor meget på røven du er, er bluesen der for dig.
Efter en halv times pause er der tid for andet sæt og ganske overraskende sætter Big Creek Slim sig til det opretstående klaver henne i hjørnet på scenen. – Jeg har øvet mig, men det er lidt af en debut.
Så får vi fire sort-hvide tangent numre, blåt med bid, bl.a. "I Get Rowdy" fra det nye album. Med et nærvær og en intensitet, der breder sig varmt og fortroligt i det tidligere snedkerværksted. Men så er det også tid for mere guitar og en fanden-i-voldsk coronablues i ”That God Damn China Cough”.
Her bliver spillet slide så Robert Johnson og Charlie Patton ville have korset sig i salig fryd, mens sangene kredser om sexuel sult, om lyst, og ønsket om at binde sig til en kvinde og samtidig skrækken for at miste sig selv i et forhold.
-I left my woman, but this time she isn’t waiting on me – to come back". Det bliver til ekstranumre blandt andet klassikeren “Corina, Corina”, spillet hypnotisk langsomt, inden vi efter tre timer siger farvel til Big Creek.
Forude venter der dem en lang køretur, inden de igen går på scenen i Roskilde i aften. Men vi andre kan gå hjem, fyldt med den der tranceagtige lykke, som god blues kan bringe én i.
Foto: Lars Mørch
Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani
Spillestedet Abzalon, Aalborg, tirsdag aften, 19. april
Big Creek Slim ved det opretstående.
Der blev signeret og solgt cd'er og lp'er i pausen.
En bette livevideo skal man da have med hjem.
- Hvad skal vi nu spille?
