Nostalgi med personligt bid

Koncert - Benny Holst

Det behøver ikke at være indviklet at lave god musik. En velstemt akustisk guitar, en stol, en mikrofon og en sætliste skrevet på et ternet stykke A4-papir.

Nå, ja så hjælper det jo også, at det er Benny Holst, 83 år, som nu om lidt her på Kaosfabrikken i Løkken sætter sig på den brunslidte finerstol. Holst bryder sig normalt ikke om at spille solo, men har ladet sig overtale af stedets dynamiske par, Ellen Raunsmed og Mikael K., denne lørdag aften.

Benny har været med og en del af den danske musikscene siden midt-60-erne, og denne aften former sig da også som en personlig rejse og beretning om dengang, det hele begyndte.

Om hvordan Benny oprindeligt blev uddannet inden for de grafiske fag. ”Men de drak for meget”. Så Holst søgte ly i musikken, der var der vist bedre arbejdsbetingelser. ”Men øl tager de høje toner, rødvin de dybe”

Og så får vi aftenens første nummer ”Rejsende i musik”, skrevet dengang Benny turnerede Danmark tyndt med nu afdøde Povl Dissing.  Fingerspillet er godt, stemmen er intakt og kraftfuld nuanceret, så det er ikke bare musik, du skal nyde i kraft af genkendelsens nostalgi.

Der er skam bid i musik og tekst. Vi får beretninger og humoristiske betroelser, der snor sig veloplagt før og lægger op til sangene. Og så er der ingen som Holst, der med himmelvendte øjne kan fortælle om, hvordan han endnu engang havde søgt ly på et vandhul, og hvad han nu oplevede der af værtshusliv.

Der selvfølgelig gav inspiration til endnu en sang. Om Alice han mødte på spillejob i Aalborg – det blev til ”For få vadesteder”. Eller da han ville skrive et kæmpehit på en blanding af dansk og engelsk. Nummeret ”Folk går rundt og sir”, en fuldstændigt lattervækkende parodi, med sin kontrast mellem jordbunden dansk og refrainlinjen ”Oh baby, your old man is lovesick tonight".

Sådan går det både muntert og alvorligt med numrene ”Som sendt fra himlen” og ”Pak dit grej”, inden første sæt sluttede med den gribende Dylan-fortolkning ”Rastløs”.

Om ensomheden efter at have forladt den elskede, som kunne have været den eneste ene i ens liv.

Så var der pause og tid til øl og småsnak i den lavloftede tidligere isenkramforretning, inden Holst en halv times tid senere igen indtog den lave scene.

Hvis første sæt var til et godt bestået, blev andet sæt en oplevelse, du vil huske i mange år. Det formede sig i lange stræk som både et farvel og lykkeligt minde om de kolleger, ”der er taget derop før mig”.

Jan Toftlund, Cornelis Vreeswijk og Peter Thorup. I sange som “Lad der gå lang tid”, ”Hvorfor monstro” – en fordanskning af Vreeswijks ” Somliga går med trasiga skor”  og ”Støvet har lagt sig”.

Stemmen var tydeligt varmet godt op efter første sæt, guitarspillet mere kraftfuldt, finurligt ornamenteret, men også stålstrengt bluesfarvet og smerteligt. ”Hør mit råb” og ikke mindst Bennys egen personlige farvelsang ”Engle har bare tæer” fik magiske vinger at flyve på.

Med åbningslinjerne ”Når engang det sidste glas er drukket, og døren ud, af livet står på klem, alt er klappet klart og kursen stukket, ja, så går jeg til mit andet hjem”.

Så var det vist meningen, at vi skulle være sluttet med ”Lagde du noget på tallerkenen” – en afskedshymne til den harmonikaspillende værtshusmusiker fra "Pelikanen" i Sankt Peders Stræde. Men nej.

Publikum ville ikke give slip, og så fik vi som ekstranummer den socialrealistiske sang om ”Jenny”, der beruset og ensom gled ned fra barstolen magtesløs og fortabt.

En stor musikalsk aften, gribende og latterfremkaldende, med en ganske uforlignelig sangskriver ved navn Holst. Jordnært og bevægende, alvorligt og muntert.

Foto: Lars Mørch

Benny Holst, Kaosfabrikken, Løkken, lørdag aften.