Enestående sangkunst

Koncert - Bach, Langgaard, Strauss.              

Komponisterne Richard Strauss og Rued Langgaard var samtidige, selvom Strauss blev født 30 år før Langgaard.

Når det påpeges, er det fordi begge tog udgangspunkt i senromantikken og videreudviklede den i en tid, hvor resten af Europa, anført af bl.a. Schönberg og Stravinsky, gik helt nye, modernistiske veje.

Strauss’s og Langgaards veje i livet var dog meget forskellige. Førstnævnte blev fejret og anerkendt i samtiden, især som dirigent, den anden smidt på porten og eksileret til den danske provins efter en kort succes som stor knægt, i øvrigt i Strauss’s fædreland Tyskland.

Først i 1980’erne blev Langgaard og hans underlige musik rehabiliteret.

Torsdag kunne man høre to værker, som i det mindste havde det tilfælles, at de er skrevet for symfoniorkester og sangsolist

”Vier letzte Lieder” er et umådelig smukt værk, lige fra det lyriske forlæg til Strauss’s tonesætning, fra først til sidst. Ud over at det er en slags svanesang, komponeret året før han døde. 

Værket kan siges at være (en lidt sen) kulmination på romantikkens længselstanke. Den er eminent beskrevet og modsætningen – eller sammenhængen – med det idyllisk, smukke og sorg over dødens banken på døren kommer næppe stærkere frem i noget andet værk.

Strauss døde året efter færdiggørelsen.

Langgaards 2. symfoni er langt fra hans bedste af de 16 han nåede. Den 21-årige unge komponists værk virker kaotisk i sin vildskab og voldsomhed, tonesproget er spektakulært og fantasifuldt, men også en lidt dystopisk. Symfonien slutter med en smuk sats for sopran og orkester – som i Strauss’s lieder og det bliver en formildende omstændighed.

De tunge sopranpartier blev sunget af australske Siobhan Stagg, der er en af de klarest lysende stjerner på sanghimmelen gennem de senere år.

Efter uddannelsen hjemme og i England grundlagde hun sin karriere i store operapartier rundt om i Europa og har sunget i de største operahuse og med de mest anerkendte orkestre – også i Canada og Asien.

Hun er et af tidens bedste eksempler på koloratursopranen. Aftenens program kaldte dog på hendes lyriske side og en anden slags virtuositet, end de store operapartier. Hun er en helt enestående kunstner.

Koncerten indledtes med et dvask orkesterarrangement af en violinsats af Bach – udarbejdet af den schweiziske skolelærer Joachim Raff. Hvorfor?

Foto: Lars Mørch

Koncert, Musikkens Hus, torsdag.