Abrahamsens koncert - og Schønwandts

Koncert -Aalborg Symfoniorkester - Abrahamsen, Strauss

Forleden kunne jeg her på sitet fortælle, at der kun er to nulevende danske komponister på Symfoniorkestrets sæsonplan. Den ene var der sidste uge og den anden denne torsdag.

Selvom koncertens overskrift var "Schønwandt og Strauss", var det Abrahamsens koncert.

Hans Abrahamsen (født 1952) er én af sin generations mest originale danske komponister med en, ikke omfattende, men meget varieret produktion bag sig.

Det første værk er dateret 1969, en periode hvor begrebet ny dansk enkelhed markerede sig. Som titlen siger er der tale om en stil, som nogle lidt nedladende har kaldt naivistisk.

Men i virkeligheden var der tale om et helt bevidst valg blandt en lille gruppe komponister om at kommunikere tidens musik ud i et tonesprog, der kom publikum i møde.

Abrahamsen forlod senere dette udgangspunkt - og dog.

Det er karakteristisk for Abrahamsens musik, at et nyt værk fra ham altid får stor opmærksomhed. F.eks. "Let me tell You" fra 2013, bestilt af ikke mindre end Berliner Philharmonikerne.

Det er et meget fascinerende værk for sopran og orkester, komponeret på et uddrag af en stærkt eksperimenterende roman af samme navn, skrevet af den walisiske musikolog og librettist Paul Griffith.

Teksten er på samme tid ordfattig og dybt meningsfuld og det giver naturligvis særlige udfordringer, når den skal udfylde 22 minutters tomrum med lyd.

"There was a time, where we had no music" lyder det i teksten og når man hører Abrahamsens musik tænker man "Hvor er det godt, at jeg ikke lever dengang musik ikke fandtes".

I et delikat, fragmenteret tonesprog boltrer solisten sig med vokale og sproglige eksperimenter, der må være særdeles krævende at udføre.

Skønt musikken i lange stræk er utrolig stille, drukner stemmen tilsyneladende for i næste øjeblik at overdøve det i øvrigt udvidede orkester.

Man imponeres af spændende effekter og Abrahamsens særlige talent for at få mange til at lyde af få.

Hemmeligheden i Abrahamsens musik er efter min mening, at den er lige så enkel som da han begyndte i 70'erne - farven har bare en anden lyd.

Det er virkelig et fantastisk værk, og udførelsen torsdag bed en anden i haserne, som jeg hørte med Berlinerne for nogle år siden. I Aalborg var det sopranen Sofie Elkjær Jensen, der udførte det vanskelige soloparti uforligneligt.

Efter pausen Richard Strauss mægtige "Don Quixote", en cellokoncert indpakket som tonedigt. Også her en imponerende indsats fra Aalborg Symfoniorkester og Randers Kammerorkester, herunder nogle af solostrygerne og den armenske cellist Narek Hakhnazaryan.  

Det var Abrahamsens koncert - men også Michael Schønwandts. Det er det hver gang den hæderkronede danske dirigent entrer podiet. Ikke at han gør noget væsen af sig, han er bare fremragende.

For årtier siden sneg jeg mig under en radioproduktion op i orkestret, fordi jeg ville aflure Schønwandts eminente evner til at styre et orkester.

Jeg ved ikke, om det lykkedes, men jeg oplevede en overdådig, næsten mytisk sammensmeltning af mimik, koreografi og genuin direktionskunst.

En sand dirigent med sjæl, følelser, øjne og ansigt pakket ind i en krop af garderhøjde og ikke uden klassisk skønhed, hvis det udtryk må være mig tilladt.

Det kan ikke undre at Schønwandt som én af mange priser i 1990 modtog prisen som "Årets Æreshåndværker".

Foto: Aalborg Symfoniorkester