Komponisten og dirigenten Ole Schmidt (1928-2020) var en stærk stemme i dansk musik. Ganske vist stærkt sværmende for det franske, men også med et øre for nordisk tradition. Hans musik høres ikke meget i dag, men det var helt berettiget, at Aalborg Symfoniorkester valgte hele tre af hans værker som omdrejningspunkt for ugens koncert, betitlet "Nordiske toner".
Schmidt skrev en del koncerter for allehånde instrumenter, herunder en tuba-koncert fra 1975 og den slags er en sjældenhed. Den var på programmet torsdag sammen med hornkoncerten fra 1966 og et mindre koncertstykke for trompet og trombone (der på dansk hedder basun) fra 1957. Altså: blæs over hele linjen.
Hvordan lyder Schmidts musik?
Den er langt fra den mere eller mindre rabiate modernisme, der præger 1960'erne. Den kan høres som bagud for sin tid, men musikken har en originalitet og særlig charme, der gør den meget lytteværdig og den er yderst velskreven. Der er tydelig inspiration fra Stravinskijs emigrering til Paris i 1910'erne.
Derfor var det oplagt at begynde med en suite af Stravinskij, populær, cirkusagtig musik, der også "går lige ind". På fornem vis gik det hele op i en højere enhed, da man sluttede med en "Concerto Grosso" for fire messingblæsere og orkester (bl.a. med den sjældent hørte aeolifon, der laver vindlyde) af den islandske komponist Steingrimur Rohloff (født 1971).
Oven i købet en uropførelse og som om det ikke var nok: en bestilling fra Aalborg Symfoniorkester - fint initiativ!
Rohloffs 25 minutter lange værk er klassisk i sin form - i hver af de fire satser optræder de fire blæsere som solister i ret ekvilibristiske partier. Selve tonesproget er originalt med en slags nordisk inspiration.
Under udarbejdelsen har komponisten arbejdet tæt sammen med aftenens solister, som må betragtes som nogle af verdens bedste. Et rigtig flot værk, som Aalborg Symfoniorkester bør spille en gang om året med egne blæsere.
Det var de fire solister, der fik koncertens overflødighedshorn (undskyld) til at flyde over, idet man havde indforskrevet ikke mindre end fire soloblæsere fra selveste Berliner Philharmonikerne - så kan det ikke blive bedre. Dertil én af dette lands bedste dirigenter, italienskfødte Giordano Bellincampi.
Det sker en sjælden gang, at anmelderen løber tør for positive superlativer, men her må der gives op.
Det giver simpelthen ikke mening at fortabe sig i detaljer om udførelsen - der må nødvendigvis tildeles seks stjerner og den, der har været kurator for denne koncert bør have del i dem. Det var simpelthen crème de la crème, hvilket den frankofile Ole Schmidt, der levede sine sidste år og døde i Frankrig, ville elske.
Seks stjerner er og bør være en sjældenhed, men nu har to koncerter i Musikkens Hus på to uger indkasseret dem.
Det er næsten for meget - og alligevel: de tre Schmidt-koncerter udkommer i dag - 18/3 - på cd fra forlaget Dacapo med samme orkester og solister optaget i Musikkens Hus i december. Koncerten blev også optaget af DR P2. Anmelderen har smuglyttet til den nye CD: der kom den syvende stjerne...
I forhold til det formidable program og den lydefri udførelse var der alt for få publikummer (efter pausen færre). Til gengæld var det et koncentreret og kultiveret publikum, der tilsyneladende ikke lod sig skræmme af et program med lutter "ny musik". Man kan altså roligt stille an med flere koncerter i den genre.
- Aalborg Symfoniorkester, Musikkens Hus, torsdag 17. marts.
- Program:
- Igor Stravinskij: Suite nr. 2
- Ole Schmidt: Koncert for horn i f og kammerorkester
- Ole Schmidt: Piece concertante for trompet og trombone
- Ole Schmidt: Tubakoncert
- Steingrimur Rohloff: Concerto Grosso for fire solister orkester
- Medvirkende:
- Gábor Tarkövi, trompet
Jesper Busk Sørensen, basun
Jens Bjørn-Larsen, tuba
Stefan Dohr, horn - Aalborg Symfoniorkester
- Giordano Bellincampi, dirigent