Klassisk koncert med rock-attitude

Aalborg Symfoniorkester: "The sound of Climate"

En klimakoncert. Så har man oplevet det med. Men det var altså heller ikke en hel normal koncert dette her. For det var med lysshow. Et rigtigt flippet lysshow med masser af effekter. Altså sådan lidt rock-agtigt.

Når sådan et lysshow finder sted for øjnene af en, og der tillige er et symfoniorkester bag billederne, ja så bliver det jo imponerende. Klassisk med rock-attitude. Elsker det...

Orkestret er udstyret med masser af slagtøjsvirtuoser til denne koncert. Foran orkestret hænger et gigantisk, transparent lærred, hvor man kan se videokunsten og orkestret samtidig. De første 5-7 rækker er tomme for gæster. Man skal nemlig tilbage i salen for at kunne nyde billedsiden

Der er også indforskrevet en konferencier. Det er klima-aktivisten, tegneren og filminstruktøren Anders Morgenthaler. Han åbner koncerten og har et par korte monologer undervejs. Men han tilfører som sådan ikke koncerten noget som helst. Det er mest snik-snak om klima og ikke et ord om musikken eller Livets Orkester, som han kalder folkene bag lærredet. Et par kommentarer til musikken havde gjort underværker.

Koncerten indledes med lyden af oboister og fløjtenister. Men lyden føles, som kommer den bagfra. Lidt underligt for orkestret sidder jo foran mig. Mens jeg sidder og forundres over, at jeg hører toner bag min ryg, vender jeg mig om og får overraskelsen: Seks musikere kommer spillende ind i salen. Altså bagfra! De spiller små triller på deres blæsere. Det lyder let og dejligt. De går gennem salen og finder hen til deres pladser i orkestret. Det er en rigtig fin start. En start der hurtigt går over i Max Richters parafrase over Vivaldis fire årstider.

Det er meget smukt og harmonisk, og det er drønfedt med alle figurerne, der dannes og danser foran vores hoveder i David Chocrons video til musikken.

Vi bemærker også, at dirigenten har en skærm foran sig, hvor han kan se video-projektionerne. Måske forsøger han at følge billedsiden. Men der er kiks undervejs. Undervejs ser vi nogle stempler, der banker sammen synkront med kraftige brag fra janitsharerne. Men der altså mange takter, hvor lydsiden ikke følger billedsiden. Og lige der vil jeg måske skyde skylden på billedsiden. At billederne er klippet for hurtigt. For jeg kan ikke lige forstille mig, at det er muligt at ændre musikkens tempo dramatisk undervejs, uden at det kommer til at lyde mærkeligt.

Bortset fra det er videoerne med til at danne billeder foran hovedet på én i samklang med musikken. Den idé er altså slet ikke så tosset. Og bortset fra ovenstående eksempel, virker det helstøbt i resten af koncerten.

Og det er flotte billeder. Det er støv, der samles til fisk. Det er isbjørne på isflager. Det er uddøde koralrev. Det er ting, der skabes som figurer foran os og omdannes til noget helt andet. Der er hele tiden bevægelse i billederne. Og allerbedst: Det er demonstrationsbilleder fra hele verden, der skal fortælles os, at vi alle står sammen mod klimaforandringerne.

Hvad der blev spillet, kan du se i faktaboksen under artiklen.

Et andet overraskende indslag var janitsharernes tromme-solo, eller hvad man nu skal kalde det. Det har jeg i hvert fald ikke set før: Tre af musikkerne går ned til tre grønt oplyste akvarier. De begynder at pjaske i vandet med hænderne. De former lyde i vandet ved hjælp af hænderne. Efter et stykke tid rækker de ned mod bunden af bassinerne og trækker nogle rasleinstrumenter op. De slås ned i vandet. De giver lyde både over vandet, i vandet og i forskellige stadier af neddykket-hed. De følges så op med bækkener, der får samme behandling. Det var virkeligt spændende og også overraskende at bækkenerne kan bruges både i vand og på land om man så må sige. Samt at høre ændringerne af instrumenterne alt efter hvor meget vand, de var begravet i.

En slags trommesolo. I en klassisk koncert. Elsker det.

Men ja - vi skal passe på de der vandstigninger.

Under det sidste nummer er der tæppefald: Det transparente lærred falder til jorden. Langsomt. Musikken går lidt op i styrke, og koncerten er forbi. 43 minutter i alt. Intet ekstranummer.

Man kan godt indvende, at 250 kroner - det koster en fuldpris-billet - er mange penge at betale for så kort en koncert. Ikke desto mindre har jeg følt mig godt underholdt med spændende musik i en stilsikker udførsel.

Musikken var dejlig. Billederne var dejlige. Men koncerten var for kort og forklaringerne var for få. Derfor nøjes jeg med at give fire stjerner. Men de første 10 minutter af koncerten overvejede jeg faktisk at give seks stjerner. Da følte jeg mig henført. 

Foto: Hans Ravn