Kog på kedlen

Bandet Kalaha er på en gang lige så enkelt og uforudsigeligt som det gamle nordafrikanske brætspil, der har givet bandet navn. Og de er ved at få sig et støt voksende musikalsk fordomsfrit publikum herhjemme.

Og det giver bestemt mening. For deres forrygende miks af jazz, verdensmusik og elektronisk musik går både i hoved og fødder, så det er ganske svært at sidde stille. Husets lille musiksal kunne melde alt udsolgt denne torsdag aften med alle de runde caféborde besat, da bandet lagde ud med et medley over et par ældre numre, ”Dragon” og ”Nguni” fra tidligere udgivelser.

Rytmer og beats bliver skabt af elektronik-musikerne Rumpistol og Spejderrobot, henholdsvis, Jens Berent Christiansen og Mikael Elkær, og de lægger en tæt og saftig synth bund. Som trommeslager Emil de Waal grinende bag sættet spiller op imod, så det gynger, mens guitarist Niclas Knudsen trækker syngende enkelttoner ind over.

Det er magiske lydbilleder, polyrytmisk uforudsigeligt, men også saftigt swingende. Hvor Knudsen spiller et forrykt japansk tempelmessende riff, for så pludselig at gå i rå rocklyd a la Jimmy Page fra Led Zeppelin.

Alverdens inspirationskilder, rytmer og traditioner samlet i en stor boblende musikgryde. Du kommer til at tænke på C.V. Jørgensens faste frase, når han alt for sjældent er ude at spille liver – ”der er ikke et roligt øjeblik heroppe”.

Og så bliver den dansk-tyrkiske sangerinde Hilal Kaya inviteret på scenen i sin egen ”Özgürüm Ben” – det betyder ”jeg er fri” og handler om at tage konsekvensen, når noget er forkert og låser dit liv fast. Det være sig fordomme eller konventioner.

Hun synger på en gang stærkt og klart, højdramatisk med vrede, ømhed og kærlighed i hver en strofe, og pludselig føler vi os hensat til Istanbul og den klagende vemodige og ukueligt livskraftige tyrkiske musik.

Endnu et tyrkisk nummer ”Eymen” følger, om egoistisk kun at tænke på sig selv, inden bandets fire drenge strækker ud i deres egen ”Truffle Soil”, flintrende hurtig med syngende Clapton-toner i de gentagne riff.

Et nummer, der balancerer et eller andet mytisk sted mellem punkens Iggy Pop og den britiske powertrio Cream. Og så alligevel er noget helt tredje.

Herhjemme er der langt imellem, at du ser et så aktivt, medlevende publikum, klappende og hujende, og der var såmænd også plads til lidt dans ude på sidelinjen.

Det er kakofonisk og umådeligt raffineret, og når disse tætte beats og rytmer pauseagtigt er på vej et andet sted hen, fylder trommespiller Emil ud med energiske soli, der både bygger bro og udvider udtrykket.

På den måde kommer det elektroniske isenkram til uimodståeligt at swinge med det håndspillede. Vor egen nordjyske sangskriver Hjalte Ross var også på for at synge sin egen americana ”Hurt You Once Again” – desværre med en lidt utydelig mikrofonforstærkning, som gik ud over sangtekstens ord.

Så var det tid for ”Mystafa” – igen med fuld knald på liggehønen, inden Hilal igen kom på scenen i ”Gok Küstüm” og hendes nye single ”Laga Luka” (tom snak). Igen et par numre med bandet selv i legesyg og vital form, inden taget løftede sig i afslutningsnummeret ”Dans det op”.

Hippievildmanden Uffe Lorenzens sang til Kalaha med det uimodståelige refræn – ”hvis trippet ikke er godt, så dans det op”. Overdådigt vokalt forløst af tyrkiske Hilal, som afløser for Uffe.

Livsbekræftende forløst gik vi derfra.  Efter halvanden times uafbrudt musik. Kom igen, Kalaha. Vi tar et spil til.